Gartneri Toftegaard har en kæmpe passion for tomater, hvilket Lene Tvedegaard i dag kan berette meget mere om. Ligesådan vil Lene fortælle lidt om fordele og ulemper ved brug af regnvand. Læs med.


TEKST: LENE TVEDEGAARD, FOTO: GARTNER TOFTEGAARD & BJARNI JACOBSEN

Jeg har ledt efter smagfulde tomater i Danmark i 6 år, og nu har jeg endelig fundet dem.”

Ordene er Matt Orlandos, tidligere chefkok på Noma, nu med egen restaurant Amass på Refshaleøen i København. Han fandt dem hos os på Gartneri Toftegaard. Det er et af mange skulderklap, vi har modtaget for vores udvælgelse af spændende sorter til hjemmedyrkeren. Oj, vi blev glade og stolte af det skulderklap, der også understreger vores vigtige samarbejde med diverse kokke for simpelthen at finde det bedste. Vi har haft over 1000 tomatsorter og mere end 1000 chilisorter mv. til afprøvning gennem årene på Gartneri Toftegaard.

De absolut bedste udtages til salg i vores drivhusbutik. Det er alt sammen planter til den spiselige have. Gourmetnørder og plantenørder kommer her ofte.

Passionen deler vi hvert år med hundredevis af gæster, der kommer til vores smage-dag og chilifestival – i år den 3. og 4. september.

Flere hundrede gæster har hvert år hjulpet os med at udvælge de bedste sorter med fokus på smagen. Vi har således et af Danmarks største smagepaneler. Måske lyder det for meget af en reklamesang, men det er, fordi vi mener det så meget.

Og så nogle vigtige ord om brug af regnvand.
Mange mennesker vander med regnvand, for det er både miljørigtigt og billigt. De færreste tænker på, at regnvand er meget forskelligt fra almindeligt postevand. Regnvand indeholder ikke kalk, så derfor er det langt mere surt end postevand. PH er helt nede i nærheden af 4, hvor postevand ligger på de neutrale 7! Ved lavt PH i vandet ændres tilgængeligheden af næringsstoffer for planten generelt, således at planten ikke får kalk, plus at den optager andre næringsstoffer dårligere. Hvis planterne står i havejord, er der kalk i jorden, men i en plantesæk/krukke med spagnum bliver kalken hurtigt brugt op. Her får planterne decideret kalkmangel, og hvordan kan man så se det? Frugterne viser det, når de begynder at få lidt størrelse. Tomaterne får typisk en sort indsunken plet i enden af frugten. Peberfrugten får en sort plet på siden, og frøene indeni er sorte. Fænomenet kaldes griffelråd. Skaden sker tidligt lige efter blomstringsstadiet (på griflen), så der er ikke meget at gøre, når man først opdager de sorte pletter på frugterne. De mineralske gødninger, vi giver planterne, er typisk uden indhold af kalk, fordi de er lavet til postevand. Løsningen er at bruge postevand hver anden gang, der vandes.

 

Griffelråd kan også opstå, selvom man bruger postevand, men her er det kun på få frugter. Årsagen kan f.eks. være varme over 40 grader i hobbydrivhuset, hvor nogle enkelte blomster tager skade. Her hjælper skygning mod syd. Griffelråd ses på næsten samtlige frugter, når man bruger regnvand. For blomster og andet i krukker kan der opstå visne kanter på bladene, særligt i de nye skud. Her hjælper postevand også. Brug evt. organisk gødning (hønsepiller eller lignende), det indeholder lidt kalk, der langsomt frigives. Husk, det skal puttes ned i krukken f.eks. i kanten, så det har kontakt til fugtig jord.
FOTO: BJARNI JACOBSEN

3500 m2 drivhuse har siden 1996 været rammen om Gartneri Toftegaards økologiske produktion. Det har været en fantastisk oplevelse hvert år at opleve flere kunder, der har fundet vej til os. Hovedparten af vores salg sker direkte fra vores drivhuse, hvor en stor gårdbutik inde i drivhuset er hjertet i vores produktion. Vi sælger også planter via vores netbutik i foråret. Her kan folk langvejs fra få planterne leveret hjem til deres hoveddør.

Se mere på www.gartneri-toftegaard.dk 

Læs også TOFTEGAARDS TOMATERGODE DRIVHUS-TIPS FRA TOFTEGAARDTOFTEGAARDS BEDSTE GØDSKNINGSRÅD samt HAVEFOLKETS anmeldelser af bøgerne BOGEN OM KRYDDERURTER og SMAGEN AF CHILI