Det er lige nu, at planteskolerne bugner af blomster til årets sommerhave, og vi har været forbi Hobbyhaven i Århus for at se på udvalget og alle farverne. For farver er der nemlig masser af i år – ikke mindst orange, rød, gul, pink og lilla. Og der er en masse mørkt løv som kontrast til de forrygende farver. Kig med her.


TEKST & FOTO: LONE

GYLDENLAK, Erysimum

Vi vil starte med at hejse flaget for denne smukke gyldenlak (på engelsk kendt som wallflower), som desværre ikke ofte ses i de danske haver. Og det er da en skam, for den er så fin, og så dufter den herligt.

Gyldenlak blomstrer typisk fra april til juni og er en to-årig plante (når den købes i blomst i planteskolen, er den på sit andet år).

Den findes i mange forskellige farvevarianter. Jeg faldt pladask for disse to.

SOMMERFUGLEBLOMST, Nemesia

Sommerfugleblomsten er en et-årig plante, som også findes i et væld af farver. Vi har set den i hvid, lyserød, gul og lilla, men i år er den også at finde i denne lækre orange.

TRILLINGERANKE , Bougainvillea

Også trillingeranke faldt jeg over i orange, så den må jeg altså også lige slå et slag for. Den frostfølsomme busk ynder en lun plads på terrassen eller i drivhuset og skal gerne huskes med gødning mv. Men så har du også et garanteret velkomment sommerferieminde i haven. Den sender tankerne til sommer i Spanien.

ILDKRONE, Lantana camara

Samme stemning får du ved at plante ildkrone, der i Danmark er et-årig. Her er den røde/orange ganske velkendt. Plantens latinske navn er Lantana camara, og den stammer oprindeligt fra Brasilien og Vestindien, hvilket også betyder, at den ynder et lunt sted i haven.

BEGONIA

Begonia har i mange år været dømt lidt ude som en af fortidens udplantningsplanter. Men måske skal man igen til at kigge den vej. Se fx denne lækre orange blomstring med næsten sorte blade!

Denne orange med frisk grønt løv er også ualmindeligt fristende.

ÆGTE HELIOTROP, Heliotropium arborescens

Heliotrop har været med i udvalget i flere år og udover at være super til krukker, så er de også vildt flotte udplantet i havens bede – fx sammen med høje kæmpeverbena. I England er den som sommerblomst ofte brugt i parterrer eller bede, og den står flot hele sæsonen.

MARROKANSK MARGERIT, Rhodanthemum hybrid 

To margeritter stjal også opmærksomheden. Begge er marrokanske margeritter: ‘Casablanca’ og ‘Sunshine Peach’.

Sidstnævnte er mere gullig end den første. Begge har smukt gråt løv og passer flot til alle de orange blomsteringer i øvrigt.

KLEMATIS, Clematis

Igen i år kan man finde disse flotte terrasseplanter. Lækre tætte klematis, der passer lige ned i krukkerne.

KLØVER, Trifolium

Okay. Trifolium er ikke til at komme udenom. De fås efterhånden i så mange flotte farver, at de kan passes ind i enhver krukkesammensætning, og farverne er fantastiske til at underbygge en plantekollage eller bare helt enkelt i en lækker kurv.

PETUNIA

Sidst, men ikke mindst, vil jeg lige slå et slag for denne fine petunia. Igen en orange favorit.

Husk, at mange af disse er frostfølsomme og ikke skal ud i haven, før risiko for frost er ovre. Det kan være svært at vente med at købe, for de smukkeste meldes udsolgt hurtigt. Jeg henter favoritterne hjem og sætter dem i garagen, til de kan komme ud under åben himmel. Så må jeg gå og passe dem lidt her i ventetiden. Men hvad gør man ikke for at få de ønskede planter til krukkehaven. 

Hvordan gør du? Og hvilke planter er du faldet for i år?