Aprilsvejret har det i den grad været omskifteligt. Regn, blæst, sol, kulde og sne nogle steder. Blæsten har specielt været en udfordring for mig, når jeg skal tage billeder af haven. Der er ikke mange makrobilleder, der er blevet skarpe. Men april har for alvor sat gang i stauderne. Jeg glædes over hver eneste af mine planter, som kommer igen fra sidste år.


TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN

Roserne er klippet ned og gødet med hestegødning. En aften, hvor de lovede regn til natten, var jeg ude at strø kalk i haven. Jeg tror den fik lige rigeligt, jeg lignede et spøgelse, da jeg kom ind.
På den anden side af hækken ud mod stien opdagede jeg, at der var kommet en massiv vækst af skvalderkål, en ukrudtsplante jeg ikke før har haft. Den skal bekæmpes, før den når ind i haven.
Krukkerne er fyldt op med forårsblomster og løg. Er blæsten for hård, bliver de sat i ly under bordet, der er dækket med plastik. Drømmen om et rigtigt lille drivhus vokser. Ture til forskellige planteskoler er atter i gang, og jagten på nye spændende stauder er gået ind.


På billedet til venstre: Løjtnantshjerte. Der var varslet nattefrost flere gange, men heldigvis har der ikke været frost her i haven, og det var godt, for løjtnantshjerte er blevet stor og står allerede med fine hjerter og har nået en højde på 90 cm.

Midt for: Pæonen har mange knopper i år. Hvis haven var stor, ville jeg have masser af dem. Jeg elsker bonderoser.
Til venstre: Blandede lilla blomster med rød grønkål.

Discovery-æbletræet står klar til at blomstre.

Sanguisorba ‘Rock and Roll’ med smukt grønt løv blev købt sidste sommer og er virkelig en af mine favoritter.

Til min fødselsdag fik jeg en pose dahliafrø. Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over, hvor hurtige de er til at spire. Der gik kun tre dage, før små spirer dukkede op. Sådan her ser de ud efter fem dage. Farverne på dem kendes ikke, så det bliver sjovt at se, hvordan de udvikler sig.

På billedet til venstre herunder: Clematis alpina står lunt op ad husmuren. Til venstre: Primula 

Hver år skal jeg have denne primula til krukkerne. Den lyser så dejligt op med sin gule farve.

Pilebladet pære i blomst for første gang

Bispehue er en sød lille staude. De hjerteformede grønne og bronzefarvede blade og den lille fine blomst, der svæver let henover.

Et lille drivhus og en buket af forglemmigej og anemoner.

En løgbakke er hængt op på skuret og fungerer som hylde med trifolium og martsviol.

På billedet til venstre herunder: Krokus. Til højre: Løjtnantshjerte

I forhaven har jeg et bed, jeg forsøger at holde i hvide og grønne farver. Den hvide løjtnantshjerte er ikke så langt fremme som den røde, men der er også flere skyggetimer her.

Hasselurt, en plante jeg skal have flere af til bunddække.

Saxifraga til venstre. Til højre: Ny akeleje i hvide og limegrønne farver.

Terracotta-springvandet. Krukken er behandlet med et produkt, der hedder vandglas. Jeg søgte på YouTube, hvor der ligger en video om, hvordan man behandler krukker med vandglas, for at få dem til at holde tæt. Springvandet er ligesom det andet et solcellespringvand, der kun fungerer, når der er sol eller let overskyet. 

 

Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog og instagramprofil.