Så blev det sommer! Og når havernes blomstring er ca. 3 uger for tidligt på den i år, har man mere end travlt, hvis man vil nå at  dokumentere noget af det, der sker. Belav dig derfor på en yderst tekst- og billedmættet reportage denne gang.


TEKST OG FOTO: MARIANNE

Sæt kaffe over, og skru op for noget hyggeligt musik i baggrunden. Her venter der dig mange billeder og mange fortællinger. Du kommer som sædvanlig til at følge udviklingen af de to haver ved hhv. hovedgården fra Fjellerup og enkesædet ved Stenstrup, som vi allerede har besøgt, og desuden i en have, som vi endnu ikke har set, vandmøllen fra Ellested.

Sjælefred i haven omkring vandmøllen fra Ellested på Fyn. 
Her er der nemlig en have, som jeg siden mine allertidligste besøg på Frilandsmuseet har elsket at opholde mig i. Ja nogle gange kunne min mor have svært ved at få mig med videre. Jeg ville bare sidde der mellem bregner og hække og lytte til vandets beroligende, flydende væren. Denne stemning indfinder sig igen, da Karl og jeg stepper ned ad alle trinnene til haven.

Jeg møder en vagt, der ivrigt fortæller mig, at der er demonstration af, hvordan de maler rugmel, og at jeg kan få et halvt kilo nymalet mel med mig, nu jeg er der. Det lyder tillokkende, og lille Karl, mit barnebarn på 3, og jeg nærmer os med stor interesse. Det er Møllernes Dag i hele Danmark, og derfor er der livlig aktivitet inde i møllen. Inden da lader Karl sig også betage af alle bregnerne og spørger, hvor de mon har stillet vandkanden, hvilket jeg desværre ikke kan hjælpe med.

Vi snakker med en kæmpemæssig hane, og så sidder vi ellers sammen og studerer vandspejlet i dammen over møllen. Iagttager skyernes vandring i overfladen, et enkelt blop og krusningerne ind mod bredden, hvor store gamle møllesten er lagt som trappe ned mod vandet.

Vi lader os også betage af hostaernes store rillede blade og de svulmende blomsterstande, der er på spring. Smart med disse buede afgrænsninger mellem græs og bed, men måske er det mest, fordi der er et stort antal besøgende? For det synes da besværligt at slå græsset, selv med le, med sådan en afgrænsning. Omvendt holder det bladene oppe på pæonerne, så blomsterhovederne ikke kommer til at hænge alt for tungt efter regn. Det er måske det, buerne er beregnet til?

Efter at vi har set os mætte på alt det håndlavede maskineri, og efter at jeg endnu en gang har studset over det morsomme das-hul i huset langs med trappen op til gårdspladsen, går vi ind i møllen. Her er vi heldige at støde på oldermanden, der ellers er meget travlt beskæftiget, men som tager sig god tid til os. Han fortæller en hel masse om, hvordan kornet sigtes og males, om løberen og liggeren, de to møllesten, der tilsammen knuser kernerne. Og så nævner han, at møllerlauget gerne optager nye medlemmer, og at det må jeg gerne skrive, for der er altid vældigt travlt i møllerne på disse møllerdage, hvor de formidler til de besøgende på Frilandsmuseet. Så er du interesseret, kan du læse mere om laugets opgaver samt henvende dig her.

 

 

Stenstruphuset – et prisværdigt stykke håndværk
Ingen have uden et hus, den spiller op mod, omkranser og pryder. Sådan er det også med haven og anlægget omkring enkesædet fra Stenstrup, om hvilket der er virkelig meget at fortælle, mere end vi her kan komme ind på. Betragt derfor dette som en smagsprøve på, hvor mange ting, der er at opleve, forstå, lære og indleve sig i.

Frilandsmuseet er et af verdens største og ældste frilandsmuseer, og det er en given sag, at alle husene på Frilandsmuseet hver især har været et tredimensionelt puslespil med mere end tusinde brikker, der alle skal passe sammen .


At pille et bedaget hundredårigt hus ned, nummerere det, opbevare det og derefter bygge det op igen, det er et både møjsommeligt og prisværdigt stykke arbejde, der sagtens kunne fortælles meget, meget mere om. Jeg husker tydeligt, at jeg som en lille skolepige fik opsnappet en af lærernes kommentarer en gang, jeg var på skoleudflugt. Den handlede netop om, at de jo havde pillet det hele ned og sat det sammen igen. Jeg husker, at jeg måtte sætte mig og fordøje oplysningen. Næsten ufatteligt og dog ærefrygtindgydende. Sådan har jeg det stadig – og med god grund. Huset fra Stenstrup blev faktisk allerede i 1938 overdraget til Frilandsmuseet.

