Så startede den første sommer-måned. Og her sidder jeg med min bækkenløsning og venter på babyen, der gerne skulle ankomme i løbet af de næste to uger, og kan stort set ingenting andet end at sidde stille og (have)drømme.
TEKST & FOTO: TINA ØSTERGÅRD SIMONSEN
NÅR MAN KIGGER UD…
Men når jeg så sidder her og drømmer, så er der noget, som jeg har ærgret mig over, lige siden vi fra godt tre år siden flyttede ind her i vores hus. Husets stueplan består af ét stort rum med køkken, spisestue og sofa-stue. Vi er så heldige at have store vinduer mod både øst og vest og nogle små aflange mod syd, så vi i samme rum har lysindfald fra tre sider.
Så her kommer min plan – som på sædvanlig vis er noget omsiggribende. Eftersom vi snart er seks i familien, har vi planer om, at vi på et tidspunkt skal lave en mindre tilbygning til huset. Her kan min mand og jeg på sigt få soveværelse, og så kan børnene overtage overetagen, og vi kan alle deles om stueetagen. En god plan, synes vi. Tilbygningen skal være en udbygning af vores skur ud i baghaven mod øst – og i den modsatte retning en forlængelse af carporten ud i forhaven mod vest. For baghaven kommer det til at give et bedre mikroklima, da vi får en dejlig solkrog, der vender mod syd/øst. I netop denne krog vil jeg anlægge en træterrasse. Fra denne terrasse skal der så gå en gangbro i træ hen til vores dør ind til spisestuen. Her kommer vi så til betonfliserne. For dem kan vi dermed fjerne, så der mellem gangbroen og huset kan anlægges et stort bed med nogle gode planter, der også har noget at byde på om vinteren. Det glæder jeg mig til.
Ude i forhaven er projekt “slippe af med betonfliserne” noget mindre. Direkte fra sofaen kigger vi nu ud på sandkassen, som heldigvis optager lidt af flisearealet. Her virker betonfladen derfor mindre stor og grå, da jeg også har brudt den op flere andre steder for at gøre plads til grønne kiler. Og med et stort hyggeligt udegulvtæppe under det kommende udendørs spisebord, så går det nok foreløbig.
For som alle havemennesker ved, så er haven aldrig statisk. Det samme gør sig gældende i en familie. Sjovt nok ser vi særlig tydeligt, hvordan tiden går, når vi kigger på børnene – og bemærker jo ikke tidens tand det mindste hos os selv… For børn vokser, og deres behov ændres. Ganske hurtigt faktisk. I en familiehave må der derfor være rum for ganske meget fleksibilitet og udvikling.
kan du også finde hende på Instagram lige her.
Ligegyldig hvor gammel man er bliver man ved at få havedrømme, forhåbentlig da. Jeg har haft have på den samme matrikel i 34 år, og jeg drømmer stadig.
Men det er da rigtig øvøv med bækkenløsning, når nu du kunne ha gået derhjemme og pusle rundt. Forhåbentlig går det i orden igen når "aflæggeren" er ankommet.
Hilsner Gunvor
Det med at haven løbende skal tilpasse sig børnenes alder, kender jeg kun alt for godt 🙂 Og det holder faktisk een på tæerne i forhold til havens udvikling! Slet ikke så skidt 🙂 Her i haven havde vi omlagt alt til teenagehave for nu igen at etablere sandkasse og inden længe legehus/køkken til vores lille efternøler. Jeg tænker de to ting skal kombineres…. har kig på brædder og lister og inden året er omme har jeg forhåbentlig fået det kreeret 🙂
Tak for hyggeligt input fra jeres have!