Skvalderkål? Nak den! Æd den! Jeg hader den inderligt – skvalderkålen. Jeg har i flere år forsøgt at luge den bort uden det store resultat, og gør nu ikke andet end at plukke de nye skud, så snart jeg ser dem.


TEKST OG FOTO: KARINA REVSBÆK

I stedet for at smide bladene væk, bruger jeg dem i madlavningen. De smager nemlig godt, og er i tilgift fyldt med gode vitaminer. De kan bruges i salater, i tærter og meget andet, eller som her, til pesto. Pesto kræver ikke de store anstrengelser at lave, heller ikke denne.

Pesto af skvalderkål

DU SKAL BRUGE: 

  • 2-3 håndfulde skvalderkål. Pluk de unge skud, de smager bedst
  • 1 dl god jomfruolivenolie
  • 1 dl Prima Donna eller parmesanost
  • 1/2 dl nødder eller kerner. Jeg har brugt pinjekerner, hasselnødder og mandler
  • 2-3 fed hvidløg, alt efter smag og behag
  • Saft fra en halv citron eller lime
  • Salt og peber
Pesto af skvalderkål





FREMGANGSMÅDE 

  • Skyl skvalderkålsbladene grundigt og kom halvdelen i blenderen.
  • Skær osten i små stykker.
  • Ost, nødder/kerner og hvidløg kommes ned til skvalderkålene og drysses med lidt peber, en teskefuld salt og saften fra den halve citron eller lime.
  • Og nu skal der blendes.
  • Når ingredienserne er blendet godt sammen tilsættes olien og resten af skvalderkålsbladene.
  • Blend igen, og stop når pestoen har den konsistens du foretrækker. Jeg synes den er lækrest, når den er lidt til den grove side.
  • Smag til sidst til med salt og peber og rør pestoen igennem.



Og voila, så er pestoen færdig!

Spis din pesto til et godt stykke brød, vend den i din pasta eller hvad du synes bedst om.