Et nyt projekt har sneget sig ind – bier i haven. Man bliver overrasket over, hvor meget man skal vide om bier og pasning af bistader, når man kaster sig ud i at blive hobby-biavler. Det er faktisk ret kompliceret. I hvert fald indtil man lige får lidt erfaring.


TEKST & FOTO: BONNIE HALL

Den yngste af mine drenge og jeg startede med at gå til et foredrag om biavl hos Karen Gutfelt. Vi har efterfølgende allieret os med Dansk Biavlerforening, som har en mentorordning og desuden afholder begynderkurser. Sidstnævnte er dog meget svære at få plads på, så hvis man er lidt utålmodig, kan man blive nødt til at starte op uden. Det har jeg gjort.
Jeg er ret vild med ideen om en bi-have. Og når man nu alligevel går meget op i at have blomstrende vækster fra det tidlige forår til sent efterår, ja så er det da oplagt også at udnytte dette til lidt biavl. Det kræver utrolig meget udstyr at starte op, og der er ikke rigtigt noget, der kan springes over. Man er nødt til at have det materiel, som skal til den almene pasning – og man er også nødt til at have (flere) dragter. Når man ser et bistade udefra – især et såkaldt trugstade, som er det, vi har købt – så ser det meget simpelt ud. Men inden i er stadet opdelt i trug og magasiner med rammer. Nogle rammer skal bruges til dronningen og hendes yngel, en til de mandlige bier – de såkaldte droner – og særskilt herfra de egentlige magasiner til selve honningen.
Men jeg er sikker på, at det giver pote at have sat sig godt ind i tingene. Så godt, som man nu kan på forhånd, inden man får den der vigtige erfaring. Efter at have nær-studeret emnet i diverse bøger, fik vi leveret selve stadet i starten af marts måned. Det blev malet og gjort klar til slutningen af april, hvor vi fik vores familie.

Det er meget vigtigt, at man får en såkaldt venligsindet bifamilie med en velfungerende dronning. Vi har fået vores fra en meget anerkendt og erfaren biavler, Svend Sejr fra Brabrand i Jylland. Jyske bier – de kan da kun være rare. Det skal nok blive en succes.

Afhentningen af vores bifamilie foregik en meget kold, mørk og våd morgen i slutningen af april. Ikke det vejr, jeg havde drømt om at hente dem hjem i. Foråret har været koldt og for det meste også ret kedeligt. Man modtager sin bifamilie i en kasse. Kassen er reelt en del af et opstablingsstade. Når man skal have sine bier i et trugstade, som jeg skal, så starter man med at stille transportkassen med bierne ned i trugstadet så godt som det nu kan lade sig gøre. Efter en god time åbnede vi for flyvespalten. Hen ad eftermiddagen, da solen endelig kom lidt frem, var der en heftig aktivitet lige omkring stadet. Det virkede som om, at alle lige skulle ud og stille GPS’en og orientere sig om, at de ikke længere befandt sig i Brabrand.Bierne blev vist lidt kåde af den pludselige sol, eller også var de stadig meget forvirrede efter den lange tur fra Jylland. I hvert fald gik flere på vingerne for at sondere terrænet. Disse to damer fandt jeg på jorden bag stadet om eftermiddagen. De lå længe sådan – og jeg kunne ikke helt afkode, hvad der foregik. Jeg var væk et par timer, og da jeg kom tilbage, lå de to bier døde i samme position. Altså sørgeligt. Den ene endda med pollenbukser. Jeg skulle have hjulpet dem tilbage i stadet.
Det er lidt angstprovokerende at kaste sig ud sådan et projekt. For alle – uanset forsigtighed og korrekt påklædning – kan jo blive stukket og vil blive stukket på et eller andet tidspunkt. Man ved aldrig, om man kan tåle det næste bistik. Men det er heldigvis sjældent, at folk er allergiske over for bistik, og vi har ingen grund til at tro, at vi ikke skulle kunne tåle nogle stik. Bliver man stukket, så er det bare med at komme væk fra stadet og de andre bier, for de kan lugte, når én er blevet stukket, hvilket kan få de andre til at angribe. Nu er honningbier heldigvis som udgangpunkt fredelige, når man husker, hvornår man ikke skal tilse dem fx. i regnvejr, eller når det trækker op til torden.

Selve flytningen foretag vi dagen efter ankomsten. Vejret var med os, og vi kunne flytte dem i 14 grader og solskin. De gamle rammer blev løftet over i trugstadet i samme rækkefølge, som de var placeret i i transportkassen. Vi fik tjekket, at vi havde en stor fin dronning – mærket med hvid prik, som var farvekoden fra sidste år. Hun gik på en af de midterste rammer, præcis hvor vi forventede at finde hende.

Det har været et meget koldt forår i år. Bierne havde derfor fået madpakke med fra opdrætter Svend Sejr. Jeg flyttede madpakken med over i det nye stade og brugte en dækplade med et rundt hul i midten i stedet for almindelige dækplader. Denne plade er specielt beregnet til at fodre igennem eller montere en såkaldt bitømmer, som kan bruges senere på sæsonen, når man vil have et honningmagasin tømt for honning, inden man tager honningrammerne fra.

Jutesække er gode til at isolere for kulden og til at skærme for solen. Vi lagde fire sække ned oven på rammerne.

Nu skal de jo lige lære, at de ikke kan flyve ind fra toppen, som de kunne dagen før, da truget stod lidt åbent. Nu gælder det om at finde indflyvningsspalten på den anden side.

Bierne blev til sidst lidt urolige. Vi havde rumsteret med dem og de trængte til fred. Vi lukkede pænt efter os og listede væk for at give dem tid til at finde sig til rette i deres nye omgivelser.

I løbet af de næste måneder vil jeg male det nye plankeværk sort som resten af huset. Der er plantet en masse klatrende ting op ad plankeværket til begge sider. Flere klematis, efeu og en ældre kaprifolie, som dog blev hårdt skåret tilbage, da vi byggede plankeværket i sidste uge. I bedet foran stadet har vi plantet en masse bivenlige planter, som blomstrer over en lang periode – ligesom i resten af haven. Inden for et par år skal der nok blive jungleagtigt i deres hjørne af haven.


Vi glæder os helt vildt til det kommende bi-eventyr og forhåbentlig en masse lækker honning.


Du kan læse meget mere om Bonnie og hendes haveliv på hendes hjemmeside, som du finder lige her.