Der er mange gode grunde til at have buske i haven. Med de helt rette valg, kan buskene give en ekstra dimension i både farve og form.


TEKST: KARINA, FOTO: LONE

Træer, hække og havens konstruktioner udgør på mange måder havens skelet, ligesom også buskene er med til at give haven sin rygrad. Hvad enten det er på baggrund af farve eller form, eller begge, er buske attraktive – både som solister, i grupper eller i bedene. I denne artikel ser vi nærmere på nogle af de mange buske, der er at vælge imellem derude, og selvfølgelig viser vi også gode eksempler på, hvordan de kan bruges i designsammenhæng.

Hydrangea, Hydrangea, Fuchsia 


















FARVERNE

Man kan operere med farver på mange forskellige måder. Uanset om det er tone i tone eller den mere dristige og kontrastfulde løsning man er ude efter, er der nok af muligheder. I kollagen foroven illustreres en løsning, hvor kontrasten får et mere roligt udtryk ved hjælp af det violette farvelink, buskene imellem. Et partnerskab som dette løfter oplevelsen flere grader, da farverne bliver mere defineret og synliggjorte på hver enkelt plante.

Buddleja lindleyana

BLOMSTERNE

Om det er de tidligt blomstrende, de sommerblomstrende eller sentblomstrende, er udvalget af buske enormt. I det tidlige forår byder blandt andet kejserbusken på små lyserøde blomster, efterfulgt af de gule fra blandt andet troldnød og hasselbror, for da ikke at forglemme festfyrværkeriet og de meget varierede blomsterforme fra den helt uundværlige magnolia. Hvad angår sommerblomstrende buske, synes sortimentet næsten at være talløst – lavendel, syren, fuchsia, potentil, spiræa, uægte jasmin, parykbusk og buskrose. Listen er lang, og udover prydværdien er fordelene også, at mange buske både dufter og fremmer havens dyreliv.

Hydrangea

I sensommeren kan blomstringen forlænges ved bl.a. at vælge sommerfuglebusk, hortensia og blåskæg. De hvidblomstrende hortensia, som du ser et eksempel på foroven, har mange anvendelsesmuligheder og er én af de sentblomstrende buske.

Variation af buske i gule og hvide toner























BUSKE I BEDENE 

Ved at plante buske i bedene, får man omgående mere fylde og højde. Buske kan både bruges som overstandere i bedet, som baggrund for stauderne, eller blot få lov til at indgå som en del af beplantningen. Sidegevinsten ved at bruge buske blandt stauderne er også, at det blivende grenværk får bedene til at virke knapt så braklagte vinteren over.

Hydrangea Annabelle






















LØVET

Et blad er ikke bare et blad, men kan også have attraktive farver, som kan indgå i designet. Det brogede blad, fra den hvide kornel for eksempel, kan være med til at understrege tonerne, hvad enten det er de hvide, gule eller måske helt mørke af slagsen.

Cornus alba, Psychotria capensis  

 

Her ses den hvide kornel i samspil med gult og et par enkelte røde farvepletter, der lige så nemt kunne være blå, violette eller noget helt tredje.
Berberis 
Hvad angår det eftertragtede mørke løv, er der også blandt buskene op til flere muligheder. Blandt andet kan du finde mørke udgaver af buske som berberis, hyld, parykbusk, spiræa eller ahorn.
Cotinus coggygria, Euonymus, Buddleja davidii dartmoor
De distinkte, mørke blade kan både have kølige eller varme undertoner, som passer ind i rigtigt mange sammenhænge.
Acer palmatum 

Når vi nu indledningsvis har nævnt noget om virkningsfulde farvelinks, så bemærk her, hvordan bladene fra den japanske ahorn spiller rigtigt godt sammen med den violette baggrundskulisse.

Hydrangea, Buddleja, Cotinus coggygria

EFTERÅR OG VINTER  

En del buske kan fortsat bidrage med stor skønhed, når efteråret og vinteren sætter ind. Nogle er bærbærende, mens andre byder på flotte høstfarver. Et bud på buske og små træer med flotte høstfarver og bær, kunne være hybenrose, kornel, japansk ahorn, glasbær, bærmispel, benved og hjertetræ.

Rosa moyesii ‘Geranium’


















Her står hybridrosen moyesii, af sorten geranium, tilbage med fine hyben, som fuglene kan nyde godt af i den kolde tid.
Potentilla, Rosmarinus, Taxus baccata 

DE STEDSEGRØNNE 

Når nu alle blomsterne og farverne er blevet nævnt, skal de stedsegrønne også med. Skønt mange buske står tilbage som indtagende vintersilhuetter, er de stedsegrønne mindst lige så indtagende. Om de er formlippede eller får lov at stå vildt, virker de eviggrønne buske ret så opløftende, hvor det meste ellers synes lidt dødt.

Buxus sempervirens




















Hvad angår farvepaletten, duftene og dyrelivet, er buske berigende – og yderst værdige elementer i havens design.