Bornholm bliver ikke kaldt Solskinsøen for ingenting. Bevares, det regner også her. Men vi er et af de steder i Danmark, som sædvanligvis har flest solskinstimer i løbet af et år.


TEKST & FOTO: DORTE, A LA ZEP

I sig selv en forunderlig dejlig ting, når man vil have noget til at gro. Men på den anden side, så har det i omkring 15 forår afstedkommet tanker om skygge i drivhuset.

Nogle år har det helt givet sig selv, for da er der ikke kommet planter derud, før træerne i nærheden var fyldt med blade, så svidningsskaderne på fortrinsvis tomat- og agurkeplanter har været ret begrænsede. Andre år har givet dyre lærepenge og kostet genplantninger. Atter andre har jeg tyet til noget plastskyggenet, som blev sat op med dippedutter, som passer i drivhusets profilriller. Og et enkelt år var det ostelærred, som skærmede såvel min behandlingsramte hud som planter.

Idéen med ostelærredet var kraftigt inspireret af utallige eksempler på drivhuse med fine, hvide gardiner og gerne med hyggekrog. Jeg er næppe ene om for – mit indre øje – at se skønne billeder, som er fundet på nettet. De rene, fortryllende oaser. Mit ostelærred var nok ikke helt så elegant. Fantasien og overskuddet rakte kun lige til at sætte det op med førnævnte dippedutter og så i øvrigt at supplere de få planter dét år med cafébord og -stole.

Men ingen af de tidligere sensomre har bragt mig samme følelse af succes som denne. Det er tæt på at føles som en åbenbaring. I foråret så jeg tilfældigvis på Facebook et drivhus, som var bemalet med skyggepasta. Ikke bare tilkalkede ruder, men derimod var penslen svunget i blomstermotiver. Og dá var jeg solgt! Jeg havde ikke ro på mig, før jeg fik fundet bøtten med skyggepasta, som havde stået uåbnet, siden drivhuset blev købt og opstillet. En mængde skyggepasta blev blandet op med vand efter forskrifterne på bøtten og en pensel fundet frem.

Jeg havde den største fornøjelse med at klatmale udvendigt på ruderne. Skyggepastablandingen løb ganske vist lidt for mig, men så fandt jeg da bare på at give blomsterne stilke.

Og en havelåge skulle der også være. Sådan en har jeg nemlig ikke endnu. Og skyer på taget naturligvis. Og de var min største udfordring. Jeg måtte række mig på tå for at nå og alligevel var der for langt til de øverste glas. Så ind i drivhuset og op på en stol, skubbe tagvinduet op og male udvendigt, mens resten af mig var inde og kigge på frembringelsen i en særdeles umage og skæv vinkel. Men det lykkedes!

Det skete sådan ca. midt i maj, som var ganske lun og solrig. Foråret på Solskinsøen hænger ellers sædvanligvis noget i  bremsen, fordi havet er koldt. Men den forgangne vinter var langtfra særlig kold. Så forholdene var tiptop til at begynde udplantning af tomater, da drivhuset var færdigmalet. Ved mig selv tænkte jeg, at det næste regnvejr sikkert ville ødelægge motiverne. Så jeg skyndte mig at nyde dem, når solen skinnede ind. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor råhyggeligt det var at se solen “tegne” blomster i bunden af drivhuset, når den skinnede udenom mit klatmaleri og i øvrigt samtidig dufte til fugtig, solvarm muld og tomatplanteduft. Da regnen så kom efter nogen tid – og der blev sendt ganske mange bønner til “overgartneren”, så skete det ganske uventede, at klatmalerierne ikke tog skade.

Godt inde i august ventede jeg stadig på regnen. Eller rettere, så forventede jeg nok, at et eller andet regnvejr ville tage død på mine klatmalerier. Regn havde vi ikke overvældende af sommeren igennem. Og klatmalerierne holdt stadig…

Og langsomt gik det op for mig (ja, ti-øren faldt i en-ører), at skulle jeg have den mængde af grønne tomater modne i år, så skulle jeg måske selv gå i gang med sæbevand og autobørste, og fjerne skyggen i drivhuset. Og mange var og er der. Faktisk mange flere, end jeg nogensinde tidligere havde frembragt. Og ikke nok med dét, men de trivedes også, så det var en fornøjelse!

