I dag skal vi med havearkitekt Karen Dahl til en have, hun har tegnet til en kreativ mand i sin bedste alder. Vi har givet ordet videre til Karen. Læs her, hvad hun skriver.  


TEKST & FOTO: KAREN DAHL

En mand i sin bedste alder med kreativt gen og ikke bange for at tage fat har besluttet sig for at omlægge et sammenvokset, uinteressant bed. Bedet har en meget vigtig placering i forhold til både huset og en overdækket terrasse. De fleste steder inde fra huset kan man se ud på bedet, og når man opholder sig i haven, vil man også kunne se det.

Jeg bliver tilkaldt, da han gerne vil udveksle sin egne ideer med en havearkitekt. Han har før lavet en lille japansk inspireret vandhave, der får vandet tilført fra taget. Han har i forvejen også en lille dam med fisk, som han gerne vil have forbundet med det nye spejlbassin.

Jeg udarbejdede på stedet et oplæg til, hvordan det nye spejlbassin skulle se ud.

Vi blev enige om, at spejlbassinet skulle hæves, så vandspejlet kunne ses inde fra huset. En lav buksbomhæk blev plantet mellem vandspejl og terrasse for at give vandspejlet en stram, smuk og frodig forkant.

Billederne er taget ved første havebesøg, hvor skitsen blev udarbejdet.
Haveejeren har støbt og anlagt det hele selv. Ret flot. Huset har store vinduer ud mod træterrassen, og derfor er hele vandspejlet hævet, og for at få et frodigt udtryk hele året, er den lave buksbomhæk plantet. Det lille anlæg opleves fra to siddepladser, og der er to vidt forskellige udtryk fra de to kik. Det ene er stramt og enkelt, det andet er mere varieret og vildt i udtrykket. Et gammelt piletræ er bevaret fra den første havearkitekt, Torben Knudsens (Haveselskabet), tid

Undervejs i anlæggelsen kom jeg på besøg for at følge projektet.

Som projektet endte med at se ud:

Flot nyt spejlbassin med et lille vandfald.

Høje lette stauder blev plantet bagtil, så den stramme form blev opblødt. Det blev lette græsser, kertepileurt, stjerneskærm, Skt. Hansurt, dagliljer og alunrod med rødt løv.

Selve rammen på spejlbassinet blev en rusten jernramme, så stauderne skal i enten løv eller blomst ramme noget rødligt eller gyldent. Der blev plantet buksbom hist og pist for at skabe ro i bedet.

Tre meget fine gamle duftsnebolle blev stående. De blev opstammet lidt, så deres meget fine forgrening bedre ses, og en gammel, speciel lille kugleformet pil blev også stående.

Vil du læse mere om Karen Dahl, så klik på linket, og læs vores præsentation her på HAVEFOLKET

Læs også EN GRØN OASE BLIVER TIL, hvor Karen viser rundt i en anden af de haver, hun har tegnet.