Sikke en utrolig sommer vi har haft i år med langt flere sommerdage, end nogen havde turdet håbe på, og DMI har meldt om den ene varme- og tørkerekord efter den anden. Vi kan nok alle blive enige om, at tørken har været en udfordring – ikke bare for haveejere, men også for landmænd og dyreliv. 


TEKST & FOTO: JEANNETT FRUERGAARD

Her hos os har vi vandet, og det har både planter og dyr været meget glade for. De fleste planter har det fint, nogle har endda aldrig stået så godt. Fx synes sommerblomsterne i skærehaven godt om den sol og varme, vi har haft i år. Hortensiaerne holder derimod ikke så meget af den skarpe sol, så de er lidt brændte på bladene.

Det er generelt et godt bær- og frugtår i år. Vi har ikke vandet i frugthaven, men træerne klarer sig ok. Nogle af dem smider lidt flere æbler end normalt, men de, der bliver tilbage, skal nok blive gode. Solen har i hvert fald gjort sit til, at frugten bliver sød i år.

Det var min plan i år at plante en del nye roser ind i staudebedene, men på grund af tørken har jeg ikke turdet. Nu ser det imidlertid ud til, at der er mere vand på vej, så det bliver nok et af efterårets haveprojekter. Jeg har ikke helt besluttet mig for, hvilke jeg vil have. Jeg leder efter hvide og sart lyserøde, så har du nogle favoritter, så sig endelig til.

 

Yndlingsstedet i haven lige nu er nok skærehaven, og det er også her, der for tiden er mest arbejde, så det passer jo meget godt. Det er vigtigt at få alle de visne blomsterhoveder væk, inden de går i frø, ellers stopper planten med at blomstre og visner ned. Skæreblomster til buketter holder sig bedst, hvis de bliver plukket tidligt om morgenen, så en af mine faste morgenrutiner i løbet af sommeren har været at plukke en spand blomster eller to hver morgen, inden familien vågner. Så stiller jeg blomsterne koldt og binder buketter midt på dagen, når det er for varmt til at gå i haven.

 

Det har fungeret godt at plante og så sommerblomsterne i blogge i stedet for rækker. De støtter bedre hinanden, og det ser også bedre ud.  I år har frøkenhat – zinnia – stået vældig godt. De elsker varmen og solen og har kvitteret med mange, mange blomster

 

Jeg afprøver nye blomster hvert år i skærehaven, men jeg har også mange favoritter, som jeg sår hvert år. I år har jeg sået statice for første gang. Dem er jeg virkelig glad for og vil så igen til næste år.

 

Vi har en lille mini mark med solsikker bag ved gården. Det er egentlig bare almindelige fuglefrø, vi har sået, og fordi det er et stort stykke, luger vi ikke imellem dem, de klarer selv at lukke bunden. Smukt ser det ud i den korte tid, de blomstrer.

Har du lyst til at se af mere af haven, så har vi åben have de to næste weekender: den 18.-19. og 25.-26. august 2018 kl 10-17.

Alle er velkomne.