Du kan trække rabarber frem til omkring midten af juli. Og vil du have sunde planter, så må du huske at give lidt tilbage.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Rabarber har været nydt af kineserne de seneste 5000 år, men er først kommet til Danmark i starten af 1800-tallet. Mærkeligt nok, for det er en urt, der i dén grad er god for nordboere, og derfor har den også været yndet næsten lige siden. Lige omkring 1970-2000 var der ikke rigtig nogen, der skønnede på den. Kvinderne havde vel for travlt på arbejdsmarkedet, men så kom interessen for de gamle køkkenurter tilbage, og p.t. er det jo “hypet” (og yderst delikat) at servere rabarberkompot sammen med hovedretten. Eller indtage en cocktail med  rom og bornholmsk rabarbersodavand fx. Mulighederne er utallige!

 

rabarberDet er nemlig en utrolig anvendelig urt: Kompot, saft, tærter, muffins, is, sorbet, marmelade – gid jeg havde et fadebur!

Rigtigt mange har rabarber stående i et hjørne af haven, og dér har de stået de sidste 50 år. Og mange får heller ikke rigtigt gjort noget ved dem. Men det er der råd for; træk dem op og frys dem ned. Til efterår og vinter er de basis for mange himmerigsmundfulde.

AT TRÆKKE
Ja, træk dem op, siger jeg. Det er sådan noget man har i hænderne og ikke tænker over kan være vanskeligt, hvis ikke man har prøvet det før. Du griber om stænglen nederst og trækker et blidt, fast, langt træk opad. En anelse nedadbrækning mod jorden kan løsne stilken, hvis den sidder godt fast. Knækker en stilk eller tre, så træk også resten med op, hvis du kan. Ellers kan de bare visne ned og give næring til rodklumpen. Det ser bare knap så yndefuldt ud.

Vrid så bladene af og gem dem. De kan bruges enten til jorddække eller som “te” til at bruse over lusebefængte roser. Du kan også kyle dem på komposten. Spises kan de i hvert fald ikke.

rabarber
De hvide “kraver” vidner om, at disse er rigtigt trukket

Nogle gange går rabarber i blomst. Den er vældig smuk og interessant at se på, men den udsulter roden, så den ikke giver lige så meget senere. Hvis du er en rigtig nørd og gerne vil forsøge dig med at så rabarber, så gør det endelig – men indstil dig på, at det vil tage 3-5 år før du kan trække af planten. Modtager du en klump af din moster eller nabo og planter den, gælder det også, at du skal undgå at høste fra den det første år. Lad den lige etablere sig, og giv den godt med kompost eller kvælstofholdig gødning (fx. komposteret hønsemøg).

DRIVNING
Du kan sagtens drive rabarber fra de er omkring 10 cm lange. Sæt en bundløs spand eller potte hen over dem og husk at vande ved tørke. Så vokser de villigt frem mod lyset og får lysere, lidt mere sprøde og slankere stængler.

Når du så har høstet, er det tid at give noget tilbage til planten. Gød godt og giv den en pause. Viser sommerhalvåret sig fra den milde side, så kan det være du kan høste igen til august-september, men normalt visner den ned og du skal huske at luge lidt omkring den.

rabarber

 

¨