HAVEFOLKET har fået en del post med spørgsmål til haven. Her et spørgsmål vedrørende såning af lupiner.


SVAR: MARIANNE, FOTO: LONE

 

LupinerKære Havefolket,

Hvis man sår lupiner nu, blomstrer de så næste år?Med venlig hilsen
Peter

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Svar fra Marianne, Havefolkets redaktion.

Kære Peter,Det er absolut værd at prøve. Faktisk er det mest oplagt at så stauder på det tidspunkt, hvor de ellers ville have smidt frøene – i sensommeren/tidligt efterår, i stedet for at vente til vinter. Du kan lade dem stå ude – måske bedst i drivhus, da du derved bedre kan styre vandingen, men det går også fint under en havebænk eller lignende. Så får de vejr og vind, som de ville have fået ude i den vilde natur. Du kan nok godt regne med, at de spirer allerede inden vinteren, men hav alligevel tålmodighed, hvis de ikke gør. Da det er stauder, burde de kunne klare det. Måske vil det være en god idé at dække dem lidt med blade, men de er jo robuste og visner ned for at komme igen med fornyet kraft.

Hvorvidt de blomstrer til næste år, hvis du sår dem allerede nu? Hmmm, det skulle jeg mene, der er en god chance for. Jeg har sået lupiner i januar, og ca. 25% af dem blomstrede allerede første år. Men vær opmærksom på, at førsteårsblomstringen – eller førstegangsblomstringen – på stauder altid er lidt mere spag end de følgende år, hvor den rigtigt har etableret sig.

God fornøjelse med såningen.

Grønne hilsner,
Marianne
Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.


Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.