Den bølgekronede storkenæb, Geranium phaeum, er en favorit i haven. Dens lethed, kombineret med storkenæbs øvrige mange fordele, er ikke til at komme udenom.


TEKST & FOTO: LONE

På haverejserne i England har kameraet igen og igen hæftet sig ved denne bølgekronede storkenæb, der kan noget helt andet end de storkenæb, der ellers havde indfundet sig i min have. Jeg har siden fundet ud af at de fås i flere farver, men det er nu denne mørke, der er blevet genstand for min største beundring og har fundet vej ind i min have.

Storkenæbbene her som på latin hedder Geranium Phaeum, har fået deres danske navn fra sammenligningen af de bølgede kronblade med et kjoleskørt. Den blomstrer i maj og juni med sine mange blomster på lette stilke.

Den trives bedst i let skygge, så den er helt genial til skovbedet. Fx. i kombination med bregner og prydløg er den smuk.

Geranium Phaeum er meget villig til at selvså sig, så hvis den bare får fred, vil du se den dukke op mange nye steder. Som med øvrige storkenæb kan du også med fordel klippe den ned efter blomstring. Planten vil så genskabe en fin vækst, der står smukt resten af sæsonen.

FAKTA

NAVNGeranium phaeum
DANSK NAVN: Bølgekronet storkenæb
LYSFORHOLD: Sol, halvskygge, tåler en del skygge.
HÅRDFØR: Ja. Staude
JORDBUND: Alm. god næringsrig havejord, helst ikke for tung.
VÆKST: Opret vækst. Grønne lappede blade med røde marmoreringer
STØRRELSE: 50-70 cm
BLOMSTRING: Maj-juni, med lillasorte nikkende blomster med bølgede kronblade.
ANVENDELSE: Meget velegnet til skovbedet.