Sofia viser os i dag sin stemningsfulde vinterhave og fortæller om, hvordan familien fik sit skønne drivhus lavet af genanvendte vinduer.


TEKST & FOTO: SOFIA SUNDMARK

I vores have bor der seks små høner. De fejrer, at foråret er på vej, ved at grave nye huller til jordbadning i mit ny-tilplantede bed. Som tak for lån byder de på æg til morgenmaden efter en lang velfortjent vinterpause.

Marts har været kold og fuld af sne. Nu er jeg, ligesom mange andre havemennesker, næsten sindsyg af forårslængsel. Inde i mit hoved er havesæsonen allerede i fuld gang. Jeg trasker omkring i haven og funderer over, hvor jeg kan plante et stykke hæk, eller hvordan jag kan komponere de nye bede. Naboerne undrer sig nok og ler indvendig, når de ser min vandren rundt. De dage, hvor solen titter frem, rydder jeg sneen væk foran døren til drivhuset og træder ind. Derinde virker foråret lidt nærmere.

Nu begynder det andet forår med drivhuset. I juli 2016 var Joakim på auktion i Dalsland. Lige på det sted, hvor min mor blev født og boede i sine første år. Da hun blev 16, fik hun sit første job på Anton Olssons jernhandel, naboen til det hus, hun voksede op i. Jernhandlen lå der frem til 2016, hvor den lukkede og blev sat på auktion. To store vinduer kom på denne måde til at flytte hjem til os.

Vi havde længe tænkt på at bygge et drivhus, men sådanne projekter udskydes jo ofte. Blot nogle dage efter auktionen læste vi en annonce. Et stort antal vinduer fra gamle mistbænke var til salg i Värmland. Efter en del kørsel med anhænger havde vi vinduer nok til både vægge og tag.


Alle vinduerne skulle skrabes ned, kittes om og males. Det tog ret mange timer. Vi omdannede halvdelen af vores stue til vinduesværksted, da vi simpelthen ikke har et rigtigt værksted. Joakim tænkte, regnede og målte. Vi gravede masser af jord væk, og derefter begyndte han at mure et fundament af lecablokke og rejste husets skelet.


I september lykkedes det at få sat alle vinduer og døre i, og vi malede drivhuset med linoliefarve. Gamle teglsten dannede gulvet. Vi valgte at dyrke i spande og krukker og besluttede os for at starte småt op. Ingen af os er særligt gode til at håndtere små skrøbelige planter, så vi købte fine færdige tomatplanter. Vi ville have plads til, at hele familien og gerne nogle flere kunne sidde og spise i drivhuset. Derfor valgte vi at prioritere et stort spisebord frem for større bede til dyrkning.


I år vil vi bare vælge de tomatsorter, som vi synes allerbedst om. Der kom lidt for mange sidste år. Solen havde svært ved at nå dem ordentligt. Det må være en af havelivets store udfordringer: at skulle vælge fra. Det lykkedes mig at få nogle fine eksemplarer af hvid klokkeranke, Cobaea scandens ‘Alba’, under min lille vækstlampe. I slutningen af sommeren var den nået helt op til toppen af drivhuset. I år ønsker jeg mig den blå. Knopperne og blomsterne er utroligt smukke, men først og fremmest kan jeg lide den på grund af de smukke blade og stilke, som blive vinrøde. Ja, alt ved klokkeranken er så fantastisk flot!


Når solen varmer husvæggen, sætter vi os sammen og nyder det, hønen Mildred og jeg. Foråret er på vej. Vi har meget at se frem til.

 

 

Du kan se meget mere fra Sofias have på hendes instagramprofil, der emmer af stemningsmættede billeder: @sofiasundmark.