Vi er midt i marts, dagene er blevet længere, og fuglene synger. Nattefrosten kan stadig være ubarmhjertig, men solen får mere og mere magt i dagstimerne, så forårstravlheden begynder at melde sig i haven. Jeg ved godt, der er mange af jer, der elsker denne tid, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er marts ikke på listen over mine yndlingsmåneder.
TEKST & FOTO:JEANNETT FRUERGAARD
Jeg hører til den utålmodige type, der ikke er så god til at glæde sig over, at det hele så småt sætter igang nu. Jeg ville ønske, det hele var godt igang, at jeg kunne knipse i fingerne, og så var vi midt i april i stedet for. Jeg kan godt lide forår, når det hele er kommet igang, men jeg elsker sommer, måske endnu mere sensommer og efterår. Jeg synes også rigtig godt om vinter, og det at haven skifter stemninger. Men lige nu, hvor vi ligesom bare venter på at det hele skal gå igang, det er lidt svært for mig. Heldigvis har vi en del vintergækker og krokusser i haven, dem kunne jeg ikke undvære.
Nu er det jo ikke sådan, at det er surt slæb det hele, for så gad vi selvfølgelig ikke. Meeeen, når jeg kigger op på det, vi kalder køkkenhave, og tænker på, hvordan vi gerne vil have den til at se ud om et par måneder, ja så kan det altså ikke undgås, at der kommer et lille suk!
Vi har en del anlægsarbejde de kommende måneder. Det meste er heldigvis af den sjove slags, fordi det hårde arbejde blev gjort sidste år. Fx. skal der grus i alleen og plantes bøgehæk på ydersiden. Jeg er sikker på, det kommer til at give et hurtig resultat, samtidig med at planterne i bedene forhåbentlig vokser til. Dejligt med arbejde, der forholdsvis hurtigt ser ud af noget.
Vi har klippet alle stauder og græsserne ned i de lange bede, men ikke i rosenbedene. Her er jeg i gang lige nu. Det er så skønt at være i gang i bedene igen, og jeg nyder at se alle de nye spirer, der er på vej.
Yndlingsarbejdet her i foråret er at så alle de små skønne frø, som er blevet bestilt hjem i løbet af vinteren. Jeg har et lille planterum ude i stalden med egen indgang og kælder under. Her kan jeg godt bruge en del timer med at så frø og plante sommerblomster. I år har jeg købt flere frø, end jeg plejer, men selv om der er mange, der skal i jorden, starter jeg kun ganske få op inde i vindueskarmen. De fleste frø sår jeg først, når det bliver lidt lunere, og jeg kan bruge drivhuset.
Næste gang håber jeg at kunne vise en masse skønne spirer, både dem jeg har sået i potter, men forhåbentlig er der også kommer lidt flere løg op rundt omkring i bedene. Det er bestemt skønt, at vi endelig kan begynde at plukke de første buketter ind fra haven igen. På gensyn i april.
åh, det er altså helt rart at læse at du også først går i gang med at så for alvor i takt med at drivhuset kan bruges. Det er det samme her. Sidste år havde jeg små spirer overalt indenfor i stuen, men det blev for meget…apropos stress – så jeg skyder også processen lidt i år. Jeg glæder mig til at følge din skærehave. Jeg skal anlægge een for første gang i år.
Mange tak, hvis man som jeg ikke har varme i drivhuset så kan det godt betale sig at vente lidt endnu, det har jeg desværre ikke, og vi har meget sent nattefrost her i Midtjylland. Held og lykke med din nye skærehave, det er så dejligt at være selvforsynende med blomster.
Jeg kan godt nikke genkendende til det med at stresse over ting i haven, som ikke lige fungerer eller der bare ikke er gjort noget ved endnu. Og det værste var, at det overskyggede glæden over det, der fungerede og man var glad for. Vores have er på ingen måder gennemarbejdet endnu og der kommer til at gå flere år før det er gjort, men jeg har taget den beslutning, at jeg vil (prøve :-)) fokusere på det, der er fungerer og giver haveglæde Og det lykkes faktisk det meste af tiden. I har en super dejlig have og det er bare så flot et stykke arbejde, I er i gang med :-).
Jeg venter også lidt med at så sommerblomsterne til det bliver lunere, er dog gået i gang med ærteblomsterne (de står også i stuen).
Ja det er lidt af en balance for haven skal jo helst ikke være et stresset sted, men jeg er frygtelig utålmodig og jeg vil gerne det hele, og det kan altså godt give lidt stress nogle gange. Heldigvis har jeg en mand der er ret god til at stoppe mig, det er frygtelig irerterende, men jeg ved jo inderst inde godt at det er for det bedste. Jeg øver mig også på at glæde mig over haven som den er, også selv om vi ikke lige når det vi havde planlagt.
Jeg har sået tomater og et par nye immerbær (månedsjordbær) inde, men ellers forsøger jeg at sidde på hænderne en tid endnu. Jeg vil osse helst så det meste i drivhuset, faktisk såede jeg nogle kuldekimere i januar, og de er ved at spire nu.
For mig er marts og april alt for korte, jeg kunne godt bruge lidt mere tid i det tidlige forår. Osse bare til at gå rundt og nyde. Lige nu er haven ved at skifte farver, fra gul og hvid, til hvid og blå, med lidt orange i.
hilsner Gunvor
Det lyder spændende med månedsjordbær, dem kender jeg ikke. Jeg har også sået lidt kuldekimere, det er ikke noget jeg har så meget erfaring med, så jeg håber det lykkes bare en smule. Jeg mangler også tid her i marts og april der er så meget der skal gøres, jeg ville bare ønske der snart komme lidt flere farver i haven og i naturen, det savner jeg her i starten af foråret.
Hvor er det en flot alle og nogle skønne bøgehække. En stramt klippet bøgehæk er noget af det flotteste – og på alle årstider.
Hilsen Elna