Den almindelige magnolia er et drømmesyn i mange gamle haver i april/maj måned. De tulipanlignende blomster lyser op, og kan give enhver blomsterelsker lyst til at få det lille træ i egen have.


TEKST & FOTO: LONE

magnoliaSyn som dette kan få enhver forbipasserende til at stoppe op. Magnoliaens blomstring kan være en kort fornøjelse, men midt i festen er dét at være i magnoliaens nærhed som at træde ind midt i et eventyr. De tulipanlignende blomsterhoveder svæver som små skyer over de krogede grene, og specielt de gamle træer – som det på billedet her – er et drømmesyn.

ALMINDELIG MAGNOLIA
Magnolia ‘Satisfaction’

Magnoliaen er et rigtblomstrende, lille, kortstammet træ eller stor busk med en bred, dekorativ vækst. Blomsterne på ‘Satisfaction’ er hvide på indersiden og rosa på ydersiden. Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.

magnolia

Træet er igen i de senere år blevet populært i de danske villahaver, og det betyder, at man ofte støder på de smukke blomstringer i forårsmånederne. Selv forholdsvis unge træer kan give smukke blomstringer, og træet vil med tiden blot blive smukkere og smukkere.

magnolia

 

Efterhånden som blomstringen aftager, dukker de fine, friskgrønne blade op. Disse står herefter smukt grønne resten af sæsonen, til træet i efteråret taber sit løv, og vinteren igennem står med flotte, buttede knopper, der varsler om et nyt haveår.
magnolia
Hvis man ønsker magnoliaen skal have udpræget form som et træ, kan man med fordel, efter træet har etableret sig i haven, beskære den buskede form. Man udvælger sig ganske enkelt en af hovedgrenene, med udspring fra basis, som den fremtidige stamme. De øvrige grene ved basis fjernes herefter helt nede ved jorden (eller endnu bedre – under jorden), og de nederste sidegrene kan ligeledes fjernes. Træet vil herefter fokusere på at skyde fra de resterende grene.
Og så et tip til en nyerhvervelse: Tænk dig godt om, før du planter din nyindkøbte magnolia. Skulle du senere få lyst til at flytte den, skal du nemlig væbne dig med tålmodighed efter flytningen, da væksten herved sættes væsentligt tilbage. En anden lidt sårbar egenskab ved den almindelige magnolia er, at blomsterne ringe tåler en periode med frost. 
 

magnolia

FAKTA

NAVNMagnolia x soulangeana ‘Satisfaction’.
DANSK NAVN: Almindelig magnolia.
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge.
HÅRDFØRHED: Hårdfør, knopperne kan svides ved frost i forbindelse med begyndende blomstring. Kan i øvrigt med fordel vinterdækkes de første par år efter plantning i haven.
JORDBUND: Kan placeres i almindelig, næringsrig havejord, men er mest velegnet til surbund.
VÆKST: Løvfældende, lille, kortstammet træ med dekorativ opret, bred og busket vækstform.
STØRRELSE: 3-4 m.
BLOMSTRING: April/maj med tulipanlignende blomster, der er hvide indvendigt og rosa på ydersiden.
ANVENDELSE: Velegnet i bede og som solitær, ynder læ.