Haverne i Storbritannien blev i slutningen af 1700-tallet mere og mere engelske, forstået på den måde, at de førende engelske havearkitekter tydeligt tog afstand fra de ellers herskende traditioner og tendenser fra de franske barokhaver.

TEKST: OLE FOURNAIS, FOTO: VISITBRITAIN

I årtierne omkring år 1800 blev dette særdeles markant, måske fordi samme periode blev begyndelsen på en godt 100 år lang tendens med en nærmest total britisk dominans over alle facetter af europæisk politik, økonomi, militær, kulturliv osv.

Alt dette skyldes en lang række storpolitiske begivenheder: 1789 oplevede Frankrig den store revolution med efterfølgende kaotiske perioder og endelig Napoleonstidens talrige udmarvende krige i store dele af Europa. I dette komplicerede forløb stod Storbritannien i perioder næsten alene over for Napoleons sejrrige hær, hvilket blot fik briterne til at stå endnu mere sammen. Dette skabte en stemning om at holde fast ved det nationale i stedet for at lefle for det ikke-britiske.
Havehistorikere fremhæver bl.a., at sådanne forhold har haft stor betydning for mange forskellige dele af ånds- og kulturlivet. Således nævner man både litteratur, malerkunst, musik, arkitektur – og altså også havekunst.

Et andet og mindst lige så vigtigt element er, at i de samme årtier sendte de britiske videnskabelige selskaber gang på gang ekspeditioner ud på de store have og til fjerne egne af kloden.
Her kortlagde man ellers ukendte egne, indsamlede oplysninger om naturen: mineraler, stenarter, dyr, fugle, fisk og naturligvis også planter.

Et af de helt store navne var James Cook, som med sine epokegørende jordomsejlinger i perioden 1768-1779 hjembragte uvurderlige samlinger og nytegnede land- og søkort, som flittigt blev brugt af andre senere rejsende. På denne måde skabte briterne et imponerende net af kontakter over hele jorden, som senere visse steder blev udbygget til egentlige kolonier.

Gravetye Manor

Et sekundært resultat af disse talrige rejser og kontakter var de mange hjembragte planter fra nær og fjern. Men naturligt nok vidste man jo ikke, om de kunne gro hjemme i England, Wales eller Skotland. Derfor lod man undertiden eksotiske planter overvintre flere steder undervejs, først og fremmest på atlanterhavsøen Madeira, som jo ligger godt for alle europæiske skibe på langfart, idet man altid lagde ind her for at få forsyninger af frisk drikkevand, frugt, grønt og senere også vin.

Næste trin kunne eventuelt være de britiske kanaløer Jersey og Guernsey med særdeles mildt klima og endelig de lune egne i landets sydvestlige hjørne: grevskaberne Cornwall, Devon og Dorset, hvor vi også i vore dage kan opleve talrige subtropiske planter med ypperlige blomstringer og med store årlige tilvækster. Endelig kunne man så prøve de eksotiske planter i egentlige haver og parker ved slotte og herresæder, hvor yderst kyndige gartnere fik det store ansvar med de eksotiske planter.
Ofte havde netop adelige og nyrige erhvervsfolk sponseret sådanne rejser og fik derfor også som de første de ‘mystiske’ planter hjem og kunne derved opnå status og berømmelse.

Her kan vi jo meget passende genlæse H.C. Andersens Gartneren og Herskabet.

Eksempler herpå er bl.a. det såkaldte abetræ fra Chile, Araucaria araucana, det nordamerikanske ambratræ, Liquidambar styraciflua, det kinesiske kamfertræ, Cinnamomun camphora, det nordvestamerikanske douglastræ, Pseudotsuga menziesii, duetræet fra det vestlige Kina, Davidia involucrata, den australsk/tasmanske flaskerenserbusk, Callistemon speciosus og mange, mange andre.

Med sådanne velafprøvede eksotiske træer, buske og blomster kunne de engelske havearkitekter op gennem 1800-tallet skabe det ene spændende og anderledes haveanlæg efter det andet.
Og vel at mærke uden de særlige barokelementer som symmetri, geometri og gentagelser.
De fortsatte 1700-tallets engelske ønske om at lade den besøgende ‘tage på opdagelse’ i verden, så man nu mere og mere var bevidst om planternes oprindelseslande. Man lavede eksempelvis en kinesisk eller en sydafrikansk, en australsk eller en chilensk afdeling.

