På den sidste solbeskinnede sensommerdag i august besøger vi Egeskov i Kværndrup på Sydfyn. Jeg har kun været der én gang før, for mindst 25 år siden, så når vi alligevel er i nærheden, er dette besøg absolut et must.
TEKST & FOTO: LENE
Ved mit første besøg på Egeskov, for snart længe siden, husker jeg kun en labyrint og nogle gamle biler i en lade. Godt nok var det på en firmatur, men jeg var hverken fuld eller tosset – og heller ikke havetosset på det tidspunkt, og det har helt sikkert været årsag til, at jeg ikke har været mere opmærksom på have og park. Så hold da op, hvor blev jeg overrasket, allerede fra første kig på herlighederne. Her er en lille smagsprøve på lidt af det vi så. Følg med!
Hele Egeskov Gods har et areal på 1.150 HA, hvoraf slottet og parken dækker de 20 HA. Slottet ligger smukt i det sydfynske landskab, omgivet af voldgrave på alle sider. Voldgraven er 5 meter dyb, på det dybeste sted! Man kan godt komme ind og se slottet, men det er nu haverne, vi er kommet for at se, og dem er der mange af; staudehaven og den grå have, fuchsiahaven, urtegården, Baronessens have, renaissancehaven, hvilehaven, den engelske have, dufthaven, humlehaven, vandhaven, den hvide have og rosenhaven.
Allerede ved indgangen mødes vi af smukke blomsterarrangementer i nogle af mine yndlingsfarver.
Vi drejer straks til højre for at følge den anbefalede, grønne rute rundt i parken, og kommer først gennem denne indgang, hvor der står den skønneste, patinerede urne med krydderurter.
Det næste haverum, vi kommer til, er staudehaven, og selvom jeg ikke er til gult, må jeg modstræbende indrømme, at lige netop den farve her er indbegrebet af sensommer sammen med de andre glødende farver. De stramt klippede hække i baggrunden danner en skarp – og smuk – kontrast til de lidt vilde staudebede.
Læg mærke til den kæmpestore hjortetrøst i baggrunden, og læg også mærke til, hvordan farverne er afstemt efter hinanden, og hvordan solhattene, på billedet længere nede, passer perfekt i denne farveholdning.
Det skønne ved disse staudebede er, at de består af store grupper af den samme blomst. Det ser fantastisk ud. Jeg bliver meget inspireret af disse staudebede, og overvejer om jeg selv skulle prøve at plante på den måde – bare i lidt mindre målestok. Jeg har nemlig et helt nyt, jomfrueligt bed, der skal tilplantes her i efteråret.
Urtegården ligger med et smukt kig til slottet, og der er både urter og blomster i dette dejlige haverum. Alt dyrkes økologisk i urtegården som blev anlagt i 1973. Som der står på Egeskovs hjemmeside, bliver der kun brugt håndkraft, rive, gasbrænder og tålmodighed.
I hvert hjørne af urtegården står der en jernsøjle med en skinnende messingkugle ovenpå. Hvis man kigger op på disse messingkugler, får man et overblik over meget af parken!
Slottet spejler sig smukt i voldgraven på denne solskinsdag sidst i august.
Her ses lidt af Renaissancehaven tæt på slottet. Motivet er en fransk lilje, og langs siderne er der formklippede buksbom i sjove figurer.
På vej ned mod den engelske have, går vi gennem en gammel allé med store, gamle træer med knudrede stammer. For enden af alleen ligger der et skønt, gammelt lysthus, hvor trappen er flankeret af to stenskamler.
Den engelske have har store græsplæner og flere store træer, der giver en dejlig skygge en varm sommerdag. Her kan man indtage sin medbragte mad, eller tage sig et lille hvil i de komfortable liggestole.
Bag ved slottet, og lige op ad den engelske have, står Piet Heins superæg, som en meget moderne kontrast til renæssanceslottet.
Piet Hein var ofte gæst på Egeskov, og i 1989 skænkede han det ni meter høje solur, Helix Helios, til familien Ahlefeldt-Laurvig-Bille. Omkring soluret er der en forsænket have med masser af roser, stauder, buske og slyngplanter. Vi nåede desværre ikke at se dette haverum, men jeg har planer om at komme tilbage til Egeskov næste år.
De ældste hække på Egeskov er 280 år gamle og 8 meter høje. På et skilt læser vi, at det tager Egeskovs gartnere ca. 800 timer at klippe alle hækkene.
I udkanten af parken finder man et stille område, med flimrende skygge på hyggelige stier, og en portal, enkelt lavet af rionet.
En af de smukke udstillingsbygninger. Denne huser en udstilling om mennesker og mekanik fra 1860 til 1910. Egeskov er jo kendt for sine mange udstillinger af forskellig art, og der er både veteranudstilling med biler og fly, motorcykel- og knallertudstilling, Falck museum og en gammel købmandsbutik. For børnene er der et lege- og aktivitetsområde, og man kan “gå” i trækronerne, ligesom der er en segway bane. Der er tænkt på hele familien.
Bag cafeen, hvor man kan købe dejlig, italiensk mad, ligger den hvide have, hvor der bl.a. er en stor rosenportal. Her kan man også sidde og spise, og nyde synet af de mange buksbomkransede bede. Det må være et smukt syn, når roserne står i fuldt flor i juni/juli måned.
Rundt om cafeen, ud mod de store græsarealer, er der et bredt bed af dahlia i alle farver. Bedet er indrammet af en lille “hæk” af lavendel. Det er en skøn farveklat midt i alt det grønne.
Tilbage ved indgangen ligger gartneriet, hvorfra der også er plantesalg, og hvor man nemt kan lade sig friste. I den tilhørende butik er der også lokale lækkerier, som fx rapsolie.
I gartneriet står denne ildkrone, som vist ikke er til salg, og i baggrunden er det blyrod, plumbago.
Kære Lene, tak for turen! I sandhed en perle, som jeg får lyst til at gense. Dine skønne fotos sidder godt og grundigt fast på nethinden og gør en glad!
Kh
Hanne
Kære Hanne,
Jeg blev også rigtig glad af den tur, og jeg vil helt sikkert komme igen til næste år – og så skal jeg have MEGET mere tid til at opleve det hele 🙂
Egeskov og omgivelserne er bare så smukke. Har været der flere gange og kommer der helt sikkert igen.
Ja, der er fantastisk smukt – og især når solen skinner.
Sjovt, du næsten kun kunne huske bilerne. Jeg har det på samme måde, biler og en ny labyrent. Men vi var der da børnene var små, og det var det, de var mest optaget af. Måske skulle vi tage en voksentur næste år.
hilsner Gunvor
Ja, det er underligt, som man bliver "blind", når der er noget der ikke interesserer én. Det kan jeg jo ikke forstå nu, men så er det jo godt der kan rådes bod på det. Jeg kan absolut anbefale en voksentur, Gunvor.
Tak for turen gennem alle de smukke haver. Jeg har kun været på Egeskov en enkelt gang, og der forsvandt dagen på markedspladsen. Til næste år må vi se, om vi ikke kunne finde en dag til haverne. Smukke er de i hvert fald.