Alle haver er sanselige, men nogle haver er så stimulerende for vores sansesystem, at de overgår andre og samtidig sætter sig i hukommelsen som en lille varm lykkedråbe, lige til at tage frem af mindernes store hav. Sådan en have er Haven i Hune – tag med på sansetur i Vendsyssel.
TEKST & FOTO: MARIANNE
Der er mange grunde til, at en have, som Anne Just og Claus Bonderups have i Hune, har sat sig fast i mit system. Det gør den jo nok i alle mennesker, der har besøgt den, men den dag jeg besøgte haven første gang var helt særlig. Jeg var af sted med min veninde Bine, og vi var begge fulde af forventning.
Det er morsomt, at når man er forventningsfuld, så er det som om ens sansesystem er opspilet til det yderste og man bare oplever hele sin omverden forstærket faktor 10. Derfor er selve turen fra parkeringspladsen og hen til haven også en temmelig besynderlig oplevelse. Jeg ved jo, at noget helt exceptionelt ligger lige rundt om hjørnet og venter på mig, men hvis det ikke var for det skilt der står ved indgangen til stisystemet på vejen derhen, så ville jeg tro, vi var på afveje.
Haven i Hune ligger nemlig midt imellem flade, sandede og helt almindelige rare parcelhusgrunde med den type sparsomme, halvforblæste beplantning, der nu er kendetegnende for egnene omkring Vesterhavet. Men fra det sekund vi nærmer os begynder forvandlingen.
Man går faktisk forbi den gule have, inden man kommer ind i receptionen for at købe sine billetter. Og selvom jeg var forhippet på netop en billet, så var jeg svær at rive væk fra det syn. Jeg blev pludselig som et lille barn, der ikke ville gå forbi en slikbutik.Og selvom farven gul er en krævende farve i en almindelig dansk gennemsnitshave, og for mange haveejere gør helt ondt i øjnene, har farven aldrig generet mig. Blot synes jeg, at dens placering kræver omtanke. Når jeg så ser den her – kun sammen med grøn og i alle mulige former, højder og teksturer, så er den farve intet mindre end fortryllende. Det er som om solens stråler skinner nede fra haven og op imod én. Som om man kommer til at få øje på alle de gullige toner, der også findes i de grønne blade. Uhmmmm – her ville jeg kunne sidde hele dagen. Det er ekstremt elegant!
Tv. Hosta ‘Francis Willius’. Th. buksbom, thuja samt en “hule” af indtørrede vinstokke. |
Nu findes der jo forskellige tilgange til, hvordan vi oplever, indlærer og sanser – hvordan vores primære, så at sige “indadgående”, kommunikationssystem fungerer. Det har mange af os stiftet bekendtskab med i vores liv, på et kursus, i TV eller radio, i en fagbog el. lign. Altså det, at nogen mennesker primært sanser gennem synet, og går op i, hvordan farver, linjer og former spiller sammen. Andre gør det primært via hørelsen, hvor lydene og ordene udgør en afgørende faktor i forhold til oplevelsen. Atter andre gør det hovedsageligt via følesansen, både den indre og den ydre, og kan ligesom ikke “se” uden også at røre ved tingene. Naturligvis sanser vi alle med alle vores sanser samtidig, hvis vi er heldige at vores hjerner og sansesystemer er intakte, men der er altså én af dem, der fungerer kraftigere og kaldes vores “leadsystem”.
Når man er i Haven i Hune bliver alle sanser skærpede, men for både Bine og HAVEFOLKETs “udsendte”, var det tydeligt at følesansen var meget fremtrædende for os begge. Og heldigvis er dette et levende “museum”, hvor vi gerne må røre lidt. Det gør vi så, og det tager tid. Vi iagttager, går lidt, stopper op, sanser og snakker faktisk ikke ret meget. Yderst sjældent når det gælder snakkesalige kvindfolk med samme hobby, men det siger nok lidt om, hvor mange sanser, der er i gang – på én gang.
På et tidspunkt kommer vi ligefrem til at skabe kø til den smalle sti hen til broen over dammen med keramikkuglerne. Bine fortæller at hun har set en TV-udsendelse, som handlede om en kvinde, der skabte nogle keramikkugler, der blev lagt ud i Vesterhavet. Synet af brændingen, der hvisler hen over disse smukke, særegne kugler, ser Bine stadig for sig, og nu står vi her lige ved siden af dem. Hun må lige ned og røre. Giver dem en “trille”, så de drejer rundt om deres egen akse. Det skaber en mindre ring, der bliver til flere ringe i vandet, og andemaden ligger og vipper og glimter omkring dem.
Der opstår ligesom et “hul” i tiden, en boble, hvor magien udelukker alle andre lyde, mennesker og mylder. Netop det at dammen ikke er blevet “støvsuget” for slam, andemad og vækster gør, at øjet ikke kan se det hele, men at man hele tiden aner dybder i flere lag. Måske er det utilsigtet, men solens stråler glimter i glasuren på kuglerne. De blinker til hinanden, og det samme gør Bine og jeg, mens vi langsomt bevæger os videre, næsten uden at ænse den kø af folk, der tripper bag os. At forlade det lille “hul i tiden” er hverken sørgeligt eller mærkeligt, for straks optages vi af nye stimuli, der taler til både synet og vores følelser. Musikken af fugleliv og insekter har lagt sig som et omsorgsfuldt lydtæppe bag os.
