Vi besøger i dag Universitetsparken i Aarhus i anledning af, at den og resten af universitetet fylder 90 år. Parken, eller rettere planen for hele universitetsområdet blev tegnet af en af Danmarks største havearkitekter, C. Th. Sørensen. Meget er sket siden det første spadestik, og det er måske det, der er det mest fantastiske ved denne park: at den har kunnet udvikles og udbygges gennem 90 år og stadig have den oprindelige vision intakt.

TEKST & FOTO: HENRIK
For 90 år siden så området her ganske anderledes ud. Det smukke, og i grunden ret enkle anlæg, er frembragt over årtier og består af få elementer. Det trekantede areal er formet med bløde bakker med et dalstrøg i midten. Fra universitetets aula løber en lille bæk ned i bunden af dalen og ender i to kunstige søer. Bygningerne ligger alle på toppen af bakkerne placeret vinkelret på hinanden, så der dannes rum imellem bygningerne, og de fleste har udsigt over landskabet imellem dem. Oprindeligt var det meningen, at bygningerne skulle pudses hvide og have flade kobbertage. Men dengang i 30’erne var der ikke råd til den slags, så i stedet faldt valget på de gule, blødstrøgne sten og teglsten, som siden er blevet ikoniske for hele universitetet. Faktisk er det svært at skelne mellem de oprindelige bygninger og de senere tilføjelser, fordi man har fastholdt brugen af de samme materialer.

Man kunne måske forvente en samling af forskellige træsorter i sådan en park, Men det skulle være enkelt og stramt i den modernistiske ånd, så derfor faldt valget på egetræer. Og næsten kun egetræer. Det ville måske være mere dansk med bøgetræer, men efter sigende blev det egetræer af økonomiske årsager, da de kræver mindre pleje.

Træerne er sået på stedet – det siger historien i hvert fald – og det er jo ret usædvanligt i et parkanlæg at vælge sådan en langsommelig metode. Igen var det for at spare. De små plantede træer havde svært ved at overleve, men agern kostede jo ikke meget.

Egene er fordelt i mindre lunde og spredt ud over skråningerne som solitære træer. Det er tankevækkende, at det først er nu, så mange år senere, at det eftertragtede udtryk er opnået – med store skyggefulde træer.

Hele området er grønt og frodigt på trods af, at der ikke er blomster, men kun grønt. Det skyldes ikke mindst, at flere facader er bevokset med vin og klatrehortensia. Det er ret forunderligt, at de kan strække sig i fem-seks etagers højde. Herover ses en af længerne med kollegieværelser, hvor mange nye studerende netop er rykket ind i det nye studieår.

Altanerne er et gennemgående designelement, og de giver mulighed for, at området kan beskues fra højden.

Aulaen er udsmykket med et kæmpe solur. De klatrende vækster er et flot match til de gule sten, som nok havde været ret kedelige uden det grønne.

Landskabet var kuperet i forvejen, men blev manipuleret, så bakkerne faldt i dramatiske skråninger. I baggrunden ses Statsbibliotekets bogtårn – et magasin til bøger og derfor uden vinduer.

Nedenfor ses brønden, hvor en kilde løber ud. Man kunne tro, at det er den, der forsyner søerne med vand, men som resten af parken er også vandløbet kunstigt skabt.

Amfiteatret er en af de senere tilføjelser, men er tilpasset fint ind i landskabet. Det tilskrives også C. Th. Sørensen, selv om tegnestuen C. F. Møller på dette tidspunkt havde overtaget ansvaret for planlægningen af området – og har det den dag i dag.

Her er fredfyldt på sådan en sommerdag. Men parken bruges flittigt, og i begyndelsen af maj er den skueplads for den berømte og berygtede regatta med tømmerflåder på søen og op til 30.000 studerende og andet godtfolk henslængt med øl på græsset. Det skal en universitetspark nemlig også kunne rumme!