I dag giver Mette Løvbom – alias Salattøsen – os opskriften fra på sin favoritsalat med brug af masser af grønt fra køkkenhave og drivhus – eller fra den lokale grønthandler. Snit med og nyd dansk sommermad med en snert af Grækenland og Italien.


TEKST: METTE LØVBOM, FOTO:  COLUMBUS LETH

Midt på sommeren er udbuddet af friske urter og grøntsager særlig stort, og jeg elsker at finde på nye sammensætninger og kombinationer. Tit ender det faktisk med, at jeg blander elementer fra flere salater med hinanden og pludselig står med en ny favorit. “SalatTøsens midsommerfavorit” er en fusion af flere salater med inspiration fra Grækenland og Italien, men den finder altid vej tilbage til mit danske køkken. Hver sommer.

Salattøsens midsommerfavorit

INGREDIENSER

1 rødløg
6 radiser
2 håndfulde søde tomater
½ agurk
1 stor skål spæde salater, fx rucola, babyspinat, hjertesalat, minigrønkål, feldsalat
100 g god gedefeta i stykker
4 stilke frisk oregano eller merian
2 spsk oliven
havsalt og friskkværnet peber

Mørk balsamicodressing
3 spsk olivenolie
1 spsk mørk balsamico
havsalt og friskkværnet peber

Brødchips
½ flute af god kvalitet
½ dl koldpresset olivenolie
havsalt

SÅDAN GØR DU

Pil rødløget, og skær det i tynde både. Skær radiser og tomater i både. Del agurken på langs, skrab kernerne ud med en ske, og skær agurken i skiver.

Anret salatblade, tomater, radiser og agurk, og bræk fetaen henover. Hak oreganoen groft. Hæld balsamicodressingen over salaten, og drys med en god håndfuld brødchips, oliven, havsalt, friskkværnet peber og oregano.

Mørk balsamicodressing 

Rør olie og balsamico sammen, og smag dressingen til med salt og peber.Brødchips 

Tænd ovnen på 100 grader. Skær flutene i meget tynde skiver på ½ cm. Læg dem på en bageplade, og pensl dem med olie på begge sider. Drys lidt salt ud over skiverne og bag dem i ovnen i 15-20 minutter. De skal være helt sprøde og let brune. Tag dem ud, og lad dem køle af. De holder sig fint en uges tid i en lukket beholder.

Opskriften – og mange andre grønne forslag fra Mette Løvbom – finder du i bogen ‘Salattøsen’ fra Politikens Forlag.
 
Forlaget om bogen: Lækker bog spækket med salater til hele året fra den utroligt populære Salattøsen, der er kendt fra både tv og sin velbesøgte salatblog.
Salattøsen – alias Mette Løvbom – har gode opskrifter på og inspiration til nye salater til enhver lejlighed hele året rundt. Hvad enten man er til bagt blomkål med sennepscreme, grillet spidskål med porrepesto eller en grønkåls-coleslaw, vil man i denne bog med garanti kunne finde en god salat til både hverdag og særlige lejligheder.
Bogen er inddelt efter råvarer i sæson, og opskrifterne er sammensat og afstemt ud fra, at der altid skal være lidt surteller syrligt, lidt sødme, noget blødt og noget knas, som tilsammen giver en velsmagende salat, der har det hele. Så ud over de mange salater er bogen også fyldt med alle former for marinader, pestoer, sylt og lækkert urtedrys, knas og knæk.
 
TITELSALATTØSEN
FORFATTER: Mette Løvbom
FOTOS: Columbus Leth
UDGIVELSE: April 2016
SIDER: 224
SPROG: Dansk