EN MUSIKALSK FORTÆLLING I FARVER
Det er på ingen måde muligt at komme rundt om alt det, der er at sanse i Haven i Hune. Selv ikke, hvis vi filmede eller skrev en tommetyk bog. Naturen, og særligt den, der findes kultiveret i Anne Just og Claus Bonderups have, er vitterlig helt ubeskrivelig. Når vi alligevel giver os i kast med det, er det fordi selv små udpluk har været oplevet som magiske og giver et indtryk af, hvilken genialitet, man kan “læse” ud af havens indretning, design og beplantning. Det er den, vi gerne vil give videre her.
Anne Just var jo bl.a. blomstermaler, og det var hendes og Claus´ ambition at skabe en have, der dels udgjorde motiver for Anne, når hun malede, og dels blev til “levende billeder”. Og levende billeder de kan også fortælle historier. Synge sange. Tag nu disse blå storblomstrende katteurt, Nepeta grandiflora, der skaber en sky i baggrunden mellem stængerne af et jernstativ og samtidig – og netop derfor – giver en let og flyvsk kontrast både i farve og form til de dybt brune Aeonium ‘Schwarzkopf’. Mon du kan høre det? Den harmoni lyder da helt himmelsk, gør den ikke?
Storblomstrende katteurt, Nepeta grandiflora danner baggrund for de dybt brune parasollignende Aeonium ‘Schwarzkopf’ |
Tv. den røde kvan, Angelica purpurea ‘Vicars mead’ |
Af en eller anden grund er der endnu mere at falde i staver over, end hvis vi havde mødt lidt mos på en sten på en almindelig gåtur i skoven. Uanset at den ville være lige så smuk. Dér ville vi ikke have været opmærksomme på alle detaljerne. Men nu! Nu finder vi eventyr alle vegne. I stenene, på stenene, oppe og nede, bagved og foran. Og sådan bliver det faktisk ved.
Bine er umådelig interesseret i planters opbygning og overlevelsesstrategier, og af samme grund stikker hun næsen helt hen i planterne for at aflure om frøene sidder, så de springer fra planten (som på balsamin fx), om de sidder samlet og drysser ud gennem gitre (som fx på valmuer), eller om de er store og tunge, så de triller hen ad jorden, når de frigøres fra planten. Som hun siger: “Det er jo lidt som en krimi eller en gåde. Hvordan gør de lige dette her? Hvad er hemmeligheden?”
Tv. er 5 potter med planten ‘Bowiea Volubilis’. |
Og vi møder jo mange sære planter – 5 levende, grønne fodbolde ligger i hver sin potte. En sær dusk vokser op af dem. Er det hvidkål med en asparges stukket ned i midten? Det er da gak. Men spændende, og vi tænker det samme: “Sådan en må jeg eje”. Efter at have spurgt Jeppe Urban om det, siger han: “Det er nogle af mine faste følgesvende. De har været med mig både i Holland og i Berlin. Nu står de her og gør sig til. De hedder Bowiea Volubilis, og kan endnu kun købes meget få steder. Jeg var heldig at finde dem i Botanisk Haves butik i København”.
PÅ ET ÅKANDEBLAD
Vi nikker til hinanden, inden vi fanges af synet af alle de blomstrende åkander – eller deres eventyrlige navn, nøkkeroserne. Også de giver et indtryk af, at der er mere end hvad øjet lige ser. Man kan følge deres tykke stilke langt ned under vandoverfladen og her og der få øje på smukke, aflange knopper, der baner sig vej op til vandoverfladen. Dette er et sindbillede, der overgår det meste og giver beskueren en optimistisk tro på, at der altid vil være en vej op i lyset. Samtidig betages vi af forfaldet i nogle af bladene, og glædes over, at haven ikke er så trimmet, at det kommer til at ligne et glansbillede. For sådan er der jo ingenting der er i det virkelige liv. Denne gang er det Bine, der ikke er til at rive væk.
Kaprifolien ‘Lonicera X Americana’ |
KIG OP
Man skal huske at kigge op, når man besøger Haven i Hune. Og ned – ikke mindst. Ned kigger de fleste havefolk, op kigger vi sjældnere, selvom vi jo godt ved, at himlen er det smukkeste spejl. Vores baggrund til alting. Måske – går jeg og overvejer – skal min næste havereportage fra Haven i Hune være haven set fra neden. Ja, det er nu besluttet. Indtil da må vi nøjes med enkelte fotos fra frøens perspektiv – og det er jo ekstra nemt, når klatreplanterne har noget højt at vokse op ad.Og det har de til mangefold her i Hune, hvilket jo også er fuldstændigt gennemtænkt og planlagt. Noget vi faktisk godt kan gøre meget mere ud af i vores private haver!
