Når jeg lægger pigsten i min have sker det på en – måske – lidt uautoriseret måde. Læs med her!


TEKST & FOTO: LENE

Nogle gange bliver ting mere kompliceret end godt er! Jeg kan godt forstå at forarbejdet skal være i orden, hvis man skal brolægge Rådhuspladsen, men for at lave en lille sti af pigsten i sin have, er der efter min mening ingen grund til at køre det store skyts frem!

FORARBEJDET
Hvis det skal være rigtigt, skal der først fjernes 30 cm jord. Så skal der lægges et lag stabilgrus, som skal vibreres – helst med en pladevibrator. Derefter lægges der et lag grus, som også vibreres, og så kan man endelig gå i gang med at lægge pigstenene.Jeg tillader mig at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg graver ganske vist jord af, men ikke så dybt som anbefalet. Så springer jeg let og elegant over stabilgruset og går direkte til det almindelige grus. Det bliver så ikke vibreret, men stampet med “fodkraft”. Vi går mange ture med gummistøvler og museskridt, og så får det en ordentlig vand med vandslangen, så det falder sammen. Og så er vi klar.

LÆGNINGEN
Da pigsten jo er meget forskellige i størrelsen er det lidt af en puslespil at få dem lagt, og man er nødt til at fjerne eller tilføje grus efterhånden. Men det er sjovt, selvom det tager tid at sortere og lægge stenene. Man har den samme sten i hånden mange gange, førden finder sin endelige placering. Selvom det skal være en natursti bruger vi dog trods alt et vaterpas, så vi har noget at styre efter, og så vi får lavet den rigtige hældning væk fra murene. Bagefter bliver der fuget, og vi bruger lysegrå stenmel. Faktisk er stenene bag væksthuset også mest lagt i stenmel. Det skulle efter sigende kunne “pakkes” hårdere.

Jeg vil dog lige nævne, at vi ikke har så anarkistisk en tilgang til det, hvis der skal lægges almindelige fliser. Der skal det selvfølgelig gøres efter alle kunstens regler. Men når det drejer sig om pigsten snyder jeg så vandet driver – og det oven i købet med god samvittighed. At lægge almindelige fliser, der skal ligge helt lige, er ikke min mands spidskompetence (faktisk hader han det), men pigsten kan han godt lokkes til at hjælpe med – og han synes ovenikøbet at det er sjovt. Det er faktisk lige før vi slås om det!

PigstenSådan en belægning bliver aldrig til stilethæle, uanset hvor omhyggelig man er, og det er jo netop det, der er det charmerende.Moralen – hvis der da er nogen – er at man ikke skal lade sig begrænse af, at man ikke har muskel- eller maskinkraft til rådighed. Mindre kan også gøre det, og så længe det ikke er stier med tung trafik man skal lave, synes jeg bare man skal gå i gang.

Pigsten

Vi har fået mange af vores pigsten – eller marksten, som de også kaldes – hos en god veninde, men de fleste har vi hentet i en nærliggende grusgrav. Vi lånte en lille trailer på ca. 1 x 2 m, altså til ca. 2 m2 belægning, og det kostede 100 kr. at fylde den. Det er selvfølgelig nemmere – men dyrere – at få leveret en bigbag med sten, men i grusgraven kan man selv sortere stenene, så man får dem man vil have, og selvom man skal køre et par gange, er det stadigvæk meget billigere.

God arbejdslyst!