Så er vi endeligt nået så langt med vores pergolabyggeri og med baghaven, at jeg godt vil være bekendt at vise det frem. Du skal dog vide, at der fortsat er nogle løse ender og en masse små detaljer, der skal ses til, men ser vi bort fra dem, er byggeriet så meget på plads, at man kan fornemme idéen.


TEKST & FOTO: KARINA

Pergolaen er bygget på vores hævede terrasse, som står på et cementunderlag. I dette har vi monteret de bjælker, som holder taget og væggene.

Da den hævede terrasse ikke gik helt hen til hegnet, og da vi ikke havde lyst til at støbe ud mod hegnet, lavede vi i stedet en fire meter lang bænk. Bag bænken har vi bygget hegnet en anelse højere, så vi dels får mere privatliv og dels har noget grønt at kigge på inde fra vinduerne.

Pergola set fra vest

Planterne på væggen er efeu. De har stået der i flere år og har nu mere plads at brede sig på.
Fordelen ved efeu er, at den ikke alene er hurtigtvoksende, men også stedsegrøn, hvilket vi vil nyde om vinteren.

Pergola set fra øst

Tagkonstruktionen er lavet sådan, at brædderne, som udgør taget, kan tages af, når de skal males. Det har vi gjort ganske enkelt ved at montere en masse små træstykker på hver side af brædderne, så de sidder i spænd.

Som sagt er der endnu en masse småting, der skal laves, men det har jo ikke afholdt mig fra at begynde at indrette med krukker.

Et par af lanterne har også fået plads og nydes om aftenen, når vejret ellers er til det.

Hele denne uge har vejret ikke været til noget som helst, og det har været lidt af en udfordring at finde et tidspunkt, hvor det ikke har regnet, så jeg kunne vise dig, hvor langt vi er nået. Det lykkedes heldigvis.
Så langt så godt – og giv os så lige et par solskinstimer, så vi kan komme videre…