Hanne har skrevet til brevkassen for at høre, hvad hun skal gøre med sine mange muldvarpe.


SVAR: HANNE BACHMANN ANDERSEN, HAVEPANELET, FOTO: LONE
Muldvarpe

Kære Havefolket

Jeg skriver til jer, fordi jeg er blevet desperat! Der er kommet muldvarpe i vores have, og det problem har I selvfølgelig hørt om før, måske endda selv oplevet det. Vi har prøvet med fælder, men ikke rigtig haft held med den metode.

Nu har vi et abonnement med et skadedyrsfirma, som kommer efter behov, ca. 1 gang om ugen, men muldvarpen/muldvarpene forlyster sig alligevel rigtigt i den regnvåde jord. Har I en god idé til at klare dette problem?
Mvh Hanne,
Nr. Alslev. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kære Hanne,

Der findes en plante, der på engelsk hedder Mole plant. Det drejer sig om korsvortemælk, Euphorbia lathyris, og den skulle evne at skaffe dig af med dine muldvarpe.

Det er et kendt og tilbagevendende problem med de undergravende dyr, hvis du har vandlidende jord. Min egen have er stor med forskellige jordtyper, og her har både muldvarpe og mosegrise deres “gang”, hvor jorden er fugtigst. Jeg har desværre ikke det endelige bud på, hvordan du slipper af med muldvarpene, men følgende tips kan måske i en skøn sammenblanding afhjælpe problemet:
  • Fortsæt med skadedyrsfirmaet
  • Dræn, hvor jorden er mest våd
  • Sørg for at du har masser af planter, som bruger vandet fra jorden – du skal gå efter de vandkrævende af slagsen. Evt. stauder??
  • Prøv at så Mole plant i en bræmme

Til sidst vil jeg blot trøste med, at muldvarpe er rovdyr og æder bl.a. regnorme, mens mosegrise er vegetarer og æder planterødderne – vær glad for, at det er muldvarpe, du har problemer med.

Mange “undergravende” hilsner
Marianne Bachmann Andersen
www.hortusadvising.dk 

Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 

 


Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.