Enhver virkelighed starter med en drøm. Glas har i mange år været det stof, mine hedeste drømme var gjort af. Jeg drømte om et væksthus, der kunne fungere som et slags psykisk åndehul. 


TEKST: JYTTE AGGERHOLM JUSTESEN, FOTO: SUSAN & JESPER DURUP

Først og fremmest følte jeg et voldsomt behov for sådan et glasasyl i vintermånederne, hvor det tunge mørke ikke blot er en energidræber – det kan også få humørbarometret til at falde adskillige streger.

DRØMMEN BLIVER TIL VIRKELIGHED
Vilde fugle flyver. Tamme fugle længes. Når trækfuglene om efteråret drager mod syd, har jeg altid følt et vemodigt stik i hjertet. Synet af fuglene, der forsvandt i horisonten, har altid fyldt mig med en dyb længsel. En længsel efter at kunne rejse med, og flygte fra det tiltagende mørke, som har så dårlig en indflydelse på mit velbefindende. Jeg har drømt om, i mørketiden, at kunne slå mig ned på en frugtplantageskråning i Toscana, og drøne rundt på en scooter med Andrea Bocelli i ørerne, mens den sørgmodige lyd af storm fra vest hylede udenfor herhjemme.

Nu har jeg fået et “GlasToscana”. I efteråret 2013 gik min store drøm om et væksthus endelig i opfyldelse. Jeg måtte knibe mig selv i armen for at kunne tro på, at den længe nærede drøm endelig var blevet en realitet.

Jeg havde drømt så mange drømme, at jeg pludselig stod med en kæmpe præstationsangst overfor mig selv, da drømmen skulle omskabes til noget så jordnært som hverdagsrealisme. Det her skulle blive godt. Rigtig godt. Og ikke bare “godt nok”. Nu forholder det sig jo imidlertid sådan, at jeg er havekone – og ikke indretningsstylist. Det måtte jeg pludselig sande. Der var ingen grænser for, hvad jeg troede jeg kunne putte ind i min nye 20 m2 store tilbygning til huset. Jeg troede jo nærmest, det var en hel hangar, jeg kunne indrette – selvfølgelig med alle drømmemøblerne og nipserierne. Men … pengepungen og bankrådgiveren vil jo altid have det sidste ord. Og får det!

INDRETNINGEN
Heldigvis er jeg meget forelsket i genbrugsstilen, som jeg finder både smuk og sympatisk. Min pengepung elsker den også. Jeg holder af det rå, naturlige og rustikke look. Det nordiske og det industrielle udtryk tiltaler mig meget. Lokket med livretter og fritagelse for huslige sysler, fik jeg overtalt Syrenprinsen til at gå i gang med at lave møbler, der ikke har kostet os mere end et par skruer, søm og det der var tilbage i bunden af bøtten med den hvide maling.

Først lavede han en bænk af gamle murertreller. Den fungerer ikke alene som bænk, men også som opbevaringsplads for brænde til vores dejlige og uundværlige brændeovn. At sidde på den bænk og kigge ind i flammerne, mens sneen daler ned udenfor, er et sandt “zen-moment”.

Syrenprinsens næste projekt bestod i at lave en hylde af gamle paller. Den med vilje tilsigtede sparsomme bemaling var knapt tør, før jeg med stor ivrighed kastede alle mine nipserier op på hylderne.

En seng skulle vi have. Det var et absolut must. Et dejligt og behageligt tilflugtssted, hvor man kan trække sig tilbage fra alverdens tant og fjas, og tage en morfar, læse en havebog eller nyde natlige stjernestunder med stjerne- og satellitkiggeri, her hvor der absolut ingen lysforurening er. En gæsteseng ville også være praktisk, da vi har mange overnattende gæster i sommerhalvåret. Igen blev Europapaller vores gratis møbelløsning. Syrenprisen fik hurtigt flikket to gamle paller sammen, og bagefter blev de påmonteret hjul og skødesløst bemalet. Eftersom jeg er en rigtig redebygger, tog det mig ikke mange minutter før sengen var blevet forvandlet til en rigtig flyde-/daserede, fyldt med puder – og med varme tæpper lige ved hånden.

