Læser man haveblogs, så kender man Eva Evigglade og hendes søde og personlige have. Man kender også hendes eklatante talent for fotografi og passion for kruseduller. Nu debuterer hun med en bog fra Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, og den ligger her på mit bord. Gudskelov!


TEKST: MARIANNE, FOTO: EVA GRAVESEN OG MARIANNE FOLLING

Gudskelov, siger jeg, for jeg ved jo, at den har været længe undervejs. At dens tilblivelse har været drevet af en vilje, stædighed, mod og mest af alt af en dybfølt drøm. Og ligge på mit sofabord, det vil den gøre længe. Det er nemlig en decideret nydebog, en “coffe table book”, hvis detaljerigdom, skønhed og billedmættethed kan tage pusten fra enhver haveelsker. Den kan lyse grå og mørke dage op i en grad, som var det solen selv, der lyste os varmt og kærligt i møde. Blot et enkelt foto kan sidde fast på nethinden og følge med én rundt i dagens gøremål. Det er der altså ikke mange havebøger eller anden havelitteratur, der formår! Og der er nok at tage af. Fotos, forstås.

LANGSOMLÆSNING
Det her er en bog, der skal opleves lidt ad gangen, hvis ikke man skal blive overloadet. Så læs den langsomt for at få den optimale nydelse ud af den. Eller; læs, siger jeg. Selve læsningen er faktisk ret hurtigt overstået, for teksten er kort og for det meste enten neutral deskriptiv eller levende og malende. Men det gør af en eller anden grund ikke noget, for det personlige skinner igennem. Der er anvendt lidt gentagelser af teksten her og der af hensyn til det grafiske, men det er jo en trend at fremhæve citater af sin egen tekst for at fange læserens øje og give indtryk af hovedbudskabet. Foruden en kortere beskrivelse af de enkelte haver og haveejere, er der på langt de fleste sider kun tekst i form af billedtekster. Det er således billederne, der bærer bogen, og det er, når alt kommer til alt, en god prioritet. For teksterne nuancerer og assisterer for det meste hvert enkelt billede uden at fratage beskuerens hendes egen oplevelse. Det er en rimelig vanskelig balancegang, men den må siges at lykkes udmærket! Flot!

Eva har valgt 12 haver ud, som er ejet, passet og dyrket af haveejere, for hvem haven er en dybtfølt passion og som fra ende til anden (både i m2 og i kalendermåneder) selv passer haven. Det er egentlig godt tænkt, for på den måde, kommer Eva til at afspejle en inderlighed og en haveglæde, som både inspirerer og smitter. Og det er vist egentlig selve missionen med bogen. En mission, vi her på HAVEFOLKET har tilfælles med Eva, og som den danske havelitteratur faktisk sagtens kan tåle endnu mere af!

LIV TIL DET FLADE PAPIR
Flere af haverne er tidligere blevet portrætteret i andre havebøger og på haveblogs, og det er derfor med en vis genkendelsesglæde, man møder dem her også. Eva giver sig nemlig så god tid til at dvæle ved deres individuelle skønhed og særegenhed. Det gør hun ved at give os beskrivelser af selve det at eje en have, at have en holdning til det at eje en have og at praktisere sin hobby og livsstil. Vi, som modtagere, når nogle lag dybere og forstår og genkender de spekulationer, drømme og ønsker, som haveejere tumler med. Det er der faktisk heller ikke så mange havebøger, der praktiserer, og jeg forestiller mig, at det er Evas baggrund som haveblogger, der giver denne dimension, hvilket absolut er en styrke.

Så her får vi altså en øget indsigt i dét at have en have, eksemplificeret via interviews med de 12 havers ejere. Samtidig får vi som beskuere faktisk fornemmelsen af, selv at køre hænderne gennem sensommergræsser med frost på, at gå ind under en nyudsprungen blåregn i bevægelsen fra ét haverum til et andet, eller at sætte sig ved søbredden og med et dybt velbehageligt suk bare se langt. Med andre ord; Eva viderebringer stemninger fra haverne, der giver en oplevelse af  at være der selv – så vidt det nu overhovedet er muligt, når man sidder med gengivelser af haverne på et stykke fladt papir.

Eva garnerer til slut også bogen med en gennemgang af sine yndlingsplanter, og med at fremhæve nogle foretrukne B&B for gardenlovers, og ved at henvise til enkelte besøgshaver, som hun ønsker at anbefale. De er ikke repræsentative, men helt personlige yndlinge – og som sådan fungerer det også fint. Jyder, øboere, svenskere og nordmænd må til Sjælland, der er ingen vej udenom.

KRUSEDULLER 
Den eneste ting, der skurrer en lille bitte smule, men som jeg sagtens kan leve med, er, at Eva er besat af en fondtype, der er meget krusedullet, og som hun anvender til overskrifter til hvert kapitel. Det bliver for meget af det gode for selv en som mig, der ellers går for at være “krusedulledamen” her på HAVEFOLKET. Men Eva er grafiker og leger med bogstavernes måde at efterligne slyngplanterne på, og den idé kan jeg faktisk også godt lide. For det er omvendt med til at gøre bogen umiskendeligt til Eva Gravesens personlige haveelskerbog. At hun er det – haveelsker, altså – det får nu forhåbentlig endnu flere andre haveelskere øjnene op for. For at have dét tilfælles binder sammen på en helt unik måde.

 

TITEL: Haveelskernes Haver

FORFATTERE: Eva Gravesen.
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Eva Gravesen
UDGIVELSE: Marts 2015
SIDER: 234
SPROG: Dansk
FORLAG: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck