Da jeg for godt fem år siden fik en mail fra Karina om, hvorvidt jeg ville være med til at starte et nyt havemagasin, var den her dejlige kvinde allerede en af de mange nye havebekendtskaber, jeg havde fået via nettet, og en af dem, jeg kommunikerede mest med via kommentarfelterne på både hendes og min egen blog.


TEKST: LONE, FOTOS: NICLAS JESSEN & KARINA M.FL.

Jeg havde selv lige rundet de 40 år, og haveinteressen var absolut ikke blevet mindre med årene. Men min omgangskreds rummede dengang ikke mange, der var haveinteresseret, så jeg havde – som Karina – søgt ud på nettet for at finde et havefællesskab; måske helt ubevidst. Vi havde startet vores haveblogs op på nogenlunde samme tid i starten af 2010 og kendte allerede ret godt til hinandens haver og havefilosofier via vores internetbekendtskab.

Opfordringen omkring magasinet var jeg lidt længe om helt at tage op. Jeg var travlt optaget af familie, have og karriere og så umiddelbart ikke, at jeg havde tid til mere. Men det skulle ændre sig, for omkring samme tid startede jeg som selvstændig i byggebranchen, og det gav mulighed for at omprioritere tiden lidt. Og tid blev der brug for, for sammen med Marianne fra bloggen ‘Den Helbredende Have’, Signe fra det, der dengang hed ‘Signes Vals’, og lidt senere også Lene fra ‘Bag Havelågen’ fik vi stablet et projekt på benene, som vi nok egentlig slet ikke havde tid eller ressourcer til. Men vi gjorde det, fordi vi brændte for det. Ambitionen og lysten var stor, og vi havde mange planer for, hvad vi kunne gøre med dette nye projekt.

Med tiden har projektet formet sig. Vi har været langt omkring – også noget længere, end du som læser helt har haft muligheden for at følge med i. Det har været en fantastisk rejse med masser af udfordringer, glæder, bekymringer, prøvelser og grin.

Karina har båret en stor del af udviklingen både grafisk og designmæssigt. Vi har haft glæde af hendes imponerende tilgang til uderummet set med indretningsbrillerne på, og hele HAVEFOLKET-designet har været gennemsyret af hendes grafiske evner i mange retninger.

I dag er projektet nogenlunde lagt i en form – i en ramme skabt af både os fem grundlæggere – men også af jer læsere, der via jeres kommentarer og klik har været med til at præge magasinets retning. Dette betyder ikke, at sidste udviklingstrin for HAVEFOLKET er nået – vi har masser af ideer endnu – men det betyder, at Karina i år har taget en beslutning om, at det nu også er på tide for hende at sætte nye skibe i vandet uden for HAVEFOLKETs regi.

Karina er stadigvæk en af mine dejlige haveveninder og samarbejdet i andre sammenhænge fortsætter ufortrødent, men hun har betroet mig sin halvdel af roret på HAVEFOLKET og har besluttet sig for selv at takke af.

Du kan måske forestille dig, at jeg i samme forbindelse har haft lignende tanker om selv at skulle sige farvel og tak og stoppe rejsen her. Men heldigvis har vi jo fået Henrik ombord,. Han er kommet med en masse ny energi, og så er det bare sådan, at HAVEFOLKET er blevet en så integreret del af mit haveliv og min hverdag, at jeg, når alt kommer til alt, ikke kan forestille mig at slippe her. Så jeg har besluttet mig for at fortsætte med magasinet. Dog vil jeg i stedet for at være flittig skribent træde mere i baggrunden og sørge for driften, mens jeg vil lade andre tage den største del af skriveriet.

https://www.havefolket.com/2017/09/tak-til-karina-efter-fem-ar.htmlHenrik og jeg vil i fællesskab fortsætte som HAVEFOLKETs redaktion, og mon ikke vi på sigt vil invitere et par stykker mere med ind, så vi igen kan blive en bred redaktion med forskellige syn på havelivet. Det vil vi bruge efteråret og vinteren på at forme, og imens vil vi sørge for, at du som læser kan fortsætte med at få inspiration til dit haveliv lige her … på HAVEFOLKET.COM.

Har du lyst til at give Karina et par ord med på vejen, så skriv endelig til hende i kommentarerne herunder. Jeg selv sender det største knus af sted og takker for mange fantastiske stunder i hendes HAVEFOLKET-selskab.

Kh. Lone