De er høje, smukke, slanke, kan bruges både i pryd- og i køkkenhaven, og så smager de tilmed godt. Hvad mere kan man ønske sig af en køkkenurt?


TEKST: MARIANNE, FOTO: MARIANNE & LONE

Mexikanerne har anvendt bønnen i mere end 4000 år, og siden den kom til Europa omkring år 1500, har den været en yndet spise. Der findes mange bønnesorter, men pralbønnerne har den ekstra fordel, at de både er en pryd for øjet, kan bruges på espalier som rumdeler, eller fylde i højden af et bed – og så smager de fortrinligt.
Pralbønner er etårige, og netop fordi de kommer fra varme himmelstrøg er det vigtigt ikke at så dem for tidligt. Dels fordi de enten slet ikke spirer, hvis jordtemperaturen er under 10 grader, eller fordi de slet og ret går i stå i væksten. Og fordi de tilmed vokser ret hurtigt til og begynder at klatre, kan det godt blive noget rod at have dem stående i drivhuset for længe inden udplantning. Men et gammelt ord siger, at du skal så bønner når kirsebærrene blomstrer, så det er nu du kan forspire. På friland skal du vente til ind i juni.
Nedenfor ser du nysåede pralbønner klar til at blive plantet ud en dag sidst i maj, efter at have stået og vokset til i et uopvarmet drivhus. De kan ikke tåle frost, så man skal følge nøje med i vejrudsigterne, hvis man vil være sikker på at de ikke bliver skadet – eller bare går i stå i væksten. En fiberdug kan godt redde dem. Der er sået ca. 5-6 stk. i hver 5 liters potte, og de vokser hurtigt til efter spiringen. Sørg for at de har noget at kravle op ad. De vokser simpelthen hurtigere og bliver mere frodige, hvis de kan kravle. De er rimeligt nøjsomme – de danner selv kvælstoffet i rødderne, men trives bedst i grundgødet køkkenhavejord. De stiller sig tilfredse med at klatre op af noget snor, men griber fat i hvad som helst for at komme opad.
Jeg tager selv frø hvert år, og indtil videre har de givet fint afkast. Frøene egner sig også fortrinligt som værtindegave. De er jo store, og det kan være man overvejer at forære børn frøene til deres lille køkkenhave. Men her er det vigtigt at mor eller far tages i ed, da de jo ikke må spises rå, lige som ærter. Så børnene skal have en vis alder (8-10+) før vi synes det er en god idé. I Afrika bruger man dem som smykker, og ser man på dem, forstår man jo straks hvorfor!
pralbønne
Sorten ‘Sunset’ giver de skønneste abrikosfarvede blomster, der klæder snart sagt alle blomster. Det er i den orange/laksefarvede tone uden at være skrigende på nogen måde. Blid og let rødmende. De findes også i tofarvede rød/hvide og i en dyb orangerød, og man kan også finde dem i dværgvækst, som kun bliver omkring 45-50 cm høje og klarer sig uden noget at kravle op i.
Når de høstes til tørring (enten for at spise dem eller for at gemme deres frø til kommende såning), skal de tages, når bælgene er helt tørre og gule. I våde somre, som vi jo har haft nogle stykker af, kan du høste hele planten og så tage bælgene af og eftertørre dem. Det tager sin tid – lad dem hellere ligger for længe end for kort tid – ellers risikerer du at de rådner. Resten af planten kan graves ned og tilfører derved køkkenhavens jord kvælstof, som forbedrer jorden.
HUSK TILBEREDNING
Bønner indeholder stoffet purin, som folk med forhøjet blodtryk og tendens til urinsur gigt skal holde sig fra. Bønner må ikke spises rå (kun hestebønner), da de kan give forgiftningsskader med alt fra mavekneb til opkast og svimmelhed. Men blancheres de let i nogle minutter eller 5 er det fint, og samtidig bevarer de deres bid. Det er en god idé at give dem et koldt brus lige efter kogningen, for så beholder de deres smukke, grønne farve.
FAKTA
pralbønneNAVN: Pralbønne
LATIN:  Phaseolus coccineus
SÅDYBDE: 5 – 7 cm
PLANTEAFSTAND: 20 cm
RÆKKEAFSTAND: 60 cm
LYSFORHOLD: Sol
FORKULTIVERING: Medio april
UDPLANTNING: Sidst i maj
SÅNING PÅ FRILAND: Maj -juni
SPIRINGSTID: 10 dage
SPIRINGSTEMPERATUR: 15-18°C (jord 10+)
HØST: Bælge 60 dage efter såning.
Kan gensås hen over sommeren.