Der er to dufte, som siger efterår for mig: 1) Duften af våd jord fra de pløjede marker og min egen efterårsgravning i bedene. 2) Duften af kvæder! Bare et par enkelte i en skål i stuen får straks den fineste, sarte æbleduft til at brede sig i rummet. Jeg tror, jeg har nævnt det flere gange, men det er altså en stor ting for mig. Det er, som om det er den sidste duft af sommer, inden duften af gran, appelsiner og eksotiske krydderier tager over.


TEKST & FOTO: HENRIK
Her i det lune efterår har jeg gået og funderet lidt. Det har mindet mig utroligt meget om forår. Lyset er næsten det samme, træerne er lidt bare, i bedene er jorden synlig, og luften er en blanding af varme solstråler og kolde vinde. Men der er en forskel, og det er duften. Det dufter i foråret af de nyudsprungne blomster og træ og murværk, der langsomt varmes op af solen. Men det er som om, de dufte forsvinder her i efteråret, og alt der er tilbage, overdøves af duften af jord og nedbrydning. Og måske lidt røg i næsen fra bål og brændeovne.

Derfor sætter jeg ekstra pris på duften af kvæderne, som er så fin og sart, men som alligevel kan fylde så meget. Så nogle af dem får som sagt lov til at ligge i stuen og bare dufte. Resten skal jeg formentlig omsætte til marmelade og kvædebrød. Det er nærmest blevet en tradition, selv om det egentlig er ganske lidt, vi spiser af den slags søde sager. Kvædebrødet er så kompakt og intenst, at jeg kun bruger ganske lidt, når der bliver serveret ostebord eller smørrebrød med for eksempel gedeost. Det smager helt forrygende, men jeg har faktisk stadig en rest tilbage fra den lille portion, jeg lavede sidste år. Heldigvis kan det holde længe, når blot det står på køl, og det bliver faktisk bare mere og mere konfektagtigt.

Kvæderne er jo en af den slags frugter, som SKAL tilberedes på en eller anden måde. De er stenhårde i rå tilstand, og det er også det, der gør dem lidt besværlige at have med at gøre.

Rigtig dejlig dag til dig,