Læs med, når Ole Fournais fortæller om den italienske renæssancehave, der også sidenhen har været stor inspirator for mange af verdens store haver. En stilart, der sidenhen har givet næring til et utal af elementer i andre havestilarter udviklet efterfølgende.
TEKST: OLE FOURNAIS, FOTO: LONE
Blandt internationale fagfolk hersker nogen uenighed om, hvordan man bedst og mest enkelt beskriver oprindelsen af de berømte renæssancehaver i Italien. Nogle fremhæver de talrige forbindelser til Romertidens lukkede og dermed lune atriumhaver ofte med mange lækroge, som er afbildet med klatre- og slyngplanter f.eks. roser, med mange krukker – især terracotta – tilplantet med stor variation både med blomstrende planter og med stedsegrønne planter som buksbom, taks, thuja, cypres, ene m.fl. Et af de afgørende træk ved Romertidens atrium er, at selve konstruktionen vender ryggen til omverdenen, idet de bygninger og mure, som omgiver atrium, ofte er uden vinduer udadtil. Dermed skabes et beskyttende og isoleret univers, hvor hele familiens og måske familievirksomhedens dagligdag udspiller sig, da der som regel også var overdækkede arealer inde i selve atrium, hvor man kunne opholde sig i ly for regn og søge hen i megen varme.
Endelig fastholder andre påvirkningen fra de mange mauriske havetraditioner i store dele af Middelhavsområdet og med udgangspunkt i muslimske kulturtraditioner. Her er haverne meget små, altid med læskabende høje mure, ofte præget af det såkaldte ”Paradiskors” i form af smalle vandkanaler, og domineret af stor planterigdom, som med farver, duft, frugt og bær skaber en opfattelse af stor frodighed. Tilsammen søger den mauriske have som en slags oase at danne et modstykke i form af ”livet” til den i ørkenen omgivende truende verden: ”Døden”. Men det absolut vigtigste element i den mauriske have er vand, der viste ejerens identitet og status.
Netop ønsket om udsigt fra de store terrasser og balkoner var central. Både udsigt til det nære i form af de nærmeste dele af haven og udsigt til det fjerne i form af det omgivende landbrug og til det åbne landskab. Dette betyder endvidere, at man i dag rundt omkring i Italien fra motorveje og landeveje på afstand kan se disse højt placerede villaer – ofte omgivet af markante mure.
Fra omkring 1700 og et par hundrede år frem rejser en meget lang række sønner af velhavende englændere på dannelsesrejse gennem Europa, ofte med Rom som endemål. Disse unge mennesker betages ofte af de atmosfærefyldte haver i bl.a. Toscana og Lazio med smukke udsigter, varierede plantevalg og behagelige opholdskroge i en sådan grad, at vi kan læse om deres begejstring i breve hjem til familien. I hvert fald kan vi konstatere, at unge englændere senere derhjemme bestilte nye haveindretninger, nye planter, nye skulpturer af marmor m.v. inspireret af haver i f.eks. Toscana. Ja, i visse tilfælde førte dette til, at de måtte sende deres egne engelske gartnere på ”uddannelse” i haverne på den italienske halvø.
Udvalg af oprindelige, dominerende planter:
Ole har skrevet med i alle magasinerne fra 2015. Du kan finde hans artikler om havens historie i flere af magasinerne på siden her.
Andre understreger betydningen af Middelalderens utallige klosterhaver, der som regel bestod af de vidtstrakte marker med grøntsager, frugt og bær – plus den klassiske firkantede og lukkede have med urter. Herinde var haven ofte markant inddelt i fire lige store felter. Hvert felt med en klart afgrænset form af lave buksbomhække og en tydeligt defineret plantegruppe: Helbredende urter, giftplanter, duftplanter og krydderurter. Med tiden blev der i mange klosterhaver i det sydlige Europa lavet stier mellem disse felter med faste belægninger til færdsel også i regnvejr. Heraf navnet på en af de senere årtiers mest brugte – og ikke særligt smukke – belægningssten af beton i Danmark: ”Klostersten”.
Endelig fastholder andre påvirkningen fra de mange mauriske havetraditioner i store dele af Middelhavsområdet og med udgangspunkt i muslimske kulturtraditioner. Her er haverne meget små, altid med læskabende høje mure, ofte præget af det såkaldte ”Paradiskors” i form af smalle vandkanaler, og domineret af stor planterigdom, som med farver, duft, frugt og bær skaber en opfattelse af stor frodighed. Tilsammen søger den mauriske have som en slags oase at danne et modstykke i form af ”livet” til den i ørkenen omgivende truende verden: ”Døden”. Men det absolut vigtigste element i den mauriske have er vand, der viste ejerens identitet og status.FÆLLESTRÆK
Selvom de mange italienske renæssancehaver er særdeles forskellige, har de dog et markant fællestræk: At de som udgangspunkt er anlagt ved en villa, som fra latin og italiensk bedst kan oversættes til begrebet landsted. Altså et beboelsessted der er omhyggeligt placeret, så ejeren kunne undgå storbyens larm, lugt og varme m.m. – og måske også det politiske kævleri. Derfor blev sådanne villaer ofte placeret på skrånende terræn højt over det omgivende landskab, og dette gav desuden mulighed for spændende og betagende udsigter.
