Jo, det går fremad, men det er tungt arbejde at støbe beton. Min blandemaskine kan klare omkring 60 liter pr. gang, det tager ca. 15 min at lave en omgang, dvs. sådan ca. 240 liter i timen. Ene mand vel at mærke.


TEKST & FOTO:  HENRIK ERIKSEN, DEN FRANSKE HAVE

 

Spejlbassinet og den kommende terrasse for enden

Rose moschata ‘Felicia’ og åkander

Hvornår når I alle de ting, I laver i haven, og er haven alt, I går op i? Dette spørgsmål har jeg godt nok fået stillet nogle gange efterhånden, men, der kan ikke gives et fyldestgørende svar. Selvfølgelig går vi op i haven, vores husprojekt og den lykke, det giver at skabe noget, lige som vi lever som familie, deltager i foreningensarbejde og mødes med gode venner til aftensmad. Spørgeren har ofte et Netflix-abonnement, mindre have og en robot til plænen samt et svedfrembringende hobby med at løbe rundt i al slags vejr. Her i huset har vi ingen af delene, og dermed er svaret vist egentlig åbentlyst. Hver mand sin lyst, hedder det vist.

Fundament og kaos

Tilbage til projektet. Jeg har fået støbt det forhøjede fundament, ca. 5,5 m3 beton blev det til. Næste fase er at få afrettet bunden med sand, lagt isolering samt støbe gulvet – 30 m2 á 10 cm beton lig med endnu tre m3 beton. Herefter skulle det stå færdigt til brug og glæde. Det bliver et skønt og meget brugbart haverum. Vi skal have udekøkken og grill m.m. integreret i inventaret. Hvem ved, måske også en pizzaovn. Jeg skal have udtænkt noget overdækning, som bruges om sommeren, men fjernes om vinteren, når lyset er en mangelvare. Måske det enkleste blot er to-tre parasoller, som kan slås op alt efter behov.

Midsommer betyder også roser i flor uden lige her i haven. Vi har valgt at satse mest på de tidlige forårs- og sommerroser. De fleste er engangsblomstrende, og hvorfor så det valg ? Jo, midt i højsommeren er det lavendlerne, der overtager havescenen, og med diverse ferieplaner er det vores erfaring, at især de engelske Austin roser topper lige de tre unger i juli, hvor ferien sætter ind, og efterfølgende har svært ved at komme rigtig i blomst igen. Dette gælder især i lidt kølige våde danske somre. Dem, vi trods alt har flest af.

En tidligt blomstrende Austin rose ‘Gertrude Jekyll’

Jeg synes også, at mange af de engelske roser klarer nedbør forbløffende dårligt. Regner det lige omkring udspring, så rådner knopperne simpelthen – til stor ærgrelse. Omvendt forholder det sig med de forårsblomstrende som pimpinellifolia-typerne. De svigter aldrig, de klarer vinden, regnen og kalenderen.

Rose pimpinellifolia ‘Aïcha’

‘Aïcha’ er en favorit, den bliver enorm. Jeg gav min hustru en lille plante i bryllupsdagsgave for tre år siden, og se den nu. Sikke en grokraft og med stor værdi for haven.

Der er noget utroligt ‘plantelykkeskabende’ over de sæsonbestemte blomster. Det gælder de hvide skyer i hegn og i hæk i april, berusende med deres duft og fascinerende i deres omfang, og med en blomstring, som kun varer en uge. Men jeg ville ikke være dem foruden. Ligeså har jeg egentlig fået det med roserne: hellere et kæmpe brus, lige når maj går på hæld, og juni tager over. De holder til og med midsommer. De er nøjsomme resten af året, men når de går på scenen, er alle øjne rettet imod dem. Som arvtager for de tidlige engangsblomstrende har vi primært valgt moschata-typerne; de er igen lidt vilde i væksten, robuste og utroligt blomsterrige. De dufter i hele haven og er nemme at deadheade – klip en luns visne blomster af, og vent otte uger, så er de der igen. De har stærke stængler, som kan bære vægten, og de lægger sig selv lidt ned, så der kommer masser af sideskud. De kræver nærmest ingen opbinding og er en gave til den travle haveejer. Jeg vil opfordre flest muligt til at anskaffe sig mindst et dusin moschata-roser.

Rose moschata ‘Prosperity’

Jeg har ventet tålmodigt i to år på denne smukke Iris palida. Den dufter og bliver godt en meter høj. Den bruges bl.a. i parfumeindustrien og gror vildt flere steder i Sydfrankrig. Den udmærker sig ved en lidt sen blomstring, sådan at den lige skulle tage over, når alium takker af. Det er perfekt. Nu skal jeg blot have endnu 50 – i parterret.

Iris palida, den dufter vidunderligt, sart og varm på samme tid

Parterret, her med katteurt og græsser.

Min hustru blev 40 år i april, og blandt andet fik hun denne Magnolia grandiflora, som jeg havde bestilt hjem fra Italien via min plantepusher Olav. Nu er den lige på spring til at åbne den første knop – behøver jeg at sige, at forventningerne er store. Vi så et hundredeårigt pragteksemplar i haven ved Le Pavillon de Galon, og siden da har ønsket været at anskaffe os en, men først når der var den rette plads i haven.

Magnolia grandiflora er stedsegrøn

Staudehaven er ligeledes anlagt med blik for sæsonen, og består mest af tidlige og sensommerblomstrende stauder

Lupiner i modlys

Det er sådan, at der altid er noget, der vil blomstre i højsommeren, men hvis man har rigeligt at gøre med at holder ferie, vande krukker, pleje køkkenhave og rejse riget rundt, så gør det måske ikke så meget, at juli også er tiden, hvor man bare kan nyde det hele lidt på langs. Sådan er vores havekalender planlagt, og det er egentlig befriende. Juli i haven – der holder vi halvleg.

 

Du kan altid se mere til Henrik på instagramprofilen @denfranskehave og læse med på hans haveblog: ‘Min Franske Have’. Skulle du få lyst til selv at besøge haven i Hørret, så holder ægteparret åben have lørdag den 24 august 2019 fra 11-17 .