I min baghave står den på opfriskning af stakitterne. De ligger på stativer og på hovedet sidder en kasket, så solen ikke brager lige ned i knolden på mig. Eller på “mine drenge”. Men der sker også mange andre ting i min forårshave. Med og uden stativ, omkring stakittet og med kasketten (på).

TEKST & FOTO: MARIANNE

Er De forvirret? Så følg med i dette afsnit af havedagbog over min have, Den helbredende have. I forrige afsnit blev der sået igennem i drivhuset. Det giver nu afkast, og jeg skal ikke lægge skjul på, at der prikles igennem for tiden. Det er både hyggeligt og er en aktivitet, der skaber en tilstand af Zen. Meget tiltrængt! For foråret er bare travlt!

Så det meste af “kaskit-stakiv-skaket”-aktiviteterne står yngstesønnen og vores bonussøn, Oskar, for.

Først det langsommelige og slidsomme arbejde med at vaske ned med rodalon og vand. “Sørg nu for at komme godt ind i mellemrummene”, formaner jeg. Derefter kommer jeg rendende med vandkander til planterne, der vokser nedenfor for dog at fortynde det giftstof, der siver ned til dem under eksekveringen. Sådan noget kan jeg bekymre mig en hel del om! Det har de med garanti ikke godt af, og jeg har jo lige sværget, at min have er giftfri som led i Naturfredningsforeningen og Praktisk Økologis kampagne. Så “hæld bare mere vand på”.

Herefter er det frem med maling og i gang. På med kasketten og derudaf. Det er en kamp med tiden, for nu er det forår. Det hele vælter bogstaveligt op ad jorden og inden længe dækker det for stakittet, så man ikke kan komme til at male det. Jeg står med den imaginære “remote” i drivhuset og gør, hvad jeg kan, for at tænde for mine hjælperes motivation. Heldigvis har de hinanden og de hygger sig. Så prikler jeg videre imens.

Vi har travlt på “april”måden. Den du måske kender: Tænk kun på i dag. I morgen har du en mio andre udfordringer og gøremål.