Mange byer er i fuld gang med at forvandle alle ledige pladser og arealer til grønne områder, de såkaldte lommeparker. Lige i den nordlige udkant af København ligger Brønshøj, en rolig landsby i byen, med torv og alligevel liv i gaden. Se her, hvordan de har indrettet med græsser.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Så var det lige, at jeg på det nærmeste lavede en håndbremsevending på selveste Frederikssundsvej en dag, jeg var på vej ind til København via en alternativ rute, fordi der var speedway på en af hovedindfaldsårerne fra de nordlige provinser. Og dér, på vej gennem Brønshøj, lige når jeg ellers nyder at kigge til venstre ned ad Kirkevej mod min mormors gravsted på kirkegården, kom jeg altså til at kigge til højre i stedet for. På Brønshøj Torv. Der er det, som det plejer at være. Stort og tomt, bortset fra enkelte sutter med deres guldøl ved nogle af bænkene op ad den gamle rytterskole.

Men ét eller andet må være gået min næse forbi de sidste 30-40 år, for selvom jeg da godt ved, at hverken linje 2, 5 eller 7 har deres endestation her længere, og kører fra torvet og ind til byen mere, så forekommer det mig alligevel, at dette torv er, og altid har været, ret så kedeligt. Til jul står der en forfrossen juletræssælger, og ellers sker der stort set ingenting.

Sådan er det ikke mere. Der var en kreds af unge træer, og selve pladsen lyste op af brændte farver og en lethed, der virkede meget dragende. Breeems. Det måtte jeg da lige have undersøgt.

 

Og går man bagom, rundt om den gamle skole, viser torvet sig fra en yderst interessant side. Det er her, der er bølger, og her, det runde og organiske kommer til sin ret og bryder al monotonien og det kantede. Et aflangt, hævet bed af tilhuggede granitsten slanger sig hen over den firkantede plads. Og her er det, at belægninger altså kan gøre noget helt særligt. Bemærk, hvordan betonen i midten danner udgangspunkt for en cirkelformet brostensbelægning, som så igen leger med det organiske beds form. Afgrænsningen mod sidegaden til venstre er skabt via de unge træer, som altså omkranser hele pladsen. Samtidig er baggrunden med den gamle rytterskole, der nu fungerer som udstillingshus, eminent. Her er der afvekslende former, stramt klippede hække opad en stor gammel eg, og det stråtækte hus, som på en eller anden måde skaber tryghed og ro midt i alt trafikmylderet.

Farvekompositionen i bedet er meget vellykket, synes jeg. Her er valgt høstens farver via Overdamgræssernes strågule, milde aks, som danner fint modstykke til de frodige elefantgræsser. Som bund er valgt geranium, der er afblomstret nu, men lur mig om det ikke er den blåblomstrende Rozeanne. Det har været meget smukt! Disse store partier med geranium bliver afløst af andre store partier af henholdsvis den kridhvide lille perlekurv, som så godt tåler tørke, lave græsser, hvis navn jeg desværre ikke kan give jer, samt heuchera Jeg gætter på at det er Cajun Fire eller Champagne Bubbles, men der er så mange i de dybrødbrune nuancer, at det er vanskeligt at bestemme, hvis man ikke lige er heucheranørd. Det håber jeg på at blive en dag!

Det med at gentage beplantninger er her nærmest et skoleeksempel på, hvordan det kan lykkes uden at blive kedeligt. Gentagelser får nemlig, afhængig af vinkel og perspektiv, aldrig lov til at synes ens med det man så lige før. Passerer man omkring bedet vil det samme syn ikke gentage sig på trods af gentagelsen. Og det vil så gøre, at bedet ser levende og foranderligt ud, afhængigt af, fra hvilken vinkel man passerer forbi det på sin vej hen over torvet. Meget, meget gennemtænkt – ja, på det nærmeste genialt!

Hvad der også er genialt er, at der er bænke placeret langs den brede kant af granitsten. Det udgør en stående (siddende) invitation til de forbipasserende. Den siger: Kom bare nærmere og sæt dig, nyd nuet lidt inden du haster videre på indkøb, hjem fra børnehave, på vej til job eller hvad det nu er man skal, mens man passerer fra A til B. Bænkene – både den “løse” slange længere ude på torvet, og dem i selve bedet fik nu lov til at stå som skulpturelle elementer, den dag, jeg var der, for kanten kunne også godt bruges i en snæver vending. Et snørebånd skulle bindes og en dreng trøstes. Men ellers sad de fleste af torvets – så det ud til – faste inventar på bænkene i skyggen langs de formklippede hække og drøftede livets gang.

Der er åbenbart også en vandfontæne på torvet, blot ikke da jeg var forbi. Fra den runde betonbelægning i midten af brostensbelægningen springer vandstråler op og recirkulerer. Det må virkelig have en god effekt, særligt med det levende græsbed i baggrund eller forgrund, og det tror jeg altså, jeg vender tilbage for at se. Til børnene, der leger i byens rum, er der også stillet en vandpost op, og den blev benyttet flittigt den varme dag, jeg besøgte stedet. Flere af dem i byens rum, tak! – skulle en stadsgartner eller teknik- og miljøudvalgsformand finde på at læse med her. Vandposter var der rigtig mange af i min barndom, og det gjorde, at man kunne blive ude lidt længere. Nej, jeg bliver nødt til at sige det en gang til: Dem vil vi altså gerne have rigtigt mange flere af, tak!

I den kommende tid rapporterer vi fra de grønne oaser i byens rum. Kender du en smuk, nygrøn plet i byer (over hele landet), så skriv gerne til os eller tip os om det på Facebook.