I foråret kom jeg i hu, at min morfar, som desuden var fisker og stod ud fra Nexø havn igennem rigtig mange år, vistnok gravede tang ned i det meget tidlige forår. Ja han gravede det altså ned i drivhuset, hvor tomaterne skulle stå senere. Husker jeg ikke helt galt, så skulle tangen opvarme jorden, så den var tidligere klar til udplantning foruden at den vel så også måtte gøde tomaterne senere, tænkte jeg. Og han var næsten altid den med først modne tomater i familien. Dét var det så lidt mere end for sent til. Men for at slippe for ukrudt imellem planterne, skulle jorden jo alligevel dækkes. Ergo kørte jeg til Snogebæk, hvor dele af stranden er det rene tag-selv-bord udi tang, som jo alligevel generer øens badende gæster. Tomatplantejorden var i forvejen en blanding af alm. havejord i drivhuset, som i de senere år havde været dækket af kapillærkasser til agurker, iblandet lidt komposteret hestemøg.

Min forhåbning, en slags sidegevinst om du vil, om, at den let saltede østersøtang måske også ville holde “dræbersnegle” på afstand, holdt ikke. Til gengæld har jeg ikke gødet tomater overhovedet sommeren igennem, for de har vokset og sat blomster og frugter, så det var en ren lyst. Og bladene var smukt dybgrønne, så de manglede intet. Vandingen foregik 1-2 gange om ugen med en siveslange ovenpå tangen, som jeg lod “løbe” i nogle timer hver gang. Et arrangement, som blev lavet for at aflaste min sommerferievandepige, mens vi var ude at rejse.

Nu begynder bladene at se lidt trætte ud. Det er sensommer med stort S og de har gjort deres gavn og viger nu mere og mere for modne frugter til tomatsuppe, ketchup og tomatmadder – samt ikke at forglemme lidt til familie og fryser.

Næste års tomatdyrkning er jo “lige på trapperne”. Om kort tid, hvis ikke allerede, begynder vi at overveje så småt, hvilke sorter af denne skønne frugt, som skal slås om pladsen i drivhuset i 2016. Ironisk nok løb en “noname” til under en 10’er fra Netto af med sejren i år – en cocktailtomat med en rigtig tilpas balance af sødt, syrligt og smagfuldt har leveret i gavmilde klaser sæsonen igennem,

Og så er der forresten lige en enkelt anden ny ting, jeg prøvede i år. Nogle af mine tomatplanter var blevet noget ranglede, inden det var tid at plante dem ud. Det sker jo for den bedste i det tidlige forår, hvor stuevinduerne ikke kan levere tilstrækkeligt lys i forhold til varmen indendøre. Man kan så grave dem dybere ned, når de plantes ud (og også, når de pottes om), for tomatplantens stængel er mere end villig til at sætte rødder. Med nogle af mine planter var jeg så nået dertil, hvor jeg skulle halvvejs ned til kineserne, for at planten stod så dybt, at første blomsterklase ikke sad ½ meter oppe. Men så fandt jeg tilfældigt en video, som viste, hvordan man kunne plante dem sidelæns. Den synes jeg, du også skal have lov at kigge med på, for det virkede helt helt fint for mig: SIDELÆNS TOMATPLANTNING

Om ikke så længe, kan jeg gå på “vinterferie” og se tilbage på en fantastisk sæson med tomaterne, som uanset sort, smagte og duftede og synede af langt mere, end hvad jeg kunne købe mig til i supermarkeder heromkring. Ferie, når altså lige, jeg får prøvet endnu en ny metode, som jeg har fundet her: GRAV TOMATPLANTERNE NED. Og du er også hjertelig velkommen på min blog, hvor jeg har skrevet lidt om mine forsøg med tomatsuppe og -ketchup.

Du kan læse meget mere om Zep og hendes haveliv på bloggen ‘A la Zep’, som du finder lige her. Du kan også læse lidt om hele tanken bag årets gæsteredaktion lige her.