I 2018 var vi på besøg hos Gartneriet Møllerhøj på en drønvarm sommerdag. En af de dage, som var kendetegnende for sommeren 2018, og som kunne få os til at tro, at vi var en del af  middelhavslandene.


TEKST & FOTO: LONE

Det er Thomas og Mette, der byder os indenfor i haven. Ægteparret står bag produktion af Magical hortensiaer, som vi er mange, der hvert år tager med hjem fra planteskolen og sætter i krukkehaven.


Thomas er født ind i gartneriet, mens Mette kom til for godt 18 år siden, da ægteparret fik børn, og der skulle sadles lidt om for at få hverdagen til at fungere. Mette skiftede jobbet som sygeplejerske ud med et job i gartneriet og står i dag for salget.


Gartneriet drives over ca. 70.000 kvadratmeter, som suppleres med lejemål andre steder for at have plads nok til alle aktiviteterne.

 

Planterne står på denne varme sommerdag fordelt i drivhuse og på friland. Mens vi går rundt i produktionen, vandes der grundigt ud over de mange planter, som endnu ikke er salgsklare.
Indenfor kigger vi ud over et hav af hortensiaer, som der raskt plukkes af til salg, mens vi går rundt og nyder synet.
Højsæsonen i gartneriet er fra uge 17/18 og frem. Her er der omkring 80 personer ansat, og man mærker, at der er et stort team samlet omkring produktionen. Alle steder er der raske hænder, der hjælper til for at få planterne sendt ud til forhandlere, for der er stor efterspørgsel efter terrassevarerne, som Thomas kalder dem.

 

Og selvfølgelig er der det: Kan man mon andet end at forelske sig i disse smukke hoveder?

Inden længe vender vi tilbage til Mette og Thomas og ser på deres forslag til, hvordan man bruger hortensiaerne i haven. Vi håber, vi kan inspirere dig.

Har du erfaringer med hortensia i krukker, så del dine tanker med os. Også hvis du blot vil sende en hilsen til Thomas og Mette. Alle input er velkomne.