AMALIEHAVEN – ET STUDIE I STEDSEGRØNT

Det er koldt og vådt under vores besøg. Om få dage vil majestæten holde sin traditionelle nytårstale ved bordet med Tage Andersen-vasen, og den vil blive transmitteret til hele den danske befolkning – de fleste i hvert fald. Vi er i et kvarter, der emmer af historie og store planer, og hvor den absolutte elite i Danmark har færdedes gennem flere hundrede år. Når man bygger her, har det betydning for hele nationen og dens selvforståelse og historie. Det kan derfor ikke have været nogen nem opgave at designe en offentlig park netop her, men det var opdraget fra A.P. Møller Fonden til den belgiske landskabsarkitekt Jean Delogne. Haven blev indviet i 1983 og overdraget til Staten og Københavns Kommune.

Når man går rundt i haven i dag, kan man godt fornemme udfordringen. Haven skal på samme tid respektere arkitekturen og strukturen i Frederiksstaden og alligevel repræsentere sin egen tid. Det er et offentligt rum – men det må ikke appellere til for meget tant og fjas og dåsebajere. Og så ligger den immervæk ud til havnen med, hvad den byder på af vind og salt i luften. Løsningen blev et anlæg i to niveauer og med nogle indre rum, som giver lidt beskyttelse og intimitet i forhold til de store pladser og det åbne havnebassin.

Så planen er enkel og gennemtænkt. Men det, der slår en sådan en grå decemberdag, er, hvor grøn den er. Det skyldes den udstrakte brug af stedegrønne planter, som nu for alvor træder frem. Jeg så haven for første gang for omkring 15 år siden, og dengang var der en del flere træer. Mange af dem er fjernet nu til fordel for stauder, liljer og blomstrende buske. Et rigtigt godt valg, især nu hvor de stedsegrønne, formklippede buske er vokset til.

Taks i forskellige nuancer af grønt spiller hovedrollen og står i bedene som skarpe klodser og kugler. De giver parken den formelle karakter og giver associationer til tidligere tiders haveanlæg ved slotte og herregårde.

Skal jeg være ærlig, så syntes jeg, det var et vildt grimt anlæg, da jeg så det første gang. Alt det kantede og skarpe, retvinklede og styrede var bare for meget. Det lignede et mausolæum for en eller anden fæl diktator. Men tidens tand har gnavet på særdeles gunstig vis. Betonen har fået patina, og roserne og stauderne bløder op i alt det stive, så jeg faktisk synes, det er smukt.

Hyggelig vil jeg ikke kalde haven, men der er en særlig næsten meditativ stemning i de inderste rum med bænkene. Prøv at se, hvor flot og effektfuldt det er med de geometriske former af taks i bedene.

Den japanske kristtorn står med saftigtgrønne blade året rundt og er på vej til at blive formklippet til at følge bedkanten. Havnepromenaden løber langs det nye skuespilhus og frem til Kastellet. Haven er næsten lukket helt til ud mod vandet i takt med, at buske og træer er vokset til.

En del af træerne er kirsebærtræer, som giver et farvekick i foråret mellem alt det grønne. I baggrunden anes Amalienborg.

Haven afsluttes i hver ende af et vandfald af kunstneren Arnaldo Pomodoro. Han er også manden bag de store bronzesøjler ud for slotspladsen.

Jeg tror, vi skal tilbage hertil til sommer og se, hvordan haven tager sig ud på den årstid.