Det er februar. Min have sover stadigvæk, men mine havetanker er i fuld gang med at reflektere over sidste sæson og er rettet mod nye planer for haveåret 2017. Kender du det?


TEKST & FOTO: ULRIKA SABEL

Refleksionen er meget vigtig for mig. Jeg vurderer, hvad der gik godt i min egen have, og bearbejder alle de indtryk og inspiration, havesæsonen har budt på. Og haveåret 2016 tilbød virkelig meget inspiration.

I 2016 besøgte jeg flere dejlige haver i Sverige og havefestival i Danmark. Drømmen om at se High Line i New York gik i opfyldelse, og jeg var helt forelsket i skovhaver i området Forest Hill i Toronto. Washingtons botaniske have viste sig være en perle midt imellem alle de hvide bygninger.
Haverne har gjort stort  indtryk og har sået små frø af tanker. Nogle af disse tanker ønsker jeg at realisere i min egen have i 2017. For min have er i konstant forandring, giver mulighed for kreativitet og rummer mange havedrømme.

Inden haveåret begynder, vil jeg byde dig velkommen til min have og præsentere dig for havens opbygning og tema.

Mit hus har den samme alder som jeg, men min have er ung, et havebarn med behov for kærlighed og en smule opdragelse. Fra den oprindelige have fra 70’erne var der få elementer og træer at gå ud fra, da planlægningen af haven begyndte i 2013. Havens stolthed er kæmpestore bolde af benved, og jeg har bevaret de fleste hække for at indramme haven. Men det er alt, hvad der nu er tilbage fra den oprindelige have, ud over et enkelt træ, en stor fyr.

Det betyder, at jeg næsten har startet helt forfra. Det er min store udfordring, men der er også en mulighed for at skabe en meget personlig have med mit valg af stauder, buske, prydgræsser, blomsterløg og træer.

Planlægningen af havens forskellige rum, stil og farvepalet er i de seneste år vokset frem.

Og jeg har måttet være en smule streng, fordi der ikke er plads til alt på 1000 m2 have. Hække og næsten tyve træer er blevet plantet for at skabe struktur, vægge og tag. Græsplæne er blevet gravet til fordel for store staudebede og en køkkenhave. Den gamle terrasse er erstattet med en ny, der har en pergola over spisepladsen. Haven er langt fra færdig. Den vil i virkeligheden aldrig blive færdig. Det ønsker jeg heller ikke, men jeg har en indramning og et tema at gå ud fra – a shimmering garden.

Haven har en metallisk skær med stauder i sølv og prydgræsser i guld. Blomsterne har en farvepalet i hvid, blå, lilla og mørk lilla/bordeaux/sort. Nogle af mine valg af materialer i haven er terrakottakrukker, pilekurve og grå natursten.

Havens stil er moderne men stadig blomstrende vild. De store staudebede er fyldt med mange stauder, blomsterløg og træer af samme type.

I min haves årshistorie vil jeg fortælle om mine forskellige haverum, om dette års projekt at omdanne køkkenhaven til en cut flower garden med dahlia og ærteblomst og om forårets allium-eksplosion, et blåt hav af stauder og om høstliv i haven. Måske vil du også blive inviteret til en champagnefrokost under pergolaen.

Velkommen i haven!

Du kan se meget mere til Ulrika’s have på hendes instagram-profil @enskimrandetradgard som du finder lige her.