Tulipanen ‘Queen of Night’ er ganske enkelt fantastisk. Mon du også er én af dem, der går og glæder sig over det skønne syn i maj.
TEKST & FOTO: LONE
Det er ikke uden grund at denne tulipan ‘Queen of Night’ er så populær, som den er. Og dens popularitet skal endelig ikke afholde dig fra at erhverve den, for den er ganske enkelt helt enestående i majhavens bede.
Nu, hvor alle tulipanerne står i fuldt flor, kan du jo lige overveje, hvor du kan finde plads til denne skønhed. Hvis du da ikke allerede har hende indenfor havelågen.
Når den mørke dronning folder sine kronblade ud i starten eller midten af maj er den et skønt akkompagnement til alle de lysegrønne toner i haven, samt væksterne med mørke/mørkerøde grene. I min have starter denne tulipan ud sammen med den hvide tulipan ‘Purissima’ og den limefarvede snebolle, og senere i maj måned springer også allium ud og går i skøn forening med den mørke tulipan.
Påskeklokkerne er også skønne ledsagere til tulipanen, og sidst i blomstringen er også natviolerne med i billedet. Det er ganske fortryllende.
DANSK NAVN: Tulipan
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge
HÅRDFØRHED: Hårdfør
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord
GRUPPE: Enkelt, sentblomstrende
VÆKST: Opret blomsterstilk
STØRRELSE: 50-55 cm
BLOMSTRING: Meget mørkelilla kronblade. Blomstring fra midt maj
ANVENDELSE: Velegnet i bede
Ja, Queen of Night har jeg også – og jeg er så glad for den – da den er smuk, smuk 🙂
Den er bare så smuk.
Hvert år på denne tid hvor tulipanerne springer ud, tænker jeg at jeg skal have nogle Queen of Night, men hvert efterår når det er tid til at købe løg, har jeg glemt det igen. Det er en meget flot tulipan, så mon ikke jeg skal få det skrevet ned et sted hvor jeg ser det om et halvt år.
joooooo, jeg glæder mig også over Queen of Night….. men der er kun kommet en eneste i år 🙁
Det kan I tro. omend mine er ret små i hovederne, de er nemlig ældgamle. De stammer fra mine forældres have, fik dem sammen med nogle andre sene tulipaner som jeg ikke kender navnene på . Men de er seje, kommer trofast hvert år ,jeg skal blot huske at omplante dem med en 2-3 års mellem rum og de er langsomt blevet flere. De er dog alle ret små i hovderne, altså osse "queenen" men jeg syntes faktisk det gør dem smukkere. Dermed passer de så osse ind i en lidt mere vildsom bevoksning.
Hvis i har viden om andre stærke tulipaner , så skriv endelig om dem. Jeg er ved at prøve at samle finde så mange af de solide sorter, da det ærgrer mig at så mange nykøbte smutter hvert år. Problemet vil nok være at finde forhandlere, men jeg må vel på "det store stygge net".
Her fik vi 6 mm vand i dag rent guld.
fortsat god pinse
Gunvor
Vi har for første gang fået købt denne flotte tulipan, og ud af en hel pose er der dukket 3 ynkelige blomster op, så det er lidt så som så med glæden over den 🙁
Jeg har også den dejlige skønhed. Lagde en smule for måske 4 år siden. De løg købte jeg i IKEA. De har været meget villige til at komme igen og igen. Godt nok blev de mindre, men til gengæld flere. I efteråret lagde jeg flere i haven og så igen til oktober 😀 hvilket syn det bliver til maj næste år 😉
K.Gro
Den er skøn og passer fint sammen med prydløgene. Jeg har sat en del mellem storkenæbene "Phaeum". Det er også fint. Mørkt mod mørkt.
Jeg lagde over 100 løg i mellem jul og nytår af Queen of the Night, og jeg vil tro de alle er kommet både dem i krukker og dem i mit bed.
Den er fantastiks smuk og holder også godt i vaser.
Nu bliver det spændende om den kommer igen til næste år.