Inden længe kan efteråret være en saga blot, og selvom det er lidt sent, vil jeg alligevel – her på falderebet – plante lidt mere grønt i krukkerne.
TEKST & FOTO: LENE
Sommerblomsterne i den ovale betonkrukke sang på sidste vers, men egentlig havde jeg ingen planer om at plante krukken til igen. Meningen var, at jeg ville vente til de var helt færdige, og så kunne der komme mos og andet julegodt i.
Men da jeg for nylig var på min lokale planteskole for at kigge på stedsegrønt, faldt jeg over disse – overvejende – grønne planter i forskellige nuancer – og så var jeg solgt.
Normalt er jeg ikke til noget, der blot minder om sammenplantninger, men disse kunne jeg altså ikke stå for, så der blev købt ind.
Desværre var der ikke skilte på nogle af planterne, så jeg aner ikke hvad de hedder. Selvfølgelig kan jeg genkende en bregne, og jeg er også godt klar over, at to af dem er en slags sukkulent, og så er der 2 græsser. Det eneste jeg bed mærke i var, at der på et skilt stod, at de ikke tåler megen frost. Jeg vovede det ene øje, og de blev plantet ud, suppleret med en heuchera, som stod i børnehaven.
I tønden ved siden af, plantede jeg i foråret en enkelt plante af pletter i luften, og den vokser helt vildt, og fylder nu tønden ud – og lidt til. Jeg har pletter i luften forskellige steder i haven, både i krukker og plantet i jorden. De er skønne som bunddække, og selvom de hvert forår ser ud til at have lidt vinterdøden, varer det ikke længe, før de små spirer viser sig. Den er kommet for at blive i min have – og kan kun anbefales!
Hver gang jeg går forbi mit grønne hjørne bliver jeg så glad, og når frosten nærmer sig, må jeg putte en dyne omkring dem – i form af fiberdug – eller også må krukken i væksthuset, og holde så længe den kan.
Selvom det er lidt sent på sæsonen, fortryder jeg ikke, at jeg foretog dette impulskøb. De stedsegrønne? Nå, dem glemte jeg!
Jeg er også glad for mine pletter i luften, og de klarer fint at stå ude. Skønt bunddække
Jeg er helt enig, Gitte. Pletter i luften er skønne i haven. Især hvis man har planter træer i store beholdere. Der er de rigtig gode som bunddække.
Sammenplantninger får vel også en opblomstring igen – når bare den ikke består af 1 brændende kærlighed, 1 broget efeu og 1 crysantemum i kurv.
Din sammenplantning er frisk og fin, måske sammenplantninger udendørs bliver top moderne igen, måske de allerede er?
Pletter i luften vil jeg da også forsøge at sætte ud i haven, indtil videre har jeg en enkelt krukke, der overvintrer i drivhus.
Når du igen skal afsted til planteskolen og rent faktisk holder fokus på de stedsegrønne;0) så fortæl også gerne om det. Det med en spændende vinter(for)have kan jeg da godt bruge nogle fif til.
Hilsen Pia
Hej Pia,
De sammenplantninger du nævner kender vi vist alle, og de har aldrig rigtig tændt mig! Du skulle virkelig prøve pletter i luften udendørs, de er blevet fast inventar i min have.
Ja, jeg må virkelig tage mig sammen og komme af sted igen og kigge på stedsegrønne 🙂
jeg har græskar og japanske lygter i mine krukker på gårdspladsen lige nu.
Det er en skøn kumme du har lavet, jeg ville osse været fristet af det udvalg af planter.
Du er heldig at din plantepusher er så velforsynet, vores er godtnok lidt "tynd i toppen" nu. Jeg tror de er ved at lukke ned for vinteren allerede.
efterårshilsner Gunvor
Og jeg som troede at planten "pletter i luften" kun var en indendørs blomst :))) den må jeg da os have købt til foråret til krukkerne sammen med andre planter der blomster. Tak for tippet 🙂
Mvh Sandra.
(Jeg ville gerne kunne skrive at jeg vil købe jeres kommende blad, men prøver pt at spare penge hvor jeg kan, derfor er jeg nødt til at hoppe over, selvom jeg også syntes det er fedt at sidde med et blad i hånden)