Gravetye Manor

Desuden blev følgende meget karakteristiske elementer særdeles udbredte over hele Storbritannien :

  • store grupper af samme plante f.eks. Rhododendron, Pieris, Azalea – omhyggeligt planlagt i harmoniske farvevalg
  • talrige solitærtræer – især de nyopdagede og statusskabende store træer og buske fra fjerne egne f.eks. libanonceder, Cedrus libani
  • store blomsterbede arrangeret i klassiske mønstre kendt fra oldtid og middelalder
  • intense staudebede med planter fra alverdens lande
  • ornamentale rosenhaver i perfekte geometriske mønstre som modvægt til den vilde woodland garden
  • muromkransede afdelinger både til køkkenhave og skærehave, walled garden
  • hele haverum udelukkende med én planteslægt som f.eks. pæoner – alle fra Kina
  • blanding af forskellige stilarter som kinesisk, japansk, indisk, persisk, ægyptisk m.m.
  • stadig med de kendte faste elementer fra den italienske renæssance: terrasser, balustrader, trapper, skulpturer m.v.

Samlet set er alle disse forhold og disse elementer baggrunden for, at man blandt fagfolk mere og mere anvendte betegnelsen landskabelig og romantisk. Således bruger fagfolk i nutiden termen den engelske romantiske landskabshave som modsætning til den stringente franske barokhave.

Flere praktiske forhold skubbede også til denne udvikling. I 1804 dannedes The Royal Horticultural Society af en kreds af planteinteresserede velhavere plus en række yderst kyndige overgartnere. Selskabet havde fra starten et meget stort projekt med at støtte en lang række ekspeditioner til fjerne egne af kloden for at analysere og indsamle planter. Sådanne ekspeditioner blev ledet af en såkaldt plant hunter, som ofte foreslog et botanisk navn til den fundne plante, allerede inden den var kommet til England.

Blandt de mange berømte plant hunters bør her nævnes J.D. Hooker, som omkring 1850 ledte flere ekspeditioner i Nepal, Sikkim og Bengalen og herfra hjembragte godt 7.000 nye planter – især rododendron. En anden var Henry Wilson, som omkring år 1890-1910 udforskede andre områder i det svært fremkommelige Himalaya og blandt flere tusinde planter opdagede en besynderlig frugt, som han kaldte Chinese Gooseberry – nu kendt som kiwi.

Rent praktisk udviklede en tredie plant hunter, Nathaniel B. Ward, i 1840 den såkaldte Wards-box – en slags minidrivhus eller mistbænk, som placeret på skibsdækket kunne være et midlertidigt voksested under den lange transport hjem til Europa.

Pudsigt nok betød en række ændrede love i det britiske samfund, at den meget dyre skat på glas til vinduer m.m. blev ophævet i 1845, hvilket medførte byggeri af det ene orangeri efter det andet på de talrige herresæder.

Derved var vejen åben for den meget anerkendte arkitekt Joseph Paxtons byggeri af de enestående og meget, meget store orangerier eller conservatories ved de kongelige botaniske haver i Kew (blandt fagfolk blot Kew Gardens) og senere ved andre botaniske haver, ved herresæder som Chiswick House, Chatsworth House, det berømte Crystal Palace (det første) og mange, mange andre steder.

Blandt de mest berømte og stilskabende britiske havearkitekter i denne periode bør følgende fremhæves :

  • W. Robinson 1839 – 1935
  • R. Blomfield 1856 – 1942
  • I. Thomas 1866 – 1950

De skabte alle en lang række harmoniske og afvekslende projekter med fokus på woodland gardens, Himalaya-lignende slugter, store stenbede (rockery), tør- og sumpbede osv.

Athelhamton

Samlet set kræver alle sådanne elementer samt de store antal planter mere og mere plads. Derfor bliver mange landskabshaver i Storbritannien større og større op gennem 1800-tallet, så en del har været på både 50 og 80 ha. Mange af disse romantiske landskabshaver er i vore dage åbne for besøg.
Visse er stadig i privat eje som f.eks. Chatsworth House og Exbury Gardens, mens andre er overgået til den glimrende fond National Trust grundlagt 1895, og som er ansvarlig for driften og vedligeholdelsen og gør det på allerbedste vis.

Ved at ejeren overdrager ejendommen helt eller delvist til National Trust, slipper man billigere i arveafgift og skatter. National Trust råder over en lang række specialister og faglige eksperter, som sørger for at bevare og udvikle haveanlæggene, så det hele fremtræder mest optimalt.

Entrebetalingen går næsten ubeskåret til drift og vedligeholdelse, idet de mange venlige, vidende og hjælpsomme personers i huse og haver som regel er frivillige, som sætter en ære i, at alle gæster får en god oplevelse i form af smukke blomster, eksotiske træer og ‘a nice cup of tea’.

Du kan læse flere artikler fra Ole Fournais ved at klikke på dette link. Du kan også læse Oles beskrivelse af barokhaverne i magasinet 2015/01.