Som mange andre haver har Charlottas have udviklet sig over tid. Rum efter rum er blevet etableret og har fundet sin form, og nu, 25 år senere, ser man resultatet. I dag fortæller Charlotta om et af havens rum: den nedre terrasse.


TEKST & FOTO: CHARLOTTA JÖRGENSEN

I 19991 kørte flyttelæsset til Vårgatan i Lomma. Vårgatan betyder Forårsgaden. Alene navnet gav jo forhåbninger. Det er den årstid, som man længes mest efter, og man næsten ikke kan styre sig med alle de drømme, der skal gå i opfyldelse. Sådan var det ikke i 1991. Vi ankom til en have, som dårligt kunne kaldes en have. Bare en tom flade med græs, tre frugttræer, køkkenhave og godt nok et vidunderligt, helt enormt krægetræ.

Med to små børn var der ikke en time tilovers til haven, og jeg havde heller ingen som helst interesse for det eller viden om det. Så der gik tre år uden et eneste spadestik. Men børnene havde plads til at lege, der kom en sandkasse, og en kop kaffe på trappestenen var lige så skøn dengang som nu.

Et par år senere gik jeg i gang med haven og blev håbløst optaget af at skabe noget helt på egen hånd. Sikke en fantastisk følelse at opdage den glæde, jeg fik af at være udenfor. Stille og roligt blev haven bygget op over 25 år, og i dag er den næsten, som jeg vil have den. Syv rum er blevet skabt, og i dag bliver I inviteret ind i den del, som ligger nærmest huset – den nederste terrasse. Hjertelig velkommen.


Den nederste terrasse

Den nederste terrasse kom først til i 2006, efter at vi byggede vores tilbygning i glas. En stor og høj glaskonstruktion kræver noget grønt.

Belægningen blev store mørkegrå betonfliser, og væggene, som kom op rundt om hele terrassen, blev sorte. Jeg ville absolut have et næsten helt lukket, privat rum i haven; også for at skabe et godt klima for det, der skulle gro der. De mørke farver optager solvarmen og giver altid stedet et par grader mere varme – et lille mikroklima.

I starten var tanken bare at have grønt i rigtig store krukker, en krukkehave. Jeg indså hurtigt, at det ikke ville klæde glasbygningen. Det så forfærdeligt ud – koldt, stift og bart, og jeg gik næsten i panik. Nu blev det vigtigt for mig at forsøge at dække bygningskroppen helt med grønt, for at den ikke skulle stå som et dominerende udråbstegn.

Jeg fjernede store, tunge betonfliser for at kunne opdele pladsen i to rum, og straks ændredes udtrykket. I det midterste bed satte jeg først en pilebladet pære (Pyrus salicifolia), som fik lov til at give højde og udtryk til plantestilen. Nedenunder kom der buskbom og bregner, en afslappet og enkel følelse indfandt sig. Et par fliser mere blev fjernet, og et par nye par bede kom til. Ind flyttede bambus og forskellige slags græs, og straks forsvandt knuden i maven. Glasbygningen blev mindre dominerende, og jeg forstod nu, at jeg havde valgt den helt rigtige løsning.

Terrassen føltes stadig flad og manglede den højde, som krævedes for at få en fin balance, så jeg bestilte en stor gulbladet tretorn (Gleditsia triacanthos ‘Sunburst’) for at skabe et tag og få højde på halvdelen af terrassen. Desuden gav det skygge, hvilket var skønt, da terrassen bliver varm midt om sommeren. Det enkle, lette bladværk mod alt det mørke blev en superfin kontrast. Under tretornen plantede jeg slangeskæg og lagde sorte runde sten. Langs med en af de sorte vægge fik jeg en vedbend til at vokse, som hurtigt dækkede en kvadratisk flade og blødte op.

Gul bambus blev plantet op mod det sorte skur, som afgrænser mod haven, og det viste sig at være et godt valg. Den er nu omkring seks meter høj og giver virkelig god rumlighed, er lige smuk hele året og rasler skønt i vinden. Længe tøvede jeg med at få roser i haven, men ‘New Dawn’-rosens fine farve kunne jeg ikke modstå, og mod de sorte vægge op mod tretornen blev det fantastisk fint. Så var grundstrukturen på plads.

Efterhånden tilføjede jeg større krukker og kurve, som giver mig friheden til at få et nyt udtryk hver eneste sæson. De fleste af krukkerne har jeg fyldt med planter, som kommer år efter år: funkia, rødbladet hyld, sølvlys, oliventræ, magnolie og forskellige slags græs. Farvevalget er mådeholdent og roligt – det her rum er nok det mest rolige i hele haven. Det er netop derfor, jeg elsker det.

Alt, som jeg ser indefra, skal være roligt. De mere vilde rum skal jeg kunne vælge fra, hvilket er muligt, da jeg ikke får øje på dem hele tiden. Roligt og stille, men grønt og blødt var nok min vision. Stedet her er også utroligt nemt at holde; man luger lidt, pynter, når lysten indfinder sig, og i øvrigt passer det næsten sig selv.

Det er skønt at have det mest enkle tæt på. Jeg ville ikke orke hele tiden at blive mindet om ting, der skal gøres, hvilket der er mere brug for i de andre rum.

Sidst men ikke mindst følte jeg, at overgangen mellem glasbygningen og haven var ganske abrupt, så til sidst kom pergolaen til som en overgang mellem rummene. Den har samme bredde som glasgavlen, og når man stå inde og kigger ud, bliver det på vedbend, som klatrer på pergolaen som en billedramme. Motivet i rammen veksler med årstiden. Det er absolut min favoritudsigt indefra.

Den nederste terrasse giver mulighed for ophold tidligt på foråret, og det vokser vildt godt der. Det er vores stille udedagligstue, og den fungerer for alle: urolige unger, som leger med vand, middage under åben himmel og skønne stille aftener med et glas vin og en bog. Grillfester og brunch og jeg – bare mig selv – i mine egen tanker. Jeg elsker min nederste terrasse.

Næste gang, vi ses, bliver i april – måneden fuld af forventning.

Ha’ det godt – kram fra Charlotta

Måske kender du allerede Charlotta fra hendes Instagramprofil? Ellers kan du se meget mere om hendes hjem og have på @inspirationordinarydays.