KONTRASTER OG AT ARBEJDE UD FRA EN FØLELSE

Tiden indtil midsommer er den absolut smukkeste. Det grønne er lyst, rent og så smukt, at det næsten gør ondt. “Det gør ondt, når knopper brister,” skrev Karin Boye i digtsamlingen “For træets skyld” i 1935. Så sandt.

TEKST & FOTO:  CHARLOTTA

Nu er haven så grøn. Mine få stauder og roser står i knop, så lige nu nyder jeg alt det grønne. Men grønt er ikke bare grønt for mig. Jeg ser i stedet det vilde og det lette mod det hårdt formklippede. Jeg ser det høje mod det lave, det lette mod det tunge, det stramme mod det fritvoksende. Jeg er helt tosset med kontraster. Blødt mod blødt er tabu for mig, det føles for rodet. Og for stramt og ordentligt mod koldt og hårdt bliver dødt. Det vigtigste for mig er at skabe kontraster. Kan man nøjes med kun grønt? Ja, selvfølgelig.

I gårdhaven har jeg skiftet to store, ganske tunge bambus ud mod en delikat japansk grønbladet løn. Den gjorde sig perfekt op mod mine sorte vægge og blev plantet i tunge betonkrukker. Det blev godt. Nu ser jeg skyggespillet af de fine blade mod de sorte vægge. Betonen forankrer dem. Der ville have været en helt anden stemning, hvis de fx havde stået i kurve. I ser dem i baggrunden i billedet til venstre.

Æblelunden, som jeg viste sidste gang, har plaget mig lidt pga., at det føltes for rodet. Mange fritvoksende planter, knoldede grene, jeg savnede stilhed. Det eneste, som føltes roligt, var faktisk vedbenden. Svært at få mere frodighed ind. Så jeg tænkte i kanter – det trængte til linier. Så det blev en spiseplads i stedet.

Ved at tilføre nogle enkle stole i træ og sort lykkedes det mig at få de linier frem, som jeg savnede. På bordet satte jeg ikke noget sødt og nuttet, men i stedet et par store kompakte rosmarin i en gammel vinkasse. Det føltes mere rustikt og rigtigt mod alt det urolige.

Hvis jeg i stedet havde sat sirlige eller snirklede stole med pastelfarvede puder og roser eller hortensia på bordet, så havde følelsen været en helt anden. Hvad vil jeg have her, og hvilke elementer kan bidrage til det, er de spørgsmål, jeg går ud fra.

I Douglas’ hjørne har jeg stillet et spejlbassin i cortenstål med en diameter på 150 cm. De lund-lignende planter er plantet og er så små endnu, men vil udgøre en flot kontrast til cortenstålet. Bregner, sommerfugleblomst, lungeurt, sølvlys og lidt til. Det bliver smukt under krægetræet med dets lette skygge.

Her har jeg mere arbejde. Krukkerne skal væk for at skabe et så naturligt miljø som muligt. I bagkanten ved ligusterhækken vokser en gammel klematis (alpina), som må klippes ned. For mig er der alt for uroligt lige nu. Det er uroligt mod uroligt, og det slører det, jeg vil have fremhævet. Så når alt er færdigt, vil der stå formklippet liguster som en mørk baggrund mod det mere vilde, jeg har plantet. Og foran kommer et helt roligt vandspejl, som reflekterer grenværk og himmel. Jeg er forventningsfuld.

I øvrigt nyder jeg mine snart blomstrende pallerammer, som har et vildt tema. Her er forskellige stolte kavalerer, zinnia, havegulerod, ærteblomster, tandstikkeurt, skabiose sammen med flere forskellige slags valmuer. Mørkt og lyst – kontraster.

Og sidst, men ikke mindst, gulbladet tretorn springer ud i gårdhaven. Det er magi – og bare grønt.

Vi ses snart igen. Sørg for at få fregner på næsen, brune fødder og og masser af jordbær.

Knus Charlotta