Når man sådan går i sin have og klipper nogle af sine frøstande ned  og samtidig tænker på den forestående jul, så kan der godt opstå en kobling af disse to ting oppe i ens hoved. Det gjorde at Lene, der ellers havde andre tanker, satte sig til at lave en spinkel krans. Den kan bruges til alt muligt. Se her, hvad vi brugte den til.


TEKST & FOTO: LENE & MARIANNE

“Nej, bliver det nu ikke bøvlet”, spurgte Lene, da vi havde en af disse “hvad skal vi lave til jul” dage i det tidlige efterår. “Måske, sagde jeg (Marianne), men lad os nu prøve. Og så drøftet, så gjort. Frem med snor og te på kanden. Lene gør og jeg fotograferer – god arbejdsfordeling, synes jeg. Hun er nemlig fiks på fingrene. Jeg er ikke fiks på noget som helst.

Hvis jeg skal sige min mening, så blev det altså ret sødt. Lene valgte at arbejde med en olivengrøn snor i stort set samme farve som frøstandene, men du kan jo også vælge at lave kontrast. Det kan bare godt give lidt “forstyrrelser” i øjet, hvis man er meget symmetrisk og geometrisk anlagt. Det er Lene. Den dæmpede farve forsvinder derimod på ingen måde, for snoren, vi brugte er “coatet” så den har en glat overflade á la lædersnor, som vi desværre ikke lige havde ved hånden.

Af sted over til en nabo, der havde den rette baggrund. Under armen og i kurve bar vi diverse juledims og -dut og stillede op, sådan som vi bare rigtigt godt kan lide at gøre. Flyttede rundt. Skød fotos, så det hele fra den ene side og fra den anden. Fra oven og … Det her er hvad det blev til. Kunne have været så meget andet, det bliver det måske i din have?

TIP: Kransen er lavet af frøstandene af virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, men fx spydverbena, Verbena hastata, som bliver lidt mere violet i det, kan også bruges. De blegner en anelse, men ikke meget. Er meget holdbar og udgør en glimrende “take away bar” til fuglene, når dekorationsopgaven er udstået efter jul.