Jeg kan ikke stå for sten, og da jeg sidste år holdt ferie i en stor hacienda sammen med en masse venner i Spanien, kunne de ofte se mig falde i staver over de gamle belægninger og andre elementer i landhaven. Kom med og fald i.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Jeg elsker selskab, men tuller faktisk ofte rundt for mig selv. Særligt, hvis jeg er ude. Der er så mange kroge og detaljer, man kan falde i staver over. Og i denne have langt langt ude på landet i Nordspanien var der en hel del at falde i staver over.

Lyset i bladene, som ser tørre ud. Det var de såmænd nok også, men de var levende endda. Bladene på stenene, som lå i helt samme farveskala.

Og man finder også mange skatte på sådan en landejendom, hvis man lusker lidt rundt. Se fx den gamle udbrændte og afdankede charmerende motorcykel, som – hvis man er helt stille – hvisker om en ungdom fuld af rasende vildskab og en fejende frihed for mange, mange år siden.

Men ro har der også hersket, og går man om foran huset er der en lang pergola, som skaber en helsebringende og vederkvægende skygge i den lammende hede, som midt på dagen kvæler stort set al aktivitet for os kølige, blege nordboere, (når de altså ikke plasker rundt i poolen). Her kan man også falde i staver over diverse udstillede genstande fra fordoms landbrugsliv.

Gudskelov er der også skyggefulde opholdspladser under hængende træer. Sådan en fastmuret siddeplads er da helt genial. Tænkt ordentlig igennem i forhold til solens vandring og havens beplantning er det da oplagt også i en dansk have. Og selvom disse stenbrud formentlig er hentet “lige rundt om hjørnet”, så kan det jo også lade sig gøre med store marksten, vil jeg tro. Lidt mere fantasi i forhold til selve designet, kan måske godt bruges, men jeg er fan, det er jeg altså.

Og ud over horisonten er der altid noget smukt at lade øjnene falde på. Det er de enkle elementer i havens indretning, jeg bedst kan lide. Disse krukker, der danner “rækværk” eller adskillelse mellem to afdelinger af haven. De skaber afgrænsning og samling på samme tid. De skaber et fokuspunkt, en pause, en adskillelse. Det herhenne og det, derovre. Det er en god oplevelse, som giver dybde. Det giver liv og stilhed på samme tid. Skønt. Hvad der vokser i dem, kan jeg desværre hverken se eller huske, men skulle man kopiere det her i Norden, kunne det jo være alt muligt. Opstammet liguster, laurbærkirsebær, bøg – ja, mulighederne er uendelige.

Det er de også hvad angår valg af sten som belægning. Jeg falder stadig i staver, selv her mange mange vejrtrækninger efter. Og de (vejrtrækningerne) synker straks ned i en lavere frekvens, bliver dybere, giver mere jordforbindelse. Og den – kan man vist aldrig få for meget af – eller?

Her så vi på sten – næste gang, vi besøger denne have, ser vi på bevoksninger. Dem var der nemlig også mange spændende af.