Det gik stærkt denne sommer. Varmen og de mange solskinstimer fik alting til at blomstre – og blomstre af igen i en rasende fart, hvis ikke det ligefrem led under direkte tørkeskader. Men meget har også kunnet reddes og fornyes med en rask studsning selv her sidst på sæsonen.


TEKST & FOTO:  HENRIK
De seneste år har vi lært, at det kan give god mening at lade frøstande og visne græsser stå tilbage vinteren igennem. For år tilbage ville man være mere tilbøjelig til at holde orden i haven med en nedklipning af stauder og græsser efter blomstring i stedet for at nyde de smukke strukturer. Men der er nu også noget skønt ved at kunne holde haven grøn og med en frisk frodighed, som kan holde efteråret lidt på afstand. Specielt i et år som dette, hvor alt som sagt er gået så stærkt. Det gode ved at klippe ned, mens haven stadig er grøn, er, at de uskønne stubbe, der ikke kan undgåes for en tid, vil være lidt camouflerede af de andre planter.

Et godt sted at starte er ved krydderurterne. De bliver jo nippet jævnligt, men som sommeren skrider frem vokser de hurtigere, end man kan nå at spise dem. Nogle gange bliver de også lidt triste og slidte at se på, så gå bare til den med saksen, og lad dem skyde på ny.

Vortemælken kan med fordel klippes ned lige efter blomstringen i foråret. Men denne blev klippet i juli og kommer nu med fine, mindre blomster.

Lammeøre har også godt af en god klipning, især hvis du lader den gå i blomst. Efter blomstringen bliver de tit lidt triste at se på. Genvæksten her vil holde sig pæn langt ind i vinteren.

Er man heldig, vil man kunne får en ekstra blomstring også ved en sen beskæring. Der er ingen garantier, men hvis vejret holder sig lunt, og der gives nok vand og gødning, så kan det ske. Her er det tidselkugle, der forsøger sig med at sætte nye blomster.

Men ellers kan det grønne være tilfredsstillende nok. Jeg ville normalt ikke klippe mine frytler ned midt på sommeren, men i år blev de tørre blomsterstande og halvvisne blade bare for triste at se på. Så de blev klippet ned i juli og står nu grønne og friske igen. De vil også holde sig fine vinteren igennem.

Stjerneskærmen er virkelig en af de planter, som det nytter at klippe tilbage – ikke kun ved at fjerne frøstandene, men også ved at tynde ud i bladene. Man skal være lidt omhyggelig, så man ikke klipper ansatserne til ny blomster væk. Men belønningen kommer ganske hurtigt i form af grønne blade og nye blomster.

Indianermynten burde jo egentlig være på sit højeste nu, men i hvert fald hos mig toppede den for en måneds tid siden. Når de er i god vækst, skyder de meget villigt igen, så jeg håber, de i hvert fald vil give noget grønt – eller rettere limegrønt – spil i bedet her i sensommeren.

Violfrøstjernen ‘Elin’ bliver flere meter høj og kan stå med fine, visne skærme i efteråret. Men den har også en tendens til at få gule visne blade her sidst på sommeren, og i år var det bare ikke til at holde ud at se på. Det gav simpelthen for meget efterårsstemning, så de blev klippet med. De kommer hurtigt igen med frisk grønt, og som regel når de også at sætte mindre blomsterskærme.

Lægestokrosen er ret robust, og efter første blomstring sætter den nye skud ned langs stilkene, så man kan jo lade den selv stå for opfriskningen. Men den er så livskraftig, at den også skyder fra bunden, hvis du klipper den ned. Så kan man glædes over de fine, bløde blade.

Katteurten er fin at klippe tilbage, også sent på sæsonen. Har man tålmodighed, kan man følge hver stængel og klippe den af i passende højde og gå uden om de skud, der stadig blomstrer. Jeg plejer at gå lidt mere radikalt til værks og give den en studsning med hækkesaksen. I juli har den nemlig fået en tilpas busket struktur til at den danner fine tuer efter sådan en klipning.

Kæmpejernurten blomstrer og blomster. Den er utrolig. Men den begynder også at bøje sig, når hovederne bliver tunge af regn, og vinden får for godt fat i dem. Så skal man bare klippe løs. De skyder igen fra bladhjørnerne og bliver ved at sætte nye blomster ind i vintermånederne. Noget insekterne sætter pris på, efterhånden som alt andet visner væk.

Når man klipper planter ned, især her i juli/august, skal de have en hjælpende hånd i form af vand og gødning. Og så skal naturen selvfølgelig spille med med masser af dejligt lune sensommerdage! Men så skal din have nok blive grøn igen.