Velkommen til den lille have. Må jeg byde dig indenfor til en lille rundvisning. Vi starter på terrassen, hvor det lige nu er krukkerne, der sætter scenen.
TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN
På træterrassens dæk har jeg samlet en masse krukker. Nogle med sommerblomster og andre med stauder. Farvespillet i krukker er mere afdæmpet nu og mest i de grønne nuancer. Når frosten kommer, skal de fleste terrakottakrukker sættes under havebordet, hvor jeg lægger et stykke kraftig plastik over. Det fungerer som et drivhus. Det lille springvand i terrakottakrukken virker kun, når solen skinner.
Rådhusvinen har fået en fantastisk efterårsfarve.
Lavendler i krukker.
Herefter tager vi stien, der fører ned til pergolaen. Roserne ‘Awakening’ og ‘Eglantyne’ blomstrer smukt endnu. Pas lidt på, når du går forbi den, for de hænger langt ud over stien og griber fat i dig.
Ned langs denne sti har jeg høstanemoner, lavendler, syren, roser, geraniums, rødbladet hyld, vortemælk og mange andre planter. Selvom de ikke har optimale forhold at gro i – de, der gror langs bøgehækken – så synes jeg, at de klarer sig ganske godt. Hver en plads her i haven bliver udnyttet.
Duft engang til ‘Eglantyne’ – er den ikke fortryllende den duft?
Her kan du lige vende dig om og kikke op mod terrassen.
Nu er vi nået forbi den store hortensia og kommer ned for enden af stien.
Her til højre har jeg plantet en Physostegia virginiana og Persicaria. Det er skønt med planter, der blomstrer så sent på året.
På selve pergolaen gror der klematis, tobakspibeplante og rosen ‘Lykkefund’.
Ved pergolaen kan vi også nyde synet af den skønne rosenslynge, som er nået ret højt i løbet af sommeren. Du kan få lidt frø fra den, hvis du kunne tænke dig at så den til næste år.
Ved siden af har jeg et plantebord, som er godt fyldt op af diverse ting.
Fra pergolaen kan vi gå over græsset tilbage til terrassen. Græsset er dog meget ødelagt af al den regn, vi har fået her i efteråret, så vi træder lidt forsigtigt.
På vejen smutter vi forbi en kurv fuld af hortensia ‘Limelight’ og staudesolsikke
Så nåede vi tilbage til terrassen.
Nu går vi igennem stuen og ud til parkeringspladsen, hvor der mest er hvide og lilla blomster. Her er bl.a. buksbom, roser, kæmpe verbena og høstanemoner.
Ved postkassen vinker Geranium ‘Roxanne’ farvel og siger tusind tak, fordi du ville komme og se den lille have.
På snarligt gensyn.
Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog og instagramprofil.
Tak for turen. jeg er fuld af beundring over så mange planter der kan sættes sammen, smukt, på en lille plads. Og det lille springvand er da bare nuttet, som min datter ville sige.
Smart vinteropbevaring, under havebordet. Det gjorde jeg osse for år tilbage, men hønsene syntes det var et super sted at lægge de få vinteræg de lagde. Så nu er drivhuset ved at sprænges, selvom lysthuset hjælper lidt.
Jeg plantede en forhåbentlig sen høstanemone i sommers, jeg håber den bliver lige så fin som din. Det er så dejlig med de rigtig sene blomster, de lyser i efteråret.
hilsner Gunvor
Tak Gunvor 🙂
Ja tror jeg skal have udvidet mit vinteropbevaringsrum i år da jeg vidst har anskaffet en del flere krukker i sommeren så bordet slår ikke til 🙂
Dejligt med ny høstanemone håber du får held med den.
Kh Lotte
Hej Lotte
Tak for turen. Hvor får du meget ud af din lille have. Jeg har selv en lille byhave i Ebeltoft (http://www.havefolket.com/2015/02/5-hurtige-en-byhave-i-hjden.html), så jeg kender godt det med, at man skal udnytte alle hjørner. Din have ser meget hyggelig ud, og man kan tydeligt fornemme din haveglæde. Rosenslyngen vil jeg have fat på – ikke til overvintring, det er så besværligt, men man må kunne så dem hvert år. Den ser spændende ud med de anderledes blomster og den sene blomstring. Overvintrer du din?
Mange hilsener, Lisbeth
Tak Lisbeth 🙂
Jeg har tit været inde på jeres hjemmeside og læst om bl.a træer til små haver og ofte har jeg tænkt på at jeg måtte besøge jeres have men har det til gode 🙂
Rosenslyngerne er sået i det tidlige forår, jeg har ikke haft dem før i år. Måske lader jeg en overvintre men det er jo det med pladsen. Af en pose frø har jeg virkelig fået mange planter og de er blevet delt ud til bekendte,
Kh Lotte
Sikke mange farver du stadig har i haven. Det var en hyggelig tur rundt i din lille have – og ja Eglantyne dufter bare så dejligt!
Hilsen Pia
Tak Pia 🙂 Er glad for du nød den lille tur i min have 🙂
Kh Lotte
Det er altså imponerende hvad du får skabt på så lidt plads. Hvor stor er det din have er? Jeg tror da også jeg skal forsøge mig med den rosenslynge, tak for fif!
Tusind tak Monica. Haven er ca 100 m2
rosenslyngerne har været fantastiske.
Kh Lotte