… eller måske ser du klip fra YouTube med engelske Carol Klein og Monty Don? Måske kender du allerede en masse engelske blomsternavne? Måske undrer du dig hver gang og glemmer så at slå det op bagefter? Vi tager hul på “haveengelsk for uøvede”.


TEKST & FOTO: LONE

England er et fantastisk haveland, og derfor er vi rigtig mange havefolk, der vender næsen den vej. Og så kan det altså give god mening at kunne nogle håndfulde af de mest brugte engelske plantenavne. I denne artikel stiller vi skarpt på nogle af de velkendte blomster. Senere i sæsonen planlægger vi at kigge på krydderurter, grøntsager, træer mv. Scroll langsomt nedad og gæt evt. med, før du læser det engelske navn under billedet. Du kender garanteret flere navne, end du tror.

VINTERGÆK
Den lille, hvide klokke, der varsler om forårets komme og er en hyppig ledsager i gækkebrevene op til påske. 

 

Snowdrop
PERLEHYACINTER
De fine, små klynger af perler, der fås i et hav af nuancer og både pynter i forårshaven og i vinduerne sidst på vinteren, når haveglade mennesker længes efter rigtigt forår.

Grape hyacinths

 

HORNVIOL
De ligner stedmoder og er i disse år en super populær krukkeplante i forårshaven – og passer du på dem i halvskyggen kan de sprede glæde i haven langt ind i sommeren.
 

Pansy eller horned pansy

 

SOLHAT
Solhatten har vel den form der allermest ligner barnets blomstertegning – symbolet for blomst. Solhatten er yndlingen i de moderne prærielignende bede, som nabo til fx græsser.

Coneflower
TUSINDFRYD
Kig ned og du får øje på de små hvide og gule bellis. Hvad mon de hedder på engelsk?

 

Lawn daisy

VALMUE
En flygtig, men stor fornøjelse i haven er valmuerne. De springer ud og ligner en million i de uger, hvor de farvelægger hele haven i netop deres kulør med de fine, tynde kronblade.

Poppy

SOLSIKKE
Den etårige gule solstråle, der også er velkendt fra de imponerende solsikkemarker i Middelhavslandene. Stolt står den hele sommeren og spreder varme i haven. De gule solsikker er et hit i både køkken- og prydhave. Ikke mindst for småfuglene når frøene modnes i efteråret.

 

Sunflower

FINGERBØL
En rigtig cottagehaveplante. Skal du have romantik i haven på engelsk manér, kommer du ikke uden om fingerbøl. Men hvad mon de hedder i havelandet?

 

Foxgloves eller lady’s glove

PRIMULA
En sejlivet dame der dukker op år efter år – og gerne under ugunstige forhold i forårets kulde. Den kan deles og deles, så du snart har dem alle vegne. Også meget yndige i engarealer, hvor de spreder sig ved frø.

Primrose

STOKROSE
En solitær i Danmarks gamle bydele. Her finder du dem voksende i de toppede brosten med de gamle huse i ryggen. Også i prydhaven gør den lykke med sine imponerende højder og lange blomstring.

 

Hollyhock

ÅKANDE
Vandoverfladens darling. Den smukke plante med runde blade – og ikke mindst smukke blomster – kendt fra mange eventyr.

Waterlily

Mon du gættede dem alle?