Tv. Clematis ‘Jackmanii’ og th. mellem bregnerne: Oxalis triangularis ‘Aga’. |
STIER OG FORSVINDINGSNUMRE
Der er gudskelov rigtigt mange stier rundt i Haven i Hune. Anne Just sagde engang, at den eneste virkelige fordel ved at anlægge en have så nær Vesterhavet er, at man ikke behøver at køre en masse grus ind til anlæggelsen af stisystemerne. Så det er på Hunes sand vi går – de steder, hvor der ikke er lagt chaussesten og pigsten enten på “gammeldaws” manér eller i sirlige mønstre.
Trædebregne med en selvsået lille hornviol med “glimmer” af græs, hvis frø blinker i solen. |
TRYGHED
Der er mange kuperede bede, der omgiver stierne. Og det har en særlig grund. Som det vil være mange bekendt, blev der i sin tid, da haven blev anlagt, kørt vognlæs på vognlæs jord på, så planterne kunne trives. Det gør, at haven har utroligt mange niveauer. Ikke alene kan vi gå og føle os næsten “forsvundne” nede på stierne med lianlignende, hængende planter dinglende ned fra både træer og buer. Vi oplever os også omgivet af ro og natur. Næsten som – men bedre end – en kyse, et sjal, et varmt skind, der er trukket omkring os og giver læ, varme, ro og tryghed. Guf for folk, der sanser primært med deres følelser. Guf for et fortravlet menneske, guf for vores hjerner, der på det ubevidste plan stadig tror, at en sabeltiger eller en Tyrannosaurus Rex kan finde på at overfalde os på savannen. Nej, her er tryghed. Her er virkelig fred og ingen fare.
Så deilig å få være med i denne hagen igjen! Er stadig til inspirasjon 🙂
Hej Marianne.Tusind tak for en skøn reportage fra Haven i Hune………….den viljeg vende tilbage på flere gange……….så jeg får det hele med.Min mand og jeg har planlagt en tur til det nordjyske i maj måned,
Vi starter i Skagen- så Haven i Hune-Tante Grøns have-Fru Pedersens have.Og slutter af i Silkeborg.
Det glæder jeg mig rigtig meget til.
God solskinsdag knus Jette
Nydelig artikkel om en nydelig have!
Jeg genkender følelsen af at tage det hele ind og gemme det til vinteren. For 5 år siden stod jeg og betragtede et dekorativtæbletræ ( a crabapple ) i lang tid og jeg besluttede mig for at huske det og det gør jeg. Jeg kan genkalde mindet I detaljer. Så det gælder nok "kun" om at beslutte det
Tak for en dejlig artikel
Inger
Tak for turen, i dit skriv var den uforglemmelig. Jeg har set mange reportager der fra, men ingen som din. En ren kærligheds- erklæring.
Kram
Endnu en hel fantastisk tur i Hune. Nu har jeg kigget med et par gange her på Havefolket, i bøger og blogs, men har en fornemmelse af, at man da aldrig kan "besøge" haven for ofte!
En eller anden dag kommer jeg måske på de kanter i sommerhalvåret og oplever haven – der er bare lige det problem, at jeg ikke kender nogen, der gider tage længere end til den lokale Bilka efter lidt tulipanløg, hvis det drejer sig om haver/blomster.
Så TAK fordi I tog mig med på udflugt;0)
Hilsen Pia
Tak for en skøn artikel! efter en laaang dag i haven udstyret med diverse redskaber til den grundlæggende forårsrengøring, så er det en sand lise for sjæl og legeme at lade sig dumpr ned på sofaen og blive ført rundt i dette meget usædvanlige havemiljø i nordjylland. Godt fortalt og dejligt fotograferet.
Kh
Hanne
Hanne
Skønt skriv og skønne billeder, der er vist sket en masse i haven siden Anne Justs bøger udkom?
Det må være som at gå i en "havedrøm" at gå i Hunehaven,, Engang håber jeg det bliver inden for rækkevidde at kunne komme på tur i det nordjydske, for hvor er der snart mange have jeg drømmer om at se.
Indtil videre må jeg bruge jeres dejlige artikler om ønskehaverne til at drømme videre over.
forårshilsner Gunvor
Kære Marianne. Skøn læsning og dejlige billeder. Herlig inspiration for fantasien. Det med at finde eventyr alle vegne er så rigtigt. Selv når man går og kigger ned i jorden en grå vinterdag, er der altid små overraskelser der fortæller om naturens gang.
Tak for et dejligt indlæg 🙂
Kære Marianne.
Smuk, indfølt og meget sanselig kærlighedserklæring til Haven i Hune. Det kan ikke skrives mere personligt og dybfølt. Men den kunst mestrer du jo til fulde.
Knus fra en Hune-fan
En dejlig artikel om Haven i Hune, jeg får lyst til at sætte mig i bilen og køre derop straks, nu, med det samme for at se haven igen. Hvor er vi heldige, at der findes en sådan have, vi kan besøge og nyde og få inspiration fra.
Helle