Sparegrisen blev slagtet, og for grisens maveindhold købte vi lamper, konsolbord, spisebord og stole. I skrivende stund mangler der stadig et par ting, før det hele er på plads. Noget af det vigtigste bliver montering af skyggegardiner.

GRØN FORVENTNINGSGLÆDE
Nu, hvor de basale ting så småt er ved at falde på plads, starter drømmene om alt det skønne grønne, der til forår og sommer skal spille den altoverskyggende hovedrolle i glashuset. Igen begår jeg sikkert den fejl at tro, at jeg har en hel hangar til rådighed, og det bliver hårdt – atter engang – at måtte skære ind til benet og kun få det allervigtigste proppet derind. Drømmene er mange – kvadratmetrerne knapt så mange. Tomater, oliven- og citrustræer, et abrikostræ, slyng- og hængeplanter, store høje buketter alle vegne, og … og… og!!

Noget af det allermest fantastiske og livsbekræftende ved at være væksthusejer er, at jeg allerede nu, mens sneen ligger udenfor, kan tyvstarte med at lege forår i glashuset. Når man befinder sig under glassets beskyttende hulestemning, føles det som at være ude i det fri. Blot er man skærmet for den bidende kulde og for blæst og nedbør. Det har en utrolig gavnlig indvirkning på vinterpsyken. Jeg suger begærligt det hårdt tiltrængte dagslys til mig. Jeg har med vilje undgået alt for mørke farver i indretningen. De ville stjæle det dyrebare dagslys fra mig.

JANUARSYSLER I VÆKSTHUSET
Selvom det allerede kribler ustyrligt i fingrene efter at begynde at så, så er det endnu alt, alt for tidligt. Den glæde har jeg til gode. I stedet nyder jeg at kunne bruge væksthuset som et terapeutisk og meditativt helle, hvor jeg kan finde lindring for min voldsomme længsel efter noget grønt og forårsagtigt at kigge på. Der bliver arrangeret hyacinter, perlehyacinter, ranunkler, juleroser og andre vækster til den helt store guldmedalje.

Forårsbebuderne gør mig glad i øjnene. Jeg køber en del tulipaner, som i væksthusets temperatur kan holde sig i omtrent en hel måned. Jeg klipper masser af grene ind til drivning. Først får de lov til at springe ud inde i stuens varme, og derefter flyttes de ud i det køligere væksthus, hvor de graciøse blomster fra forsythia, blodribs og mirabeller bringer glæde og hårdt tiltrængt forårsstemning i flere uger. Hvis jeg overhovedet har mulighed for det, sætter jeg mig i væksthuset i skumringstimen, som jeg på denne årstid holder særligt meget af. Jeg tænder et par stearinlys, alt imens jeg lytter efter fuglenes begyndende lyde, og jeg frydes over at observere, hvor meget dagens længde tiltager dag for dag .

Eftersom jeg er udstyret med et overudviklet pyntegen, som i bund og grund handler om glæden ved at skabe stemninger, ser jeg allerede meget, meget frem til at kunne give den fuld skrue med påskepynten i den nye væksthuskulisse. Jeg holder faktisk mere af påskepynt end af julepynt, fordi foråret ikke alene er så smukt, men også umådeligt løfterigt og livgivende. Mit elskede glashus skal fyldes med naturlig påskepynt i rå og rustikke mængder. Måske allerede i februar. Det gælder for mig om at snyde psyken, og få den til at tro, at foråret er tættere på, end det rent faktisk er. Det er en af mine overlevelsesstrategier i vintermørket.

Hvis du, ligesom jeg, bliver tung i krop og sind i vintermørket, er den bedste gave du kan give dig selv et vinterrefugium af glas. Allerede nu forstår jeg slet ikke, hvad jeg gjorde, før jeg fik mit. Har du, som læser med, nogle gode råd og fif om dine overlevelsesstrategier her i vintermørket, ville det være skønt, om du ville dele erfaringer og metoder med os.

De kærligste hilsner og tanker
fra TANTE GRØN

 

Glashuset er fra Pavillon Danmark, murstene fra Gamle Mursten og brændeovnen fra Morsø Jernstøberi.