Netop ønsket om udsigt fra de store terrasser og balkoner var central. Både udsigt til det nære i form af de nærmeste dele af haven og udsigt til det fjerne i form af det omgivende landbrug og til det åbne landskab. Dette betyder endvidere, at man i dag rundt omkring i Italien fra motorveje og landeveje på afstand kan se disse højt placerede villaer – ofte omgivet af markante mure.Et særligt træk ved de senere renæssancehaver i Italien er begrebet ”giardino segreto”, som bedst oversættes til ”den hemmelige have” og også skal forstås som sådan. Begrebet kan forklares med, at når det samlede haveanlæg var placeret fra den højtliggende villa ned ad en skråning, kunne man naturligvis fra terrassen se ned på det første plateau. Men de efterfølgende niveauer skulle gerne være skjulte for beskueren, hvilket fx blev lavet ved hjælp af høje, tætte stedsegrønne hække. I disse haverum på skråningen kunne den besøgende opleve vidt forskellige miljøer afhængig af det samlede plantevalg, hvor træer som platan, jordbærtræ, cypres, pinje o.m.a. kunne skabe særskilte stemninger. Selve begrebet ”giardino segreto” bruges også i vore dages haveanlæg og passer smukt til nutidens små haver, gårdhaver, rækkehushaver, altanhaver, taghaver o.l.
BETYDNING
Vi har kendskab til haveanlæg med renæssancepræg i Italien fra ca. 1300, og selve havestilen kulminerer i perioden 1500-1550 i de dengang førende bystater som Bologna, Firenze, Siena, Lucca, Pisa, Verona m.fl. Herfra bredte havestilen sig – i lighed med bygningsarkitekturen – til resten af den italienske halvø og videre til naboregionerne langs med Middelhavskysterne og endnu senere til det øvrige Europa. Et godt og stadig eksisterende eksempel herpå er de smukke og harmoniske små haver på sydsiden af Hampton Court Palace ved London, som alle er lavet med umiskendelig inspiration fra italienske anlæg.
Især i 1600- og 1700-tallet skabes rundt om i hele Europa talrige anlæg med tydelig inspiration fra Italien. Også i Danmark hvor f.eks. det oprindelige haveanlæg ved Frederiksberg Slot blev lavet i en form for italiensk stil. I de på mange måde imponerende barokhaver – specielt de franske – finder vi en lang række elementer overtaget fra renæssancen: Geometriske former, stringente parterrer, skulpturer i marmor og stedsegrønne planter o.l.
Fra omkring 1700 og et par hundrede år frem rejser en meget lang række sønner af velhavende englændere på dannelsesrejse gennem Europa, ofte med Rom som endemål. Disse unge mennesker betages ofte af de atmosfærefyldte haver i bl.a. Toscana og Lazio med smukke udsigter, varierede plantevalg og behagelige opholdskroge i en sådan grad, at vi kan læse om deres begejstring i breve hjem til familien. I hvert fald kan vi konstatere, at unge englændere senere derhjemme bestilte nye haveindretninger, nye planter, nye skulpturer af marmor m.v. inspireret af haver i f.eks. Toscana. Ja, i visse tilfælde førte dette til, at de måtte sende deres egne engelske gartnere på ”uddannelse” i haverne på den italienske halvø.Dette forstærkes desuden med nye muligheder for transport af frø og levende planter. Derfor ser vi også i dag mange italienske træk i England: Pergola, grotter, ruiner, bosco i form af en slags vildt skovparti. Pudsigt nok ser vi den omvendte påvirkning ca. 1870 – 1940, hvor rige italienere studerer både i Oxford og Cambridge og i de massive britiske industriområder og herfra hjembringer inspiration til nye haveanlæg i Italien – bl.a. i Lombardia, Piemonte og Veneto.
Så er cirklen sluttet!
ELEMENTERNE I
RENÆSSANCEHAVEN
Geometri
Akser dannet af vand, trapper, alléer. Rum dannet af mure, hække, trærækker. Alle geometriens almindelige grundformer som kvadrat, rektangel, cirkel, halvcirkel m.m.
Terrasse
Giver luft og skaber udsigt. Ofte benævnt ”Bella vista” eller ”Belvedere”.
Trapper
Med tiden skabes den berømte særegne dobbeltløbende italienske form: ”Scala all’italiana”.
Belægninger
Små sten i mange farver lagt i sirlige og perfekte mønstre – ofte med udgangspunkt i mytologiske figurer. Som regel er brugt lokale eller regionale materialer som marmor, granit, basalt, porphyr, kalk- og sandsten o.l. Betegnes uden for Italien stadig ofte ved deres engelske udtryk ”pebbles”.
På italiensk bruges betegnelsen ”porfido” for flade rektangulært eller kvadratisk tilhuggede natursten og ”ciottolo” bruges for små natursten, som har fået den afrundede bløde form via vandets bevægelser gennem århundreder. Både porfido og ciottolo indsamles stadig ved kyster, floder og søer.
Parterre
Meget faste geometriske mønstre, ofte korsformet og med springvand eller fontæne i centrum.
Mønster dannes med lavtklippede stedsegrønne hække: Buksbom, den småbladede liguster, kortlæbe, lavendel, abelia o.l.
Pergola
Selve konstruktionen overføres fra vin- og frugtavl – evt. også som enkeltrækket espalier. Tilplantet med slyng- og klatreplanter f.eks. som roser især den meget anerkendte ”Rosa banksiae” med meget små hvide eller gule blomster. Men pergola ses i dag ofte også med de langt senere indførte trompetblomst (Campsis), skovranke (Clematis), trillingranke (Bougainvillea), blåregn (Wisteria) m.fl.
Vand
I alle mulige former, som f.eks. vandtrapper, kaskader, vandfald, akvædukter. Også ”vandsjov” i form af højst overraskende spring som f.eks. ved stolesæde, i labyrint eller andet uventet sted kan ses som udtryk for det legende og søgende renæssancemenneske.
Skulpturer
Mest dominerende stenmateriale er så afgjort marmor og helst det fine marmor fra Carrara vest for Lucca og nord for Pisa tæt ved Det Liguriske Hav. Også skulpturer dannet af planter omhyggeligt klippet i ganske bestemte former – i vore dage også kaldet ”topiary”. Op gennem renæssancen udvikler disse planteskulpturer sig til et afgørende element, som giver en særlig karakter til en række haveanlæg. Påvirker også de talrige stedsegrønne hække, som med tiden får snørklede, indviklede former næsten som et broderimønster.
Grotter
Ofte er der hugget grotter ind i selve klippen et stykke nede i haveanlægget. Her må gerne være overraskende mytologiske figurer, som sammen med de fugtige vægge skaber mystik og utryghed.
En groft udhugget grotte kunne ofte bruges til teaterstykker for gæster. Dette blev forbillede for de romantiske kunstige ruiner i landskabshaverne.
Bosco
Bag ved eller oven for villaen finder man ofte et skovparti domineret af vilde planter og med snoede stier, som gerne må føre den besøgende lidt på vildspor. Er skabt som udtryk for den vilde natur som modstykke til den perfekte, menneskeskabte parterrehave foran villaen.
PLANTERNE I
RENÆSSANCE
HAVEN
Udvalg af oprindelige, dominerende planter:Appelsin (5), Citrus sinensis
Buksbom (12),
Buxus sempervirens
Citron (14), Citrus limon
Ene, Juniperus
Judastræ, Cercis siliquastrum
Jordbærtræ, Arbutus
Korkeg, Quercus suber
Laurbær (4), Laurus nobilis
Platan (11), Platanus orientalis
Pinje, Pinus pinea
Nøkkeroser, Nymphaea
Roser (8), diverse typer
Stauder, diverse slægter
Steneg, Quercus ilex
Søjlecypres (10),
Cupressus sempervirens
Taks (6), Taxus
Ædelcypres,
Chamaecyparis lawsoniana
Åkander (13), Nuphar
I takt med talrige rejser til områder uden for Middelhavsområdet blev blandt mange andre indførte planter følgende også dominerende:
Duetræ, Davidia
Indisk lagerstroemia,
Lagerstroemia
Jasmin (3), Jasminum
Kamelia, Camellia
Kejsertræ, Pawlonia
Kiwi, Actinidia
Lotus (9), Nelumbo
Magnolia (1), diverse typer
Pagodetræ, Sophora
Rhododendron (7), diverse typer fra Asien
Tempeltræ (2), Ginkgo
Tulipantræ, Liriodendron
Ole har skrevet med i alle magasinerne fra 2015. Du kan finde hans artikler om havens historie i flere af magasinerne på siden her.
HAVEFOLKETs forårsmagasin 2015
Artiklen herover er et uddrag fra HAVEFOLKETs forårsmagasin 2015. Du finder hele forårsmagasinet lige her. I forårsmagasinet finder du også Oles anbefalinger til besøg af de italienske renæssancehaver.
Tak for et meget skønt indlæg om resæssancehaven, kun fortsætter i timevis ad denne sti
Venligst
Henrik