HAVEFOLKET har fået et spørgsmål fra Marianne, der beder om hjælp til design af et rosenbed.


SVAR: MARIANNE, FOTO: LONE
RosenbedKære Havefolket
Jeg er i gang med at planlægge et helt nyt rosenbed i vores have, og kunne godt tænke mig et bud på, hvordan jeg bedst griber det an. Bedet skal være ca. 7 meter langt og omkring 1 meter bredt og bliver placeret foran huset, langs med et fliseareal, der bruges som terrasse, og som afgrænsning mellem græsplæne og fliser. Ca. 1,20 meter fra den ene ende skal der være et hul til at gå igennem på omkring 1 meters bredde.
Mit største “problem” kommer uden tvivl til at være begrænsning, for jeg drømmer om at få roser i alle farver i bedet. Har I et bud på, hvordan jeg får så mange forskellige roser og så mange forskellige farver som muligt repræsenteret i bedet, uden at det bliver rodet at se på? Og hvad med bunddække? Jeg overvejer at lægge masser af løg – tulipaner, krokus, snepryd, skilla osv., så der er noget at se på lige fra det tidlige forår. På den anden side vil det måske kunne hjælpe med at samle bedet, hvis der bliver plantet løvefod, storkenæb eller andre stauder mellem roserne.
Jeg glæder mig til at læse jeres svar.
Mange hilsner
Marianne, Kværndrup
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Svar fra Marianne, HAVEFOLKETs redaktion:

Kære MarianneJa, begrænsningens kunst er en af de største udfordringer i vores moderne liv, og derfor er du også inde på noget af det rigtige, når du selv pointerer det. For når man vælger en masse forskellige farvenuancer, er der en vis risiko for, at du netop havner i rodebunken.

Når du nu siger “roser i alle farver”, mener du mon så både de blåviolette toner, de orange, de gule, de postkasserøde, de pink og de hudfarvede. De rosa, de gammelrosa samt de hvide nuancer foruden alle dem, der er ind imellem eller en blanding? Nej, det tror jeg ikke, du gør, men jeg forestiller mig, at du har surfet rundt på nettet, og netop dér fundet så mange helt vidunderlige roser i alverdens farver.

Hvis du har det som jeg, så er du vild med “regnbuefarvet”, dvs. at du bliver glad af alle farver og helst på en gang. Desuden nævner du, at du ønsker “noget” hele året. Det siger mig, at du skal vælge remonterende roser. Altså roser, der genblomstrer, enten jævnt hen over hele sæsonen, eller senere på året. Idéen med at lægge løg er rigtig god, blot du så også planter bunddække, for nøgne rosenben med halvvisne tulipan- og alliumblade er altså ikke særligt kønt. Kunsten er så at vælge noget bunddække, der kan vokse op og skjule de nedvisnende løgblade, som jo skal have lov til at stå og visne ned for at give løgene kraft til næste år. Nogle mennesker vælger at hive alle løgene op, når de er afblomstrede og lade dem tørre, inden de så igen lægger dem i jorden i september-november, men det er jo ekstra arbejde. Her må du tage et valg.

Skal jeg give dig nogle bud, så synes jeg du skal søge efter remonterende roser og bedroser, og så lade dig betage af farvekombinationer, der bliver i den ene ende af skalaen, men som er “naboer” til hinanden – det er det, der giver ro. Hvis du ønsker at se orange, pink, rosa og gule farver, så bliv dér og lad være med at vælge rød og lilla også. Det vil netop gøre, at kaos dominerer. Så kan du vælge roser i de orange, pink og rosa farver samt de, der findes, der er blandede i nuancerne, og så lave et bunddække af lodden løvefod og/eller geranium, der blomstrer længe og genblomstrer ved nedklipning, fx Geranium himalayense (storkenæb) ‘Johnsons Blue’. Så kommer du skalaen rundt, men dropper den postkasserøde, som godt kan være for skarp. Hvis det er de violette, gammelrosa, cerise og hvide roser, du kunne tænke dig at se, så kan du vælge samme bunddække og få mere ro i øjet.

Og som sagt: God idé med løgplanter, så ja til tulipaner, skilla, snepryd og andre tidlige løgplanter, blot du husker dig selv på, at “skrue” den ned langs dine bunddækkende stauder.

Ønsker du en liste med konkrete plantenavne og tegninger af bedkompositionen, så vil jeg råde dig til at kontakte en havekonsulent.

Grønne hilsner og sorte negle fra din navnesøster
Marianne

Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.