I sommermagasinet viser jeg en smagsprøve på en af mine nye yndlingshaver. Se mere her fra Botanisk Have i Barcelona, hvor skæve planter huserer, og elementerne regerer – hvor grafik og botanik mødes.
TEKST & FOTO: KARINA
Allerede ved ankomstpladsen udenfor haven tages vi flot imod. Et betongulv støbt in situ fører os op mod indgangen, hvor billetlugen og orienteringstavler har til huse. I betongulvet ser du store bogstaver skåret ud i jern, hvor du kan læse om, hvilke egne på kloden havens plantesamling repræsenterer.
Når billetten er betalt, er det ellers at starte fra en ende.
Hele haven er anlagt med støbte betonstier, som ved hovedindgangen, og med vægge i cortenstål, som du ser det herover.
En anden og ret særlig ting ved Botanisk Have i Barcelona er planterne, som her er at finde. Udgangspunktet er: Overlever de, overlever de ikke – trives de ikke, skal de væk! Tager man stedets klima og de meget tørre zoner i betragtning, er det vel også en ret god og bæredygtig tankegang.
De 1.350 arter, som indtil nu vokser i haven, stammer alle fra områder i middelhavslandene og fra lande i samme breddegrad, heriblandt de Kanariske Øer, det sydlige Australien, Sydafrika, Californien og Chile.
De varme og tørre forhold taler til mange af planternes fordele.
Herover ses blandt andet kaktus, som vi ser op til flere steder i haven.
Selvom vi besøgte stedet i foråret, kunne vi nemt mærke, hvor meget solen har magt på Mont Juïc, men naturligvis er her også et par svalende skyggeområder, hvor træerne skaber ly.
Hele vejen mod bjergets top, føres vi ad de brede stier. Engang imellem brydes de og bliver til flere, engang imellem viser cortenvæggene vej.
Det er tydeligt, at haven her er man-made, og tanken har heller ikke været andet. Alligevel er her plads til naturens tilfældigheder, som sjovt nok også sætter balance i sagerne.
Vilde engstykker, træer, buske samt et menneskes geniale streg, som kun bliver tydeligere, når vi når mod toppen. Kan man tage øjnene fra havens landskab? For mig er det svært, men udsigten ud over horisonten er lige så smuk og bjergtagende.
Vi står der for en tid og suger det hele ind, inden vejen går ned mod udgangen.
Og også den, udgangen, er en oplevelse. For inden vi går mod bygningen, som vi fra den modsatte side kom ind ad, mødes vi af dette skønne og formstærke svar på et vandbassin.
Og nu er vi ude. Vi sætter os på én af de opstillede bænke og sunder os over de mange oplevelser og indtryk.
Botanisk Have i Barcelona er tegnet af arkitekterne Carlos Ferrater og Josep Lluis Canosa, landskabsarkitekter Bet Figueras, gartneren Arthur Bossy og biolog Joan Pedrola. Produktet af dette samarbejde er en perle, der bare skal opleves.
Entréprisen var på 3,5€. På havens hjemmeside kan du læse mere både om planterne, arrangementer og de udvidede åbningtider, som haven engang imellem har. Adresse og et direkte link til hjemmesiden finder du herunder.
Den ser meget spændende ud, og det er ikke den, der normalt reklameres for. Det skal huskes, når jeg kommer til Barcelona.