 

Nu er det blevet genopført autentisk ned i mindste detalje, og huset fra Stenstrup er til og med blevet prisbelønnet af Københavns Tømmerlaug. Man burde lave en slags “spinn off” på den viden om originale byggemetoder med kurser og videndeling for interesserede i vinterhalvåret, hvor der jo for det meste er lukket på museet. Jeg tror, der er en del interesserede; jeg har i hvert fald iagttaget en vældig stor interesse særligt fra fædre, bedstefædre, unge mænd og andre, der med garanti har en tømmer- eller snedkerinteresse og måske også -uddannelse bag sig.

Selv er jeg mere boglig og har ingen håndværksmæssig uddannelse, men den håndværksmæssige snilde drager mig og giver mig en eller anden helt ubeskrivelig følelse af mening. Jeg fornemmer desuden en stærk trend mod alt, hvad der er autentisk, bæredygtigt og handler om tiden, hvor man var selvforsynende og i det hele taget tættere på naturen. Så der skulle være nok af “kunder i butikken”, hvis produktet er til stede.

Stenstruphuset har på Frilandsmuseet en helt særlig funktion. Det er et sanse- og læringshus, et hus, hvor der er vand i vandposten og ild i ildstedet. Et hus, hvor du med tiden kan få lov til at prøve alkoverne og lave mad. Du kan dufte til alle urterne i det smukke dige langs haven og til de skønneste roser og samtidig se, hvad de hedder. Museet kunne med stor fordel, og så vidt det nu er muligt, udbrede ideen med navneskilte til alle haverne. Vi er jo trods alt en hel del haveinteresserede også blandt de turister, der kommer forbi.

 

Herregårdens frodige køkkenhave
“På Fjellerup”, som vi siger, når vi taler med hinanden ude på Frilandsmuseet, er der travlt. Endelig vokser det hele af egen kraft, fordi der er faldet så meget regn. Der luges igennem, for korianderen er sammen med tagetes faktisk kun sået for at holde kålfluerne borte. Nu står kålen og leger skjul under alle hjælpeplanterne, og så må havelauget jo rykke ud.

Mange potter med fremdrevne georginer skal også i jorden i dag, får jeg at vide. “I køkkenhaven?” spørger jeg, for der er da også andre prydblomster i køkkenhaven – man skulle kunne klippe smukke blomster til herregårdsfruen. “Nej, nej, ovre i prydhaven, hvor der jo opstår huller i bedene.” Ok, så. Det kender man jo til som havemenneske, synes jeg, som pt er i gang med samme øvelse hjemme i privathaven. Der er nok at tage sig til. Dagliljerne, mandstroen og solbruden stråler om kap, og en campanula, som minder om ballonklokke, er også dominerende i bedet med en helt skøn lys violet-blå farve.

I prydhaven er der desuden helt styr på både græssets højde og på alle roserne, der jo skal deadheades, så blomstringen kan fortsætte.

Det er samme gartnermedhjælper, som jeg talte med i efteråret, og det er altså hyggeligt at snakke med nogle af alle de ansatte. Det forekommer mig, at alle – både de frivillige laug, sæsonarbejdere, vagter, gartnere og de øvrige ansatte – alle som én er utroligt glade for deres job. Flere har faktisk haveinteressen privat, selvom deres metier på Frilandsmuseet består i andre ting. Således formåede jeg at udveksle kontaktoplysninger med en vagt, der var meget interesseret i folklore og folkemindevidenskab især omkring urter. Jeg fumlede bare med mobilen, så hans nummer blev ikke gemt. Æv altså! Hermed en opfordring til, at du kontakter mig, hvis du læser med her.


Mange timer er fløjet af sted i dag, én af de sidste i juni. Ja, mange timer i det hele taget, for disse reportager bliver til af flere besøg. Nu har jeg fået adgangskort til haven, og kan dermed også besøge den uden for åbningstiderne. Det håber jeg inderligt vil give nogle fabelagtige billeder og forhåbentligt en kende kortere fortællinger.

Tak, fordi du fulgte denne måneds tur til ende. Vi ses i slutningen af juli, hvor jeg lover, at vi besøger andre af det 70 tdr. store områdes mange skønne landbo- og husmandshaver.


Husk nu at tage penge med, hvis du selv lægger turen forbi med madkurv og bedstefar. For pr. 1. juli har regeringen vedtaget, at der skal betales entré. Den kan du betale både nede ved Brede Værk, som ligger lige op ad hovedgården fra Fjellerup, som vi jo følger i denne serie, og så selvfølgelig ved hovedindgangen på Kongevejen, hvor Stenstrup, det andet faste hus, ligger lige rundt om hjørnet.

Du kan læse maj-reportagen fra Frilandsmuseets haver lige her.