Kender du det der med, at din have byder på en udfordring? Ikke en af de ubehagelige eller triste. Bare en, som man kan gå og gruble lidt over – lidt som en god gåde.


TEKST & FOTO: LONE

Egentlig er det måske mest af alt lidt af et lykketræf, at vi har et sted i haven, der ser ud, som du skal se længere ned. Den gule solhat her er plantet på dette sted ved en fejl (jeg troede, den var lysere), en bourgogne stokrose har sået sig selv, og bunddække med oregano er også selvsået. Men alt i alt danner området faktisk en af de klassiske farvesammensætninger, som man kan se i mange engelske haver her i sensommeren. Den var bare ikke lige helt planlagt i min have. Jo, de lette mørke som kvæsurt og lampepudsergræs er her med vilje. Men ikke den der tunge stokrose, og ikke den kraftigt gule, som jeg ellers holder så meget af i mange andre sammenhænge – fx. sammen med orange.Og nu er det, at jeg er udfordret. For hvad synes jeg egentlig? Er det super flot, eller er det bare for meget?

Den fine mørke blærespiræa er en gave fra min kollega Karina, og da jeg ikke har kunnet bestemme mig for en plads til den endnu, har jeg plantet den i en beholder, der er stillet ud i bedet, så den kan jo let flyttes herfra. Men gør jeg det, så falder hele billedet straks fra hinanden. For den er netop den store farveklat, der gør, at alt det mørke giver mening. Og ligner noget, der er planlagt!

Som du kan se bagerst i bedet til venstre herover, så har jeg også gyldenris her. De bliver kraftigt gule som den høje solhat, så inden længe kommer der endnu mere farve på den gule.

Heldigvis har jeg også en del formildende farver i bedet – fx. prydgræsserne og den store kæmpeskælhoved. Lige nu er sankthansurten også en af de milde farver i bedet, men inden længe sætter den også blus på.

Hvad du ikke kan se på oversigtsbilledet, er denne kombination, som står i forgrunden af bedet. Det er en pæn portion kvæsurt i selskab med en rød lampepudsergræs. Kombinationen er så fin, og skal man snakke om staudekærester, så er disse bestemt kandidater.

Jeg har besluttet mig for at lade kombinationen være i fred mindst en uge endnu og se det hele lidt an. Måske skal enkelte planter fjernes – måske skal der tilføjes eller ryddes ud lidt i mængderne. Men jeg tager udfordringen op. Og dette er netop noget af det sjove ved at arbejde med staudebede – man ved aldrig helt, hvad haven byder én.


Længere henne i samme staudebed er det disse farver, der hersker – meget mere afdæmpet og dog et festfyrværkeri. Dette billede skal der ikke pilles ved. Det er netop sensommerhaveidyl for mig.