Det er ikke længe siden, at vi tog dig med på besøg hos Gartneriet Møllerhøj. I dag vender vi tilbage og ser på en vifte af forslag til brug af de smukke hortensiaer i haven.


TEKST & FOTO: LONE

Da vi besøgte Gartneriet Møllerhøj fangede vi en masse smukke opstillinger af hortensia, som vi i dag gerne vil dele med dig. Hortensia er en smuk plante, som man i Italien gerne ser underplantet i let skygge ved fx plantantræer i gamle haver, og her bliver planterne til enorme buske.

Hortensia er også meget velegnet til krukker på terrassen, og det skal du her se en del eksempler på. Herunder ses fx en gruppe hortensiaer af forskellig type og men i samme farvenuance plantet i kurve og krukker i den lysbrune farveskala. Et smukt og roligt arrangement, der placeres i halvskygge, så vandingsarbejdet lettes lidt. Hortensia er nemlig en tørstig plante, især hvis den står i fuld sol.

Et andet sted fanger vi disse helt lyse hortensiaer. Tre på række – enkelt og effektfuldt.

En gammel trillebør fuld af himmelblå blomster – skønt!

Langs denne familieterrasse er der i træ bygget aflange bede, som er tilplantet med hortensia og suppleret med planter i kurve. Det hele er i samme farveskala, så der skabes ro.

På terrassen har man lavet en bænk, hvor der i begge ender af siddefladen over krukkerne er stanset huller, så hortensiaerne nærmest er plantet ned i bænken. Vil du se, hvordan den er bygget, kan du finde en vejledning her.

Hynden er lavet af lyserødt hør, der passer i farven til blomsterne.

Vi var også lige inde omkring brug af planterne indenfor. For det kan du nemlig også. Her ser du en skøn plantekasse på ben fyldt til randen med de smukke planter.

Og herunder kålrabi med reagensglas med græsser og blomsterhoveder.

Så er vi ude igen. Hortensia passer smukt til mange typer beholdere – ikke mindst til kurve af den lyse rattan.

Der er så mange farver at vælge mellem, at der næsten er en for enhver smag.

Fx synes jeg, at den himmelblå herover er vildt bedårende, og den giver den der sommerferiestemning, som man gerne ser indfinde sig på terrassen.

Ja – de er også smukke i en opsats som denne, der hiver den lidt mere elegante stil ind i haven.

Køber du hortensia til krukkerne i år, så vent med at plante dem ud til risikoen fra nattefrost er ovre. Den svider nemlig de smukke blomster.

Lad os høre, hvordan du bruger dine hortensia – eller del et billede med os på instagram. Husk at sætte hashtag @havefolket på dit billede, så det dukker